Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Drabssag: Efterlysning af bil har givet pote

Københavns Vestegns Politi har fået flere henvendelser i sagen fra 7. december sidste år, hvor en 21-årig mand blev skudt og dræbt ved Ring 4/Krebsdammen.

Københavns Vestegns Politi arbejder stadig på højttryk med at klarlægge omstændighederne bag drabet på en 21-årig mand natten til tirsdag 7. december sidste år, hvor en 25-årig også blev såret.

I den forbindelse kan afdelingsleder, Peter Malmose, fortælle, at efterlysningen af oplysninger om en stjålet sort Skoda Roomster årgang 2011 med registreringsnummer GW24064, der blev fundet tæt ved gerningstedet, har givet pote.

»Det har indtil videre givet en håndfuld henvendelser fra forskellige vidner, gode henvendelser, som nu indgår i efterforskningen, og vi vil stadig gerne høre fra folk, der har gjort sig nogle iagttagelser om bilen på gerningstidspunktet,« siger han.

De to forurettede mænd blev skudt natten til 7. december formentlig ved Krebsdammen/Ring 4, hvor politiet klokken 01.00 fik en anmeldelse om den 25-årig, der af et vidne var blevet bragt til Herlev Hospital med en skudlæsion i hovedet. Efterfølgende klokken 03.00 fandt politiet den 21-årige samme sted skudt og dræbt.

Stadig sigtet

Kort tid efter blev en 41-årig mand sigtet i sagen, men uden at blive varetægtsfængslet.

»Han er stadig sigtet, og på et senere tidspunkt, når vi har klarlagt hans færden i tidsrummet fuldt ud, så tager anklagemyndigheden stilling til en afklaring af påtalen, men han blev i første omgang anholdt og sigtet, fordi der var grundlag for det, og så kan efterforskningen efterfølgende give anledning til, at man fremstiller nogen i grundlovsforhør,« forklarer Peter Malmose.

Han vil på nuværende tidspunkt ikke sige mere om hverken den 41-årige mands baggrund og tilhørsforhold eller de to forurettede.

LÆS OGSÅ: Efterlyser oplysninger om bil

Dog lyder det:

»Det er ikke tilfældige mennesker, det er gået ud over. Det er handlinger, der er foregået målrettet, men hvilke relationer folk har, vil jeg ikke nærmere ind på,« siger han.

Han vil heller ikke kommentere på, om drabssagen fra Herlev har forbindelse til tre andre sager fra start december sidste år, hvor to blev dræbt, to sårede og en havnede i kritisk tilstand.

»Et tema i vores efterforsning er at finde ud af, hvordan sammenhængen er, men vi må starte med det, der er foregået. Vi arbejder med flere hypoteser, men efterforsker bredt,« fortæller Peter Malmose og tilføjer, at der også er flere hypoteser i forhold til motivet.

Københavns Vestegns Politi har anholdt en 41-årig mand i sagen om drab og drabsforsøg i Herlev. Han er stadig sigtet. Foto: Anna Trolle.

 

Hvorfor Herlev?

Hvorfor foregik drabet i Herlev?

»Vi har ikke fastlagt en specifik tilknytning til Herlev, fordi vi ser den her type kriminalitet flytte sig rundt på kryds og tværs, så der kan være en forbindelse, men det kan også være tilfældigheder,« lyder svaret.

LÆS OGSÅ: Visitationszone forlænges igen

Københavns Vestegns Politi oprettede i december en visitationszone for Herlev, Rødovre og Gladsaxe i forlængelse af drabssagerne fra december. Den har man netop forlænget frem til 18. januar. I pressemeddelelsen fra politiet lød det:

Baggrunden for beslutningen er, at der har været en række voldelige hændelser i Storkøbenhavn, som vurderes at have relation til rocker- og bandemiljøet, og hvorunder der er anvendt skydevåben i flere tilfælde. Det er Københavns Vestegns Politis vurdering, at personer fra de involverede grupperinger i Københavns Vestegns Politikreds vil kunne træffes i dele af Gladsaxe, Rødovre og Herlev kommuner, og at der fortsat er risiko for yderligere voldelige hændelser der, hvor de involverede grupperinger i Københavns Vestegns Politikreds holder til.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!