Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Dømt for brandattentat og grov vold

Efter tre retsdage har Retten i Glostrup idømt en 31-årig en hård fængselsstraf for blandt andet at smide en molotovcocktail mod en lejlighed på Tornerosevej samt for grov vold.

Mandag faldt der dom i en sag, der blandt andet tager udgangspunkt i sidste års brandattentat mod en beboer på Tornerosevej. En ugerning, der heldigvis ikke medførte personskade, men rystede beboerne i området.

LÆS OGSÅ: 31-årig mand i retten

Retten i Glostrup har idømt en 31-årig mand en straf på et år og tre måneders ubetinget fængsel for blandt andet 28. oktober sidste år at have kastet en molotovcocktail mod lejligheden på Tornerosevej. Det fremgik ikke af sagen, hvad motivet var, da den tiltalte nægtede at udtale sig.

Også dømt for grov vold

Derudover blev han også dømt for i januar og maj i år at have udøvet grov vold mod en kvinde, som han ifølge anklageren havde et intimt forhold til.

»Det er en grov sag, og godt og vedholdende efterforskningsarbejde hos politiet har ført til, at tiltalte er fundet skyldig og har fået en hård straf,« lyder det fra senioranklager ved Københavns Vestegns Politi, David Haahr.

Truede en fængselsbetjent

Manden er tidligere straffet for vold, hvorfor straffen blev skærpet. Han blev desuden også dømt for besiddelse af hash og for at have truet en fængselsbetjent.

Han blev varetægtsfængslet i sagen 31. maj i år og blev ligeledes efter dommen kørt tilbage til fængslet.

Han har anket dommen.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!