Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Den rigtige opskrift på ‘Shu-bi-dua’

I flere år har rygterne gået på, hvad der mon skulle i den tidligere pølsemand, John Carlbergs, berømte dyppelse opkaldt efter Shu-bi-dua. Nu afslører en stamkunde sandheden.

En gang for alle. Der har været mange rygter gennem årene i forhold til, hvordan man laver den dyppelse, som den afdøde og uhyre populære pølsemand, John Carlberg, opfandt under navnet Shu-bi-dua.

Senest fremgik det af en artikel i Herlev Bladet fra 6. januar, at der skulle ketchup, rå løg, chilisauce og diverse krydderier i, men spørger man Astrid Vedsegaard, der har boet i Herlev siden 1967, er det ikke korrekt. Hun forklarer:

»Jeg mener, det var i 1973, hvor jeg var nabo til Hardinger (Michael Hardinger, medstifter af Shu-bi-dua, red.) på Herlev Kollegiet, og de (bandet, red.) kom tit og spiste ristede pølser hos Carlberg,« fortæller hun, der som mange af datidens unge herlevborgere også selv frekventerede pølsemanden for at stille sin sult.

Både på hverdage og efter fester.

John Carlberg, Herlevs måske mest berømte pølsemand, bl.a. på grund af sin unikke dyppelse opkaldt efter Shu-bi-dua. Fotoudklip fra Herlev Bladet, 1984.

 

Nabo til Hardinger

»Carlberg lå lige over for kollegiet, og dengang var han Herlev Bladet. Han vidste alt, fordi alle kom derned for at snakke. Man kunne altid være sikker på, at hvis nogen vidste noget, så var det ham,« husker hun.

Derfor husker hun også opskriften på den særlige og efterfølgende Herlev-berømte dyppelse, som Carlberg valgte at navngive efter Shu-bi-dua. Formentlig fordi de var kunder, og fordi de var ved at blive noget ved musikken.

»Vi var nogle unge, der tog med for at heppe på dem, når de spillede på diskotek i Glostrup,« tilføjer hun, der også var med, når de besøgte pølsevognen og altid fik deres yndlings-dyppelse.

Opskriften

»Det var ketchup, fransk sennep og masser af rå løg. Ikke andet. Det var de samme ting, som man alligevel stod og blandede sammen, når man skulle have sig en pølse,« fastslår Astrid Vedsegaard.

Hun kan tydeligt huske, hvordan Carlberg stod og rørte det hele sammen i en stor plastikspand fra agurkesalaten, og hvordan det sagde ’slask’, når han med en grydeske lagde en klat på pølsebakken.

Shu-bi-dua, altså bandet, tog sit navn i 1973, efter at Hardingers band, Passport,  for sjov indsendte singlen ’Fed rock’, som Michael Bundesen havde skrevet, til satireprogrammet ’Åbent Hus’ på DR, hvor Bundesen i øvrigt havde fritidsarbejde som speaker.  Da koret på nummeret sang ’Shubidua, shubidua’  inspireret af gruppen ’Sha Na Na’, inspirerede det ifølge Wikipedia bandet, der også gav sit første album året efter navnet Shu-bi-dua.

 

Læs mere i Herlev Bladet

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!