Herlev Bladet

Eagles-træner: “Vi skal styrke defensiven"

Herlev Eagles har trukket Aalborg i nordjydernes egen ishockeyhule i semifinalen i pokalturneringen Final4. En modstander man har tabt til to gange til inden for de sidste par uger.

Efter en historisk god begyndelse på sæsonen med ni sejre i træk er Herlev Eagles kommet ned på isen igen med fire nederlag i de seneste fem kampe.

»November var en hård måned for os, hvor vi har inkasseret masser af mål, det har været noget af en rollercoaster. Vi er sådan set gode nok til stadig at score mål og udnytte powerplay,« siger Herlev Eagles' træner Martin Gudmundsson.

Et 4-8-nederlag søndag mod Herning illustrerer det ganske godt, og opskriften er klar:

»Vi skal styrke defensiven, og der skal trænes en del uden puck,« fortæller han med henblik på forsvarsformationer.

Hvis vi skal vinde turneringen, skal vi vinde to kampe

Piraterne fra Nordjylland

En modstander som Herlev har haft det særlig svært imod på det seneste, er Aalborg Pirates, her er det blevet til to nederlag med en uges mellemrum.

Først tabte Eagles for første gang i sæsonen  i Herlev, da det blev til et 5-7-nederlag på kommunalvalgsaftenen 18. november, og en uge efter tabte man 1-5 på udebane i Nordjylland. Da Herlev i fredags vandt 3-2 efter forlænget spilletid hjemme mod Odense, blev der trukket lod til semifinalerne i pokalturneringen Final4, som Herlev deltager i for andet år i træk, og som spilles til januar i Aalborg.

Her står det klart, at Herlev skal møde Aalborg. Det ærgrer dog ikke Martin Gudmundsson, at det netop er den modstander, som man har trukket og endda på deres hjemmebane.

»Nej, hvis vi skal vinde turneringen, skal vi vinde to kampe. Og det er tre hårde modstandere, så uanset hvem vi møder, er det en svær kamp,« siger han.

God statistik mod mestrene

Herlev vandt i semifinalen i sidste sæson over de senere danske mestre Odense og tabte derefter særdeles knebent til Herning i finalen. I denne sæson har man indtil videre vundet tre ud af fire kampe mod Odense, og det enlige nederlag til fynboerne var særdeles knebent med 4-5.

Den bedre statistik mod fynboerne, og at kampen ikke spilles i Odense, får dog ikke Martin Gudmundsson til at mene, at Odense ville have været en bedre modstander i semifinalen.

»Nej, Odense havde en svær start, fordi de også spillede europæisk i begyndelsen af sæsonen, og det er vanskeligt for danske hold. Jeg er sikker på, at de bliver stærkere fra nu og vil være en hård modstander til Final4,« siger han.

Odense og Herning mødes i den anden semifinale til Final4 i Aalborg fredag 9. januar, hvorefter finalen spilles dagen efter. Og så har Herlev vundet to gange over Aalborg tidligere på sæsonen.

»Vi har vundet i Aalborg i denne her sæson,« minder Martin Gudmundsson om med henvisning til 5-3-sejren på udebane 14. september.

Tre Aalborgopgør på under en uge

Herlev og Aalborg får i øvrigt set en hel del til hinanden i januar og skal mødes hele tre gange på under en uge. 7. januar mødes de i Herlev, inden de mødes i Final4 to dage senere, hvorefter de skal spille i Aalborg igen i Metal Ligaen 13. januar.

Final4 er ishockeyens pokalturnering, som de fire bedst placerede hold efter 16 runder kvalificerer sig til. I Metalligaen skal Herlev til Rungsted fredag aften 5. december og møder øjeblikkets nummer et i ligaen, Herning, på tirsdag i Herlev.

Herlev Eagles er pt. på andenpladsen med 44 point her næsten halvvejs i grundspillet. Herning har 62, mens Aalborg på tredjepladsen har 40 point.

LÆS OGSÅ: Lavere tilslutning til fjernvarme

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!