Dom til 47-årig for dødstrusler mod butiksindehaver, familiemedlemmer og - statsministeren
En mand tilknyttet Psykiatrisk Center Ballerup har ved Retten i Glostrup fået en behandlingsdom for dødstrusler både fysisk og via mobilen.
Det skorter ikke på dødstruslerne fra en 47-årig mand, der fra oktober 2024 til marts 2025 ifølge anklageskriftet har truet seks konkrete personer på livet både fysisk og via mobilen på en blanding af dansk, engelsk og farsi. Heldigvis er det blevet ved truslerne, og ved Retten i Glostrup blev manden, der er tilknyttet Psykiatrisk Center Ballerup, for nylig idømt en behandlingsdom.
Ifølge anklageskriftet tyder det på, at nogle af dem, der står for skud, er familiemedlemmer, som han ville slå ihjel, hvis de viste sig i Herlev igen, men truslerne blev også rettet imod ansatte i Statsministeriet, som han har ringet op og truet med at sprænge i luften samt Folketinget. Derudover ville han også sende en masse droner afsted, som kunne slå statsministeren ihjel, forlyder det.
Afpressede butiksindehaver
Endelig truede manden to borgere på livet i oktober 2024. Den ene mødte han ved et busstoppested i Herlevs bymidte og den anden foran Herlev Bymidte Center. Sidstnævnte er butiksindehaver, hvorfor den 47-årige forlangte, at vedkommende skulle overføre 20.000 kroner med det samme og 40.000 inden for 24 timer - ellers ville han brænde butikken ned eller slå indehaveren ihjel. Af samme grund blev manden ved retsmødet også dømt for afpresning.
LÆS OGSÅ: Indbrudstyv blev stoppet af politihund

Der er lukket for kommentarer