Dropper løsningsforslag: Stadig ingen udbedring af udtørret sø
Herlev Kommune, HOFOR og Novafos har overvejet at tilføre vand til søen i Elverparken, men det kan alligevel ikke lade sig gøre.
Søen i Elverparken fremstår stadig lige så knastør, som da Herlev Bladet i juni besøgte den med en nabo, som stod frem og fortalte, at hun frygtede udtørringen ville gå ud over dyrelivet. Om muligt måske endnu mere tør her knap to måneder senere.
Dengang udtalte Herlev Kommune og forsyningsselskaberne HOFOR og Novafos, at man overvejede at tilføre vand til søen, men den løsning er nu blevet droppet. Det oplyser Morten Bruun, projektleder fra Novafos, i et skriftligt svar til Herlev Bladet. Forsyningsselskaberne Novafos, HOFOR og Herlev Kommune arbejder sammen på Kagsåparkens Regnvandsprojekt, som i juni sidste år fik tilladelse til at sænke grundvandstanden midlertidigt, det vil sige pumpe vandet væk fra området for at kunne arbejde med blandt andet at anlægge nye regnvandsbassiner. Vandstanden blev dog sænket for meget, og netop det plus den lave nedbørsmængde i foråret er ifølge parterne årsag til søens udtørring.
Vandet fra brandhanen har ikke kunne benyttes grundet forsyningssikkerhed
I en skriftlig underretning, som Herlev Bladet er kommet i besiddelse af, sendt af Herlev Kommune til HOFOR, Novafos, Kagsåparkens Regnvandsprojekt, Rambøll A/S, Dansk Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og Miljøstyrelsen i juni fremgår det, at kommunen gav tilladelse til at udlede 900 kubikmeter vand fra en brandhane på Snehvidevej svarende til de cirka 20 centimeters sænkning af søen, som man anslår er sket som følge af grundvandssænkningen. Det var meningen, at udledningen skulle være sket inden 1. august, men det blev bare aldrig til noget. Spørgsmålet er så hvorfor?
LÆS OGSÅ: Flere fandt løbeskoene frem
Artiklen fortsætter under billedet.

Inden årsskiftet
'Der er ikke blevet udledt 900 kubikmeter vand til søen fra en brandhane. Vandet fra brandhanen har ikke kunne benyttes grundet forsyningssikkerhed. Det undersøges, om dette er en mulighed i fremtiden', oplyser Morten Bruun fra Novafos, der også taler på HOFOR's vegne.
Det fremgår af svaret, at at HOFOR og Novafos fortsat har en løbende dialog med kommunen for at afsøge mulige løsninger, men altså indtil videre uden, at der er sket noget.
Herlev Bladet har spurgt, hvor lang tid projektet har behov for en grundvandssænkning, og hvad man vil gøre for at undgå, at det igen går ud over søen i Elverparken?
'Der er i projektet brug for løbende grundvandssænkning. Den nuværende grundsvandssænkning ved pumpestationen forventes afsluttet inden årsskiftet', skriver projektlederen, der også uddyber, hvilke forholdsregler man har taget for fremover at undgå at havne i en lignende situation.
Der er ingen tvivl om, at der er gået biodiversitet tabt
Det handler om at sikre, at det grundvand, man har pumpet væk, kan komme tilbage i jorden igen. Det kaldes 'reinfiltration' og sker via boringer, som skal renses og skylles, fordi der blandt andet kan være okker i vandet.
'Udover at rense boringer, er der udført faskiner, en sandkasse, hvor overskudsvand fra reinfiltrationen via boringerne, tilføres nær terræn for at opnå den ønskede reinfiltration', uddyber Morten Bruun.
Det var en dårlig reinfiltration, der gjorde, at grundvandstanden i første omgang blev sænket mere end planlagt.
Artiklen fortsætter under billedet.

Tab af biodiversitet
Herlev Kommune har tidligere udtalt, at udtørringen betragtes som 'omfattende' og kan gå ud over fuglelivet på den lille ø i midten af søen, der nu er blevet landfast med parken. Omvendt er man ikke nervøs for paddestanden, skimmelflagermus og den grønne frø, som er i området.
Herlev Bladet har talt med Ejner K. Holst fra Danmarks Naturfredningsforening i Herlev. Han er både glad og trist over, at man endnu ikke har fundet en løsning:
»Det er godt, at man ikke har udledt det, der svarer til 900.000 kartoner vand i søen, men vi står stadig med problemet, at søen næsten er tørret helt ud,« påpeger han og understreger:
»Der er ingen tvivl om, at der er gået biodiversitet tabt ved, at vandstanden er blevet så lav, selvom vandstanden normalt fluktuerer, men altså aldrig så meget,« vurderer han, der kalder Kagsåparkens Regnvandsprojekt fornuftigt set i lyset af klimaforandringerne og de stigende regnmængder.
»Men jeg håber da, man har lært af det her, så at man undersøger, når og hvis det bliver nødvendigt med grundvandssænkninger, om der er andre muligheder,« siger han.

Der er lukket for kommentarer