Herlev Bladet

Efter et halvt årti: Solceller er på vej på kommunens tage

Herlev Kommune har det ene år efter det andet udskudt at få sat solceller op på kommunens egne bygninger på grund af bureaukratiske regler fra staten. Nu bliver det snart nemmere, men måske må borgerne lige vente endnu et år, før det realiseres.

Det burde være en forholdsvis enkel ting at sætte solceller på taget af en bygning, og det er der da også flere private og boligforeninger, som har gjort gennem årene for at skabe et klimavenligt strømforbrug ved hjælp af solens stråler - også i Herlev.

Men i Herlev Kommune har man i år ventet et halvt årti, uden det er realiseret på kommunale bygninger, siden politikerne ellers for første gang satte det på kommunens budget for 2022 i efteråret 2021. Og så har det i øvrigt været debatteret i endnu længere tid.

Siden har det været en del af flere budgetforlig, men på grund af statslige regler skulle der dannes selskaber, der skulle tages sig af solcellerne, og der var både et støre fælleskommunalt selskab og et kommunal datterselskab - begge i samarbejde med forsyningsselskabet HOFOR - under opsejling, men det var ikke en enkel ting.

»Der er langt, langt, langt sejt træk. Vi har været meget frustrerede i Herlev og andre kommuner,« siger Marianne Dithmer, formand for såvel Miljø-, Klima- og Teknikudvalget og Klimahandlingsplansudvalget i Herlev Kommune.

Kommunerne må nu selv sætte solceller op på deres egne tage, og Hofor har derfor ikke længere en rolle at spille

Reddet af EU

Hun henviser til de nationale regler, hvor man ikke ville tillade kommunerne at drive solcelleanlæg, da argumentet fra regeringen lød, at det ikke er kommuners opgave at producere og sælge strøm. Derfor skulle kommunerne oprette selskaber, og det var tilsyneladende ingen enkel ting, og flere juridiske ting skulle afklares.

Sidste efterår blødte regeringen op og har tilkendtegivet, at kommuner i fremtiden kan opsætte solceller på kommunale bygninger helt uden at etablere selskaber, og endnu engang blev solceller en del af Herlev Kommunes budget. Samtidig har et EU-direktiv på vej om solceller på nye offentlige bygninger også spillet ind.

»Vi er blevet reddet af EU,« konstaterer Marianne Dithmer fra det tidligere EU-modstanderparti Enhedslisten.

Nu venter både politikere og embedsmænd i kommunen på, at det bliver 1. maj, hvor lovforslaget, der giver disse muligheder,  efter planen skal vedtages endeligt.

'Med ændret lovgivning kan forvaltningen nu genbesøge tidligere business cases og se på konkrete solcelleprojekter på forskellige kommunale bygninger i Herlev.  Der tages her højde for hvad der ellers er af renoveringsbehov i de enkelte bygninger, og om solcelleanlæg kan indgå i den samlede energirenoveringsindsats og forpligtelser ift. EU’s energieffektiviseringsdirektiv. Der ses også på, om der med fordel kan erhverves batterier i tilknytning til solcelleanlæggene, så man kan sikre en mere jævn fordeling af den grønne strøm og elpriser,' skriver Herlev Kommunes forvaltning til Herlev Bladet.

Marianne Dithmer oplyser, at hun vil tage kommunens strategi med solceller op politisk til marts kort tid inden lovændringen.

Servicebygning, Vesterlundvej 3, pilotprojekt til solceller
Servicebygningen på Vesterlundvej har Herlev Kommune tidligere peget på som et oplagt sted til solceller på taget. Foto: Thomas Frederiksen

Måske først i '27

Om det så lykkes at få en kommunal bygning i Herlev med solceller i løbet af 2026, er det dog tvivlsomt. Det var ellers planen senest for et år siden, da man stadig arbejdede med selskabsmodellen. Men med den nye lovgivning skal der atter sadles om, derfor kan det være, at det først bliver i 2027, at det realiseres.

»Det tager tid at planlægge anlægsprojekter, når det skal gøres ordentligt, derfor kan det være, at det først bliver i '27,« siger Marianne Dithmer.

Budgetforliget for 2026 sætter da også først penge af til formålet det år, men der kan sagtens være penge at bruge allerede i år, vurderer hun, da der som sagt er sat penge af i tidligere budgetter, hvoraf nogle dog er brugt til andre grønne løsninger i kommunen, når der nu ikke kunne sættes solceller op i første omgang.

Marianne Dithmer ser i lighed med forvaltningen frem til, at kommunen udover selve solenergien også vil investere i batterier, som kan opsamle energien og benytte den senere hen.

Herlev Kommune har tidligere peget på servicebygningen på Vesterlund som et oplagt sted at begynde med at opsætte solceller, og Marianne Dithmer forestiller sig fortsat, at det kan være tilfældet.

Dropper helt selskaber

Med ændringen i lovgivningen på vej er HOFOR's planer om et selskab droppet fuldstændig.

'HOFOR har i samarbejde med kommuner og Region Hovedstaden arbejdet intenst med at skabe grundlaget for at kunne etablere solceller på kommunale tage. Reglerne er nu lavet om, og der er ikke mere krav om selskabsdannelse, hvilket gør det lettere for kommunerne at få solceller op på kommunale tage inden for kommunens egne rammer. Kommunerne må nu selv sætte solceller op på deres egne tage, og Hofor har derfor ikke længere en rolle at spille,« skriver Kristine Grunnet, områdechef for Forsyningsstrategi i HOFOR, til Herlev Bladet.

HOFOR ejes af otte kommuner i hovedstadsområdet, deriblandt Herlev.

LÆS OGSÅ: Fjernvarme-kontrakt til Herlev endelig på plads 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!