DM i boksning: 8 medaljer af 10 mulige til Herlev
Herlev Boxing sikrede sig fem guld- og tre sølvmedaljer til de danske mesterskaber og fik endnu en flot fjer i hatten.
Den lokale klub Herlev Boxing stillede med hele 10 boksere til de danske mesterskaber, som blev holdt i Kalundborg i weekenden.
Og bokserne gik langt fra tomhændede hjem. Det blev til fem guld- og tre sølvmedaljer. Som prikken over i’et blev Herlev Boxing kåret som bedste klub for fjerde år i træk – og for sjette gang i alt.
'En anerkendelse, der vidner om vores stærke fællesskab, og målrettede arbejde gennem hele året. Som formand og træner kan jeg ikke være andet end enormt stolt over vores bokseres indsats og resultater. De har arbejdet målrettet, vist disciplin og kæmpet med hjertet – og det afspejles tydeligt i deres præstationer,' lyder det i en skriftlig kommentar fra Herlev Boxings formand Rachid Idrissi, som videre skriver om mesterskaberne:
'Vores boksere gik i ringen med mod, vilje og fuld dedikation. De leverede flot og teknisk stærk boksning, viste imponerende form og fysisk styrke og repræsenterede klubben på bedste vis. Vejen til finalerne var intens og fyldt med dygtige modstandere, men vores boksere stod distancen og kæmpede sig igennem hver eneste kampe.'
Her følger medaljerne:
Guld: U17: 63kg. Adam Ata (U17, 63 kg), Nikolaj Karlsen (U19, 80 kg), Muhammed Al-Bayati (elite: 60 kg), Qalid Osman (elite, 65 kg) og Oskar Sønnichsen (elite, 90 kg).
Sølv: Anthony Parks (U17, 70 kg), Daniel Clifford (U19, 60 kg) og Frederik Badenski (elite, 90 kg).
LÆS OGSÅ: De dansede til den store guldmedalje

Der er lukket for kommentarer