Efter forsinkelse: Udsigt til genåbning af kryds på bygaden
I forbindelse med byggeriet på den tidligere rådhusgrund har noget af Herlev Bygade været spærret af og reguleret via et lyssignal.
Siden 20. april har bilister på Herlev Bygade i vestlig retning måtte holde i kø, fordi gravearbejde ind mod den tidligere rådhusgrund har optaget én vejbane og medført en lysregulering af strækningen. Men efter et par ugers forsinkelse er der udsigt til, at vejen genetableres og lysreguleringen tages ned, oplyser AG Gruppen, der står bag gravearbejdet og nybyggeriet på rådhusgrunden.
Nærmere betegnet oplyser ejendomsudviklingsselskabet, at krydset genåbner ved udgangen af næste uge. Herlev Kommune bekræfter ligeledes, at gravetilladelsen er blevet forlænget til og med 5. juni.
LÆS MERE: Bygade spærres med lysregulering
Uforudsete udfordringer
Herlev Bladet har spurgt AG Gruppen om årsagen til forsinkelsen og fået følgende skriftlige svar fra projektleder Jan Kashif Chohan:
'Når vi arbejder i jorden og især med ledninger af ældre dato, så er det ikke altid at tegningsgrundlaget og deraf vidensniveauet er retvisende, og det betyder desværre, at man kan risikere at blive taget på sengen. I vores tilfælde har det sat os tilbage, men vi og vores samarbejdspartnere har arbejdet hårdt på at komme tilbage på rette kurs igen med det resultat, at vi i dag (onsdag, red.) har kunne fortælle vores brolægger, at der er klar til at påbegynde reetablering af vejkasse-opbygningen fra næste uge', oplyser han.
AG Gruppen har bygget flere steder i Herlev, og er pt. i gang med at bygge 210 boliger på rådhusgrunden kaldet 'Bygadehusene'. Efter planen skal de være indflytningsklare i sommeren 2027.
LÆS OGSÅ: Næsten alle partier vil ikke have valgplakater på træer

Der er lukket for kommentarer