Herlev Bladet

DM-semifinale i basketball: Katrine har kæmpet sig tilbage efter lang skade

På lørdag spiller BMS Herlev semifinale på hjemmebane mod Falcon i kvindernes danske basketballmesterskab. Med på holdet er anfører Katrine Jessen, der har været uden for i næsten halvandet år.

Det var et dejligt gensyn for både Katrine Jessen og BMS Herlev, da hun i sommeren 2024 vendte tilbage til barndomsklubben og dansk basketball efter fire år på college i USA. Hun blev anfører i BMS Herlev og var på landsholdet. 

Det begyndte med sportslig succes, men glæden varede kort, for ud på efteråret fik hun revet sit korsbånd over. 

»Det var virkelig hårdt, det er sådan noget, man aldrig tror sker for en selv,« siger hun. 

I februar gjorde hun imidlertid comeback. 

»Det var virkelig fedt, og det har været så rart at have holdkammeraternes opbakning undervejs. Det har været en længere proces og har selvfølgelig ikke været uden udfordringer,« siger hun. 

Vi har lært meget af den første kamp

En lang proces 

Katrine Jessen oplever ikke længere smerter, og hun kan løbe uhindret,  men hun fremhæver også, at spilforståelsen naturligvis lige skulle trænes op igen efter comebacket. 

»Det er en længere proces oven på sådan en skade, det oplever alle vist, som har fået korsbåndet revet over,« siger hun. 

Katrine Jessen er tilbage som anfører i BMS Herlev sammen med Caroline Glud Rasmussen, og hun har den sidste halvanden måned været med til at spille BMS Herlev i semifinalen om det danske mesterskab.

BMS Herlev, Katrine Jessen
Katrine Jessen var uden for med en korsbåndsskade i næsten halvandet år og gjorde comeback i februar. Foto: FN Sportsfoto

Koldt vand i blodet 

Her møder de Falcon fra Frederiksberg, der blev nummer et i grundspillet. Den første kamp på udebane blev tabt med 45-54, men Katrine Jessen er ved godt mod inden hjemmekampen, som spilles lørdag 11. april klokken 13 i Herlev Hallerne. 

»Vi har lært meget af den første kamp, og vi skal være mere klar fra start. Vi skal holde bedre fast i vores egne principper i stedet for at spille med på deres høje tempo, så vi skal slå koldt vand i blodet,« siger hun og fremhæver, at efter en svær begyndelse på kampen på Frederiksberg, spillede BMS Herlev sig op og scorede flest point i den sidste halvdel af kampen. 

»Og det skal vi fokusere på,« fastslår hun. 

Katrine Jessen er 24 år og opvokset i Skovlunde nærmest som en del af BMS Herlev, hendes mor har været træner og hendes far formand i klubben. 

DM-semifinale, basketball, kvinder: BMS Herlev-Falcon lørdag 11. april klokken klokken 13 i Herlev Hallerne. Gratis adgang. 

LÆS OGSÅ: Nordisk mester i boksning fra Herlev

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!