
Eagles-træner efter lang nedtur: Lokalopgør kommer på det rette tidspunkt
Herlev Eagles’ assistenttræner Guillaume Doucet peger på manglende effektivitet foran mål som en stor del af årsagen på over en måned uden sejre. Fredag aften går turen til Rødovre.
Opdateret: Herlev Eagles besejrede Rødovre 5-0 på udebane fredag og Aalborg 7-2 på hjemmebane søndag.
Fra overraskelse og glæde til skuffelse og nedtrykthed. Sådan har mange, der følger Herlev Eagles, haft det i denne sæson.
Fra september til januar var der i det store hele tale om en stor og næsten lidt overrumplende succes for Herlevs mandskab i Metalligaen, som konstant lå omkring toppen, endda en enkelt runde som nummer et. Topplaceringen blev også belønnet med deltagelse i ishockeyens pokalturnering Final4, hvor Herlev var i finalen og tvang det suveræne førerhold Herning ud i forlænget spilletid, hvor uldjyderne dog trak det længste strå, og Eagles derfor måtte nøjes med sølv.
Men efter den flotte præstation i begyndelsen af januar er det blevet til 10 kampe uden sejr, og i alt er der tale om 11 i træk, hvis man medregner en ligakamp mod Odense inden Final4. Det har været ni rene nederlag og to efter forlænget spilletid.
De andre hold i ligaen har taget et skridt frem, mens vi er blevet på samme niveau
Ikke acceptabelt
Herlev Eagles' canadiske assistenttræner Guillaume Doucet fremhæver især, at klubben har været for ineffektive foran mål.
»Vi har haft en lang periode, hvor vi ikke har scoret nok mål. Vi har spillet flere kampe, hvor vi burde vinde efter spillet, men vi har simpelthen ikke været effektive nok,« siger han og peger også på skader som en årsag. Det var man dog også plaget af i den gode periode i efteråret.
Han peger også på, at niveauet i ligaen er hævet hos de øvrige hold.
»De andre hold i ligaen har taget et skridt frem, mens vi er blevet på samme niveau, blandt andet på grund af skaderne,« lyder det fra ham, samtidig med han erkender, at klubben på trods af det ikke burde ryge ind i sådan en langvarig krise på banen.
»Det er en lang sæson, og der vil altid være op- og nedture, men en nedtur som den her var ikke forventet, og jeg havde aldrig troet, at det skulle ske. Selvom der har været positive momenter i spillet, er det ikke acceptabelt,« fastslår han.

Lokalopgør fredag
I løbet af de næste 16 dage resterer de sidste syv kampe i grundspillet. Fredag aften går turen til Rødovre, og Herlevs evige lokalrivaler har man hidtil vundet fem gange over i sæsonen, og spørger man Guillaume Doucet, er tidspunktet det helt rigtige at møde Rødovre igen.
»Nogle gange kan det være svært at være motiveret, når man har tabt mange kampe i træk, men mod Rødovre er det nemt at være motiveret, da der er så mange følelser på spil. Så forhåbentlig kan vi vinde igen, det vil være godt for ånden resten af sæsonen,« siger han.
En del spillere har spillet i begge klubber, og for nylig er Marcus Almquist skiftet fra Rødovre til Herlev.
Klubberne i Metalligaen er set over sæsonen ikke langt fra hinanden, Herning skiller sig ud som absolut tophold, mens Rødovre er den ultimative bundprop.
Derfor er Herlev Eagles' målsætning at avancere fra en øjeblikkelig ottende- til en sjette- eller syvendeplads, når grundspillet slutter. Så er det nemlig en anden klub end Herning, man skal møde i kvartfinalen.
»Herning er det mest stabile og dominerende hold i ligaen, så vi skal slutte højere end nummer otte, så vi ikke møder dem i næste runde,« fastslår Guillaume Doucet.
Læs hvordan det er at følge Herlev Eagles som fan
Herning kan besejres
Herlev Eagles' direktør Anders Mouritsen er enig i, at målsætningen for resten af grundspillet er at rykke mindst en plads frem, men selv om det skulle gå så galt, at det ikke lykkes, og Herning skulle blive modstanderen, strækker Herlev Eagles ikke ishockeystave på forhånd.
»Vi vil gør alt, hvad vi kan for at vinde og vil aldrig give op, også selvom vi skule møde Herning. Vi har vundet over Herning i sæsonen, og vi havde dem også ude i forlænget spilletid i Final4-finalen,« fremhæver han. Anders Mouritsen peger også på ineffektiviteten foran mål som en afgørende årsag til de pauvre resultater siden begyndelsen af januar.
Efter Rødovre på udebane fredag venter Aalborg på hjemmebane søndag klokken 13.30.
LÆS OGSÅ: Bangs Torv-projekt vedtaget
Der er lukket for kommentarer