Ejendomsvirksomhed hilser kommunal bevarings-strategi velkommen
Stensdals ejendom på Virkeholm 3, hvor en del af Skandinavisk Tobakskompagni før lå, er en af de nye bygninger, der er udpeget som bevaringsværdig i Kommuneplan 2026, og det glæder ejendomsvirksomheden.
'Bevar eller forklar' er overskriften på Herlev Kommunes nye principper for byudvikling, hvilket betyder, at man vil gøre mere for at bevare de eksisterende bygninger og stille større krav til dem, der vil bygge nyt. Og den tankegang, som også er en del af den kommende Kommuneplan 2026, hilser ejendomsvirksomheden Stensdal, der både bygger nyt og har erhvervsejendomme i Herlev, velkommen. Specielt fordi virksomhedens erhvervsejendom på Virkeholm 3 lige er blevet totalrenoveret og samtidig udpeget som bevaringsværdig.
»Det forpligter jo på en anden måde, og for os gjorde det faktisk, at vi åndede lettet op, netop fordi vi har postet mange ressourcer i at renovere ejendommen,« fortæller Kenny Louring, der er ESG- og kommunikationschef i Stensdal, som lige nu bygger 'Lyskær Have' i Herlev og for nylig har købt den røde murstensbygning med 'Sundhedshuset' på hjørnet af Herlev Ringvej.
Artiklen fortsætter under billedet.

Tidligere tobaksproduktion
I kommuneplanen lægges op til at udpege 42 bygninger som bevaringsværdige mod 9 i den tidligere kommuneplan, og når det sker, bliver det sværere at rive en bygning ned. I forbindelse med udpegningen af Virkeholm 3 fremgår, at de udpegede bygninger 'ved renovering, om- og tilbygning samt nybyggeri søges bevaret og udviklet gennem lokalplanlægning. Dette gælder ikke kun som enkeltelement, men også i forhold til at sikre, at de fremstår med omgivelser, der respektfuldt fremhæver den bevaringsværdige bygning frem for at sløre'.
Hvorfor ser I det ikke som en begrænsning, når en af jeres bygninger pludselig bliver bevaringsværdig?
»Jeg tror, at i det samlede narrativ, så er det noget, vi kan bruge i historiefortællingen. Altså det der med, at det er sjovt og måske giver lidt en følelse af noget anderledes ved at sidde i noget gammelt og kendt,« vurderer ESG- og kommunikationschefen med henvisning til, at Virkeholm 3, der er fra 1963, næsten fra starten var ejet af Skandinavisk Tobakskompagni, som brugte den til tobaksproduktion, administration og lager.
Jeg tror, at i det samlede narrativ, så er det noget, vi kan bruge i historiefortællingen
Kigger man på Kraks Vejviser fra 1967 og 1976 ses det, at Skandinavisk Tobakskompagni ligger på Virkeholm 3, og at der er salgsafdeling, ufortoldet afdeling og eksportafdeling (1976). I Kraks Vejviser fra 1963 og i Registreringstidende for varemærker fra 1965 ses det desuden, at Skandinavisk Tobakskompagni også havde fabrikation og handel på Sønderlundvej 212, mens hovedsædet alle årene har ligget i Søborg.
Skandinavisk Tobakskompagni blev i øvrigt stiftet som en fusion mellem tre af Danmarks ældste tobaksvirksomheder C.W. Obel, Chr. Augustinus Fabrikker og R. Færchs Fabrikker. Førstnævnte er pt. godt i gang med at bygge nye boliger på Bangs Torv.
Artiklen fortsætter under billedet.

En god fortælling
Det understreges også i forbindelse med udpegningen af Virkeholm 3, at den kun gælder bygningens ydre. Her står blandt andet, at bygningen med sit horisontale aflange udtryk er et godt eksempel på efterkrigstidens funktionalistiske industribyggeri, og at den bør bevares med fokus på netop det horisontale udtryk. At den dengang havde gule mursten og i dag er hvidpudset gør ikke så meget, fremgår det af beskrivelsen, som kalder den et godt eksempel på datidens arkitektur og en god fortælling.
Det er Kenny Louring enig i, hvorfor Stensdal ifølge ham af samme årsag har valgt at renovere den indvendig med respekt for de originale træk.
»Når man så begynder at dykke ned i det og finder ud af, at det er en kendt arkitekt, Jørn Windfeld Lund, der har stået bag, så giver det faktisk mening, at søjlerne for eksempel er placeret, som de er, og at man har indtænkt de horisontale linjer i bygningen,« forklarer ESG- og kommunikationschefen om baggrunden for, hvorfor man har valgt at føre bygningen tilbage til det originale udtryk.
»Dengang har det jo været meget klassiske industrilokaler, hvor omdrejningspunktet har været, at det skulle være funktionsdygtig på lang sigt, og det omdrejningspunkt har vi bevaret,« påpeger han og beskriver lokalerne, som moderne storrum i et råt, industrielt udtryk, med store vinduespartier og et godt lysindfald.
Artiklen fortsætter under billedet.

Passer til et moderne udtryk
Ifølge ham er det netop sådan noget som det, der er efterspurgt i en post-corona-tid, hvor folk i stigende grad vender tilbage fra hjemmekontoret og søger det sociale på en fysisk arbejdsplads.
»Vi har gjort det i flere ejendomme, og vi synes generelt, at de her rå detaljer spiller enormt godt ind i, hvad et moderne udtryk er,« siger Kenny Louring med tanke på, at de store søjlebårne lokaler før var opdelt i en masse små rum og gange.
»Det generelle omdrejningspunkt for Stensdal er, at de ejendomme vi køber og har i porteføljen, det er med det lange sigte for øje, for vi drifter selv vores ejendomme, og køber man kun med henblik på salg, så er det også ofte til at se i kvaliteten og vedligeholdelsen af en ejendom,« lyder vurderingen.
LÆS OGSÅ: Færre handicappede får bevilliget personlige hjælpere
Herlev Kommune har udpeget i alt 22 bygninger i Marielundkvarteret som bevaringsværdige. Det betyder blandt andet, at hvis de skal ombygges eller rives ned, skal det godkendes af kommunalbestyrelsen, som også skal tage stilling til i en eventuel ny lokalplan, hvilke bærende bevaringsværdige træk, der skal bevares og pålægges bevaringsbestemmelser.
Kommuneplan 2026 har været i høring frem til 26. maj, og derefter skal den endeligt vedtages med de indkomne høringssvar på et kommunalbestyrelsesmøde.
FAKTA:
1963: Virkholm 3 bygges og Skandinavisk Tobakskompagni flytter ind formentlig kort tid efter.
I 1986 blev ejendommen omdannet til flerbrugerejendom.
2025-2026: Ejendommen renoveres og udpeges som bevaringsværdig.


Der er lukket for kommentarer