– Den her film har vi lavet med hjertet
Brødrene Avaz’ debutfilm har været 17 år undervejs, og selvom der er tale om en svendeprøve, er det også et hjertebarn.
Medierne er vilde med den, og publikum vist også. I hvert fald var der klapsalver hele vejen rundt efter forpremieren mandag sidste uge i Big Bio. Her blev billetterne til filmen udsolgt på en time, oplyser biografejer Henrik Obel.
’Mens vi lever’, som er brødrene Avaz’ debutfilm, er da også på mange måder ret speciel.
Ikke mindst har den været 17 år undervejs og er lavet af en selvlært instruktør, den 15-årige Mehdi Avaz, med den ene bror Milad som manuskriptforfatter og producer og den anden Misam også som producer.
Den er også produceret med et sparsomt budget på ’kun’ to millioner kroner, og det er ifølge Mehdi, der egentlig er uddannet handelsøkonom, men også har en karriere som musik- og reklamefilminstruktør, peanuts i den verden.
»Til sammenligning kostede ’Jagten’ for eksempel 25 millioner«, sagde han, der sammen med hovedrolleindehaver Sebastian Jessen besøgte Big Bio til forpremieren.
Døråbner for andre
Ligesom mange medier og publikum i Herlev er Mehdi Avaz selvsagt også meget tilfreds med slutproduktet, som han vil opfordre alle til at gå ind og se.
»Man skal se den her film, fordi den giver mulighed for at reflektere over livet. Den er lavet med hjertet og ikke med pengepungen«, fortæller han, der har måtte bygge en forretningsmodel op omkring filmen for at finde finansiering.
Dansk Filminstitut ville nemlig ikke være med, da man vurderede, at det var umuligt at lave en film ud fra et budget på kun to millioner.
Noget brødrene nu har modbevist. Blandt andet ved at trække på så forskellige investorer som landsholdsspilleren Simon Kjær samt hans agent, den tidligere landsholdsspiller Mikkel Beck og finansmanden Kim Mikkelsen. Derudover nævner han også, at en eller flere Herlevvirksomheder har spyttet i kassen.
»Vi får ingenting ud af det. Vi ejer 15 procent, men de går til Filmex (ophavsretsforening). Resten skal investorerne have«, lyder det fra Mehdi Avaz og understreger igen, at det heller ikke er dét, det handler om for ham.
»Det her er også en svendeprøve i dansk film. Den skal vise nyuddannede instruktører, der er ved at give op, fordi de ikke kan finde finansiering, at der også er en alternativ vej ind. At man skal sætte det op som en forretning«, forklarer filmmageren
Ægte film og følelser
En anden, der i kroner og øre vel at mærke heller ikke, får meget ud af filmen, er 31-årige Sebastian Jessen, da han som resten af castet arbejdede for minimumløn. Alligevel var han ikke i tvivl om, at han skulle med på holdet.
»Det her er en ægte film. Det er ægte mennesker, ægte følelser, fordi der sker nogle tragiske ting, som mange kan relatere til«, forklarer han, der til forpremieren kaldte det ’en nobrainer’, da han blev spurgt, om han ville medvirke.
Ikke mindst fordi han selv har haft nogen af de ting, som filmen handler om, tæt inde på livet. Blandt andet døde hans far af kræft for to år siden.
»Så meget af det, som Kristian går igennem (filmens hovedperson, red.), det har jeg også været igennem«, fortæller han, der betragtede processen med at lave filmen som meget mere end et arbejde.
’Mens vi lever’ udkommer i 90 sale landet over, og både Sebastian Jessen og instruktør Mehdi Avaz mener filmen når så bredt ud, fordi den handler om så basale følelser som accept, håb, uærlighed med flere.
Derfor har de på deres tur rundt til forpremierer landet over set både pensionister og helt unge sidde forventningsfuldt i salen og følge med.
»Den henvender sig vel til alle fra 16 til 65 år, og vi har bevidst skraldet alt, hvad der hedder køn, hudfarve og så videre af. Det her en film, der handler om mennesker«, fastslår han.
Der er lukket for kommentarer