Derfor bliver Herlev centrum for 'Danmarks største forældremøde'
På baggrund af Danmarks dårlige resultater i PISA-undersøgelsen inviterer undervisningsminister Magnus Heunicke alle skolebørns-forældre til det, han kalder for 'Danmarks største forældremøde', og det skal foregå på Engskolen i Herlev.
Engskolen i Herlev kommer til at danne rammen om det, som undervisningsminister Magnus Heunicke (S) kalder for 'Danmarks største forældremøde', som han torsdag inviterer alle skolebørns-forældre til på baggrund af de historisk dårlige resultater, som Danmark har fået i den netop offentliggjorte PISA-undersøgelse. En international kortlægning af 15-årige skolebørns faglige indlæring og trivsel, som gennemføres hvert 3. år.
Om årsagen til, hvorfor man netop har valgt Herlev, skriver ministeriet til Herlev Bladet, at 'arrangementet afholdes i samarbejde med en kommune, fordi kommunerne har det overordnet ansvar for folkeskolerne. Herlev Kommune er blandt andet valgt, fordi borgmesteren i Herlev Marco Damgaard (S) har et stort kendskab til folkeskolen qua sin fortid som lærer og senest skoleleder på Tingbjerg Skole'.
LÆS OGSÅ: Borgmester beklager fejl med flagdags-invitationer
Herlev som foregangskommune
Herlevs borgmester bekræfter da også, at han vil deltage til arrangementet, men understreger, at det er ministerens møde og ikke Herlev Kommunes.
»Vi blev ringet op og spurgt, om vi ville lægge hus til, og de ville gerne gøre det på en skole. Det ville vi gerne, hvis skolen var med på idéen, og det var Engskolen. Jeg kommer til at være til stede, og det gør Thomas (skoleleder, red.) også. Vi kommer til at stå og byde velkommen, men vil ikke deltage i debatten,« oplyser Marco Damgaard (S), der tilføjer, at han synes, det er en god idé med sådan et møde.
»Jeg håber, at der kommer mange forældre, for jeg synes, det er interessant med deres perspektiv, og jeg håber også, at der kommer mange herlevborgere,« lyder det fra borgmesteren, der synes, det giver god mening, at netop Herlev har fået buddet.
Vi er et foregangseksempel for, hvordan man bør investere i folkeskolen
»Det gør mig glad, og jeg er meget tilfreds med, at vi sidste år lavede en budgetaftale, hvor vi investerer 25 millioner kroner mere hvert år i folkeskolen i Herlev. Det handler om de mindre skoler, en mere nærværende ledelse, tolærertimer i dansk og matematik, som er to af de fag, hvor vi klarer os dårligt i PISA-undersøgelsen, og så investerer vi også i kompetenceudvikling og bedre fritidspædagogik. Så jeg synes, at PISA underbygger, at det, vi besluttede sidste år, er det rigtige,« vurderer borgmesteren.
Han bemærker dog, at PISA-resultaterne bygger på 2025-tal, så effekten af Herlev Kommunes initiativer på skoleområdet kan ikke ses endnu. Men det vil den kunne næste gang, PISA udkommer.
»Jeg tror, at hele Danmark har øjnene oppe for, at vi i Herlev gør noget særligt. Vi er et foregangseksempel for, hvordan man bør investere i folkeskolen,« konkluderer Marco Damgaard (S).
Skal ikke pege fingre
PISA-undersøgelsen har pludselig affødt en masse politisk opmærksomhed, og det virker som om, at den kommer bag på folk. Hvor stor en overraskelse er den for dig?
»Jeg synes, det er en dobbelt følelse. Det er ikke en kæmpe overraskelse. Grunden til vi i Herlev satte massivt ind sidste år var, at vi kunne se, at vores folkeskoler ikke klarer sig så godt, som de kunne gøre, men at faldet er så markant er måske mere, end jeg havde frygtet. Kompleksiteten stiger også ved, at Danmark ikke det eneste land, som klarer sig dårligt. Det er hele Norden, som falder markant, også den vestlige verden, så hvad er det for nogle ting, vi skal forholde os til?,« spørger borgmesteren, der af samme årsager hilser undervisningsministerens forældremøde velkomment.
Jeg synes, det var klogt af ministeren at indkalde til sådan et møde, for der var en fælles forståelse for, at vi skal ikke pege fingre af hinanden igen igen
»Jeg sidder også i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, og vi var til krisemøde i undervisningsministeriet i går. Jeg synes, det var klogt af ministeren at indkalde til sådan et møde, for der var en fælles forståelse for, at vi skal ikke pege fingre af hinanden igen igen. Vi skal stå sammen og finde ud af at tage ansvar. Jeg tror, at nogle af de beslutninger, der er blevet taget såsom færre eksamener, en prioriteret dagsorden med flere praksisfærdigheder og juniormesterlære er noget af den rigtige vej, så det tror jeg, vi skal holde fast i. Så er det klart, at når ministeren snakker om, at regeringen har en plan om at investere i folkeskolen i årene frem, så bliver det interessant at finde ud af, hvordan får vi pengene ud at leve og brugt bedst muligt,« siger Marco Damgaard (S) og håber, at man vil inddrage kommunerne i den proces.
Første skridt i den videre proces er altså et stort forældremøde i Herlev, hvor alle er velkomne. Ministeriet oplyser, at der ikke er sat loft over antal gæster, men Engskolen oplyser, at man har 300 stole og en del ståpladser. Arrangementet starter klokken 19.30 i Lille Aula (lige ved hovedindgangen ud til parkeringspladsen, red.) og varer til 20.45.
FAKTA: PISA
- I PISA testes 15-årige elever i naturfag, matematik og læsning. De danske elever går mest tilbage i læsning, men også i de to andre fag.
- Eleverne besvarer også spørgeskemaer om blandt andet deres baggrund, trivsel, skolemiljø og tilgang til læring.
- Den første PISA-undersøgelse blev gennemført i 2000, og siden er undersøgelsen gennemført hvert 3. år.
- 91 lande deltager i PISA 2025.
- I Danmark har over 6.200 elever fra 283 uddannelsesinstitutioner deltaget.
Kilde: VIVE

Der er lukket for kommentarer