Du kan prøve særlig sportsgren: Rebeller med til festival
Så er Ballerup Kræmmerfestival i Harrestrup Ådal begyndt og varer til søndag.
Ballerup Kræmmerfestival er efterhånden noget af en lokal sommertraditionen. Festivalen i Harrestrup Ådal ved Skovlunde har eksisteret siden 1998 og har dermed over 25 år på bagen og finder altid sted i uge 29.
Det er foreninger i Ballerup Kommune, som arrangerer, og overskuddet fra festivalen går tilbage til dem.
Festivalen er nu skudt i gang, og arrangørerne fortæller, at der vil være 200 kræmmere på en samlet fem kilometer strækning. Derudover er der masser af musik og underholdning.
Du kan også prøve at være aktiv på en måde, du måske ikke har prøvet før. Herlev Rebels, som spiller amerikansk fodbold, står klar på aktivitetspladsen med udstyr, masser af energi og fede vibes – og du kan være med, oplyses det.
»Uanset om du er nybegynder eller bare nysgerrig, så er det din chance for at få en smagsprøve på sporten med masser af power og teamwork,« lyder det fra Ballerup Kræmmerfestival.
Festivalen varer til søndag eftermiddag. Mens der fredag og lørdag aften er masser af musik til ved midnatstid, er søndagens aktiviteter primært for børnene. Kræmmerne vil naturligvis være der under hele festivalen.
LÆS OGSÅ: Kim Staal vender hjem til Herlev

Der er lukket for kommentarer