
Debuterer foran 3.000 i Det Kongelige Teaters 'Snedronningen', men er mere nervøs for sin studentereksamen
Gymnasieeleven Freya Larvad-Nissen fra Skovlunde skal både have fokus på sine eksamener og de skrå brædder den kommende tid.
Det er to store roller, som den 19-årige Freya Larvad-Nissen skal forsøge at balancere den kommende tid. Om dagen en dedikeret gymnasieelev, der læser op på fire højniveaufag for at gå til eksamen og blive student til sommer, og om aftenen en mindst lige så dedikeret performer i Det Kongelige Teaters 'Snedronningen' i Dyrehaven. En kæmpe opsætning i det fri, som hun har været så heldig at blive udpeget til at medvirke i som statist.
Så var jeg sådan 'fuck'. Hvordan skal jeg lige gøre det, og mine forældre, de spurgte også: 'Er du nu helt sikker på, at du vil kunne klare det?'
»Det var faktisk min mor, der så et opslag på Facebook og sendte det til mig. Så gik jeg til audition og så det mere som en slags træning velvidende, at hvis jeg blev udpeget, så kunne det falde sammen med mine eksamener, og så tænkte jeg ikke mere over det, indtil jeg fik besked via mail i julen, om at jeg var kommet med. Så var jeg sådan 'fuck'. Hvordan skal jeg lige gøre det, og mine forældre, de spurgte også: 'Er du nu helt sikker på, at du vil kunne klare det?'. Men jeg var også bare vildt glad,« fortæller Freya Larvad-Nissen fra hjemmet i Skovlunde, hvor hun bor med sine forældre og sine to søskende.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Teater i blodet
Hun lader forstå, at det er en unik mulighed og givet, at sådan en opsætning kun spiller hvert andet år, er det ikke sikkert, hun får den igen. Derfor sagde hun ja, og derfor har hun øvet på ugentlig basis siden februar i Skuespilhuset i København og føler sig efterhånden godt rustet til forpremieren 21. maj.
»Selvfølgelig tror jeg, at jeg bliver spændt, men jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs. Jeg kan være mere nervøs for mine eksamener. Jeg tror lige, når man skal ind på scenen, så mærker man måske sådan en nervøsitet, men jeg tror, det går over, fordi man har jo øvet, og jeg føler mig tryg i det, så jeg vil prøve at nyde det, selvom det er mange aftener, vi skal spille,« siger Freya Larvad-Nissen eftertænksomt.
LÆS OGSÅ: Unge idrætstalenter hyldet med burgere
Hun er nu heller ikke uvant på de skrå brædder. Faktisk hun været en del af scenemiljøet, lige siden hendes far tog hende med til Gladsaxe Ungdomsscene (Gawenda, red.), da hun var fem seks år gammel. Han var nemlig tilknyttet scenen som lærer i impro-teater, og derfor fik hun mulighed for at opleve teaterforestillinger og musicals helt tæt på bag fra kulissen. Nogle gange med kendte ansigter, hun havde set på tv. Senere begyndte hun til ' at gå til cirkus' i Hvidovre og optrådte med trapez samt som danser i Ballerup Musical. Det førte til et ophold på Efterskolen Lindenborg med fokus på musik og siden på Nørre Gymnasium, hvor musikken ligeledes fylder meget.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Skæbnen
Derfor er drømmen også efter et sabbatår med arbejde og rejser med veninderne at forfølge det kreative spor. Måske ved at søge ind på Det Danske Musicalakademi eller en af de andre teaterskoler i landet. Men først er der lige de der eksamener i dansk, matematik, musik og historie, som skal overstås.
»Jeg får læseferie 16. maj, og vi har heldigvis mange skriftlige eksamener inden premieren, men jeg er da lidt bange for, hvis man skal op til eksamen klokken 8 dagen efter en forestilling, at jeg så ikke kan nå at læse op aftenen inden, fordi jeg er derude,« forklarer Freya Larvad-Nissen.
Omvendt ser hun det også som en fordel, at musicalen ligger om aftenen, så hun kan passe sin skole i dagtimerne.
Det kan jeg godt li', og så synes jeg bare, det er sjovt at underholde og at se folk blive overrasket eller glade
Men tror du ikke, det nok skal gå?
»Jo, det var dét, skæbnen ville have,« griner den unge skovlundeborger, som tilføjer, at hendes arbejdsgiver på Bones i Herlev, hvor hun har fritidsjob, har givet hende orlov til formålet.
Derudover har hun fået lov til at frede translokationen, så hun ikke skal optræde den dag, hvor hendes klasse skal køre i vogn.
»Og så er der heldigvis mange af gilderne, som ligger efter, at musicalen er færdig,« fortæller hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Fire roller
Har man billetter til 'Snedronningen', og vil man spotte Freya Larvad-Nissen, skal man kigge efter hele fire karakterer i fire ud af de 12 scener. Hun spiller nemlig både barn, lakaj, snedæmon og flod. Noget der stiller krav til et hurtige kostumeskift, da der ude i det fri ikke er backstage-lokaler som sådan.
»Der er jo ikke rigtig noget, hvor du kan komme om bag tæppet hurtigt. Så man skal ligesom enten løbe over en bakke, og ellers er der sådan nogle huller nede i jorden bagved scenen, som du så løber ned i, så det stiller også krav til din fysik,« påpeger hun, der også understreger, at forestillingen er ret vejrafhængig, og så alligevel bliver den ikke nødvendigvis aflyst, fordi det regner.
»Når vi spiller i det fri, foregår det meget sådan med udtryk. Publikum skal have virkelig gode øjne for at se ansigtsudtryk og sådan noget, så vi arbejder rigtig meget med udtrykket på scenen og sådan nærmest skulpturagtigt,« forklarer hun, der bedst kan li' at spille barn og lakaj, fordi de roller i højere grad indebærer en fortælling og meget dans.
»Det kan jeg godt li', og så synes jeg bare, det er sjovt at underholde og at se folk blive overrasket eller glade,« lyder det fra Skovlundes måske kommende musicalstjerne.
FAKTA:
Produceret af Det Kongelige Teater, spiller fra 23.5. til 5.7. i Ulvedalene i Dyrehaven, hvor der er plads til 3.000. Forpremiere 21. maj.
Forfatter: H.C. Andersen, manuskript: Kim Fupz Aakeson
Skuespillere: Mille Hoffmeyer Lehfeldt (snedronningen) Laura Skjoldborg (Gerda), Alvin Olid Bursøe (Kay/prinsen), Simon Matthew (isdjævelen)

Der er lukket for kommentarer