
DM-ugen: Historisk guld til Ida fra Herlev
Ida Beiter Bomme, der er opvokset i Herlev, har vundet DM-guld i længdespring ligesom sidste år, og måske der er udsigt til flere Herlev-medaljer.
Sidste år bød DM-ugen på flere guldmedaljer til eliteidrætsfolk med Herlev-baggrund, og i år kan måske blive en gentagelse. I al fald vandt 23-årige Ida Beiter Bomme, der er opvokset i Herlev, en historisk guldmedalje torsdag, da hun slog rekorden i længdespring med et spring på 6,52 meter. Det er det længste spring for kvinder i 28 år, oplyser Dansk Atletik.
Det er DIF, Danmarks Idrætsforbund, som arrangerer DM-ugen, hvor atleter i 35 sportsgrene kæmper om 135 DM-guldmedaljer i Aalborg.
LÆS OGSÅ: Over 65 år i FDF
Medaljechancer i cykling
I dag fredag er der enkeltstart i cykelløb, og her stiller søstrene fra Herlev, Rebecca Koerner på 24 år og Johanna Clausen Koerner på 27 år, til start. Førstnævnte blev nummer to sidste år og vandt oven i købet linjeløbet (landevej, red.) for andet år i træk, så måske det også i år bliver til en podieplads. Rebecca Koerner starter ifølge programmet klokken 18.45. Der køres linjeløb på søndag fra klokken 11.45.
En anden tidligere herlevborgere, Cecilie Uttrup Ludwig, deltager ikke i DM-ugen. Det fremgår ikke umiddelbart hvorfor. Hun deltog heller ikke sidste år. I 2017 og 2018 vandt hun enkeltstarten og i 2022 linjeløbet.
Første gang med bordtennis
Også i bordtennis er der rigtig gode chancer for at hente guld til Herlev. Her er både Thor B. Christensen og Allan Lind fra Herlev Bordtennis Klub topseedet og kan måske ovenikøbet ende med at spille mod hinanden i finalen søndag. Anders Lind stiller også op med Thor B. Christensen i herredouble og i mixed double med Mille Lyngsø Stoffregen fra Silkeborg BTK. Det er i øvrigt første gang, at DM i bordtennis er en del af DIF DM-ugen.
Sidste år var der udover de nævnte sportsgrene også medaljer til Herlev i squash og boksning.
Kender du til andre med Herlev-baggrund, der deltager og/eller har vundet medaljer, så skriv til sport@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer