Dialog: Fortsat ingen plan om adgang for ambulancer
Herlev Bymidte Centers ejer Nrep modtog i oktober et varsel om påbud om at skabe adgang til ambulancer og redningskøretøjer til boligerne på toppen af centret. Det er endnu ikke fulgt op af handling.
Ambulancer kan ikke køre ind ad porten til parkeringspladserne i Herlev Bymidte Center og videre op på taget til lejlighedsbyggeriet Taghaverne, der ligger over for Herlev Rådhus på toppen, da den er for lav til disse køretøjer.
Efter dialog om dette problem siden december i fjor, sendte Herlev Kommune et varsel om påbud til centerejeren Nrep i oktober om at få rettet op på dette forhold, viste aktindsigt, som Herlev Bladet fik i sagen.
Et egentlig påbud har kommunen dog endnu ikke sendt til Nrep, der heller ikke er gået i gang med nogen renovering af porten, der skal muliggøre ambulancers kørsel op til lejlighederne.
I forbindelse med det varslede påbud har Herlev Kommune modtaget et svar fra Nreps advokat
Brev fra advokat
Både Nrep og Herlev Kommune er ret fåmælte og har sendt Herlev Bladet korte svar, da vi har spurgt til, hvordan det ser ud med at få en godkendt passage for ambulancer på stedet.
'I forbindelse med din forespørgsel i sagen, kan jeg oplyse, at vi i øjeblikket er i god dialog med kommunen, og derfor ikke kan kommentere på en igangværende sag af respekt for begge parter,' skriver Mads Birkedahl Dehlbæk, direktør i Nrep.
Herlev kommune oplyser kortfattet, at de har modtaget en skrivelse fra en advokat:
'I forbindelse med det varslede påbud har Herlev Kommune modtaget et svar fra Nreps advokat. Det svar er vi ved se at nærmere på,' skriver kommunen til Herlev Bladet.
For lav til ambulancer
Problemet ved Herlev Bymidte Center er, at porten til ambulancekørslen, som er modsat køreretningen, er 2,6 meter høj, og ambulancer er mindst den højde. Dermed kan ikke engang de mindste ambulancer køre ind.
Efter 10 måneders dialog om problematikken skrev Herlev Kommune i sit varsel om påbud til Nrep, at 'det pågældende kan lovliggøres ved at ændre/ombygge porten og etagedækket, så det opnår den nødvendige højde på 3,08 meter....'.
Kommunen skrev endvidere i varslet, at de ikke anser en retlig lovliggørelse af de eksisterende forhold eller dispensation for at være muligheder, 'da der er tale om fare for menneskeliv og fatale konsekvenser, hvis redningen ikke er mulig..'.
Herlev Bladet beskrev i marts, hvordan ægteparret Jette og Ole Kongstad, som er flyttet ind i Taghaverne, havde oplevet usædvanlig ventetid på ambulancer, da Ole Kongstad skulle hentes, og de havde oplevet ambulancefolk i forvirring over, hvordan de kom frem til lejligheden.
Herlev Bladet har søgt aktindsigt i den seneste udvikling af sagen.
LÆS OGSÅ: Kommunen dropper de fysiske køreplaner - ældre ærgrer sig

Der er lukket for kommentarer