DM: Medaljeregn over Herlevs teakwondokæmpere
Der var omkring 20 guld-, sølv og bronzemedaljer til Herlevs kæmpere, da der var danske mesterskaber i taekwondo.
Der var en strøm af guld, sølv og bronze, som flød fra Vejle til Herlev i weekenden.
I omegnen af 20 medaljer i flere aldersklasser blev hentet til byen fra de to klubber: Arirang Herlev Taekwondo Academy og Hwarang Herlev Taekwondo klub, da der var danske mesterskaber i taekwondo.
På trods af sygdom formåede Jørn Christian Andersen fra Hwarang at vinde sølv i A-gruppen i -65.
I -14-kategorien vandt Leo Huynh fra samme klub både en guld- og to bronzemedaljer, to af medaljerne sikret med samarbejdspartnere. Andre fra Hwarang, der også vandt medaljer:
Michelle Sejersgaard-Jacobsen fik både guld og bronze hos -50 i forskellige samarbejdskonstallationer.
Maria Olsen hev en sølvmedalje i hus sammen med Sri Ram Vavilala, og de fik fremvist et solidt samarbejde i Par A -14 og hevet en sølvmedalje i hus. Netop Sri Ram Vavilala blev henvist til fjerdepladsen af klubkammeraten Theo Bodekær Villadsen i den individuelle konkurrence.
Vores unge generation gør det simpelthen bare så godt
De yngste talenter
Emma Au-Nguyen og Isaac Rask Drube fra Arirang Herlev Taekwondo Academy blev begge dobbelte danmarksmestre som juniorer, da de begge vandt både deres individuelle kategorier og sammen blev suveræne danske mestre i Junior Par A.
Arirangs yngste talenter leverede også flere fornemme resultater og vandt til sammen tre guld- og to sølvmedaljer. Cadet Piger A blev vundet af Pavlina Linh Dang, der sikrede sig endnu en mesterskabstitel ved sit sidste cadet-DM, inden hun rykker op som junior i 2026, mens Piger B -11 år blev vundet af Megan Hoelgaard Sison, der til gengæld rykker op som cadet, 10-17-årige, i 2026, og forventeligt skal gøre sit for at overtage cadet-tronen og dermed blive den fjerde cadetpige fra egne rækker, efter Pavlina Linh Dang, Emma Au Nguyen og Nete Brønnum-Carlsen, der i hver sin periode har været suveræne i denne klasse.
Den blot 11-årige Megan, vandt også Guld i Cadet Pige Team B, mens det blev til sølv i Cadet Pair B. Dagens sidste Cadet-medalje blev vundet af Elias Au-Nguyen, der med blot 0.050 point måtte se sig slået til allersidst i finalerunden, men kunne tage hjem som vice-danmarksmester efter en fornem præstation.
»Vores unge generation gør det simpelthen bare så godt, og man kan ikke undgå at blive bare en lille smule stolt, når vi endnu engang står tilbage og har vundet fire ud af de fem ungdomskategorier, vi stiller op i – og så endda vinder sølv i den femte med bare 0.050 point – det er i virkeligheden nok lidt uhørt,« fortæller en glad og stolt elite- og talenttræner i Arirang Herlev Taekwondo Academy Kim Drube i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi føler selv, at vi har en træningsform der løfter de unge talenter fra det at være et ungt talent og til at levere på internationalt niveau, samtidig med at vi oplever, hvordan vores seniorer fortsat er blandt de bedste i både Europa og i verden.«

Guld til erfarne
Airrang består også at en gruppe yderst erfarne landsholdsatleter, hvor Benjamin Hellegaard-Harder (Senior Herrer A -40) og Lene Marie Kjær (Senior Damer -60) blev begge individuelle danmarksmestre og i Senior Dame Team A, vandt Laura Nancke, Silje Liborius og Annesofie Fredberg sølv, så holdets erfarne seniorer viser stadig vejen for de unge talenter.
Desværre, måtte en af holdets meget erfarne landsholdsatleter, Europamester og VM-sølv og bronzevinder, Charlotte Pedersen melde fra til DM pga. en skade, men efter en skadesperiode starter hun heldigvis igen med træning allerede i næste uge.
Flere kæmpere fra de to klubber er også udtaget til landsholdet.
LÆS OGSÅ: Herlev i Final4 i ishockey

Der er lukket for kommentarer