Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ekspert: Dét kan Herlev få ud af at være med i stort tv-show

Lørdag lagde Herlev rammer til et stort transmitteret indsamlingsshow til fordel for børn i Danmark.

12.235.348 kroner lig med hjælp til 7.568 udsatte børn og deres forældre. Det var ifølge TV2 Danmark resultatet af lørdagens store indsamlingsshow i Herlev Hallerne, ‘Alle vores børn’, som blev holdt sammen med Røde Kors, DBU og Fodboldfonden. Men et er, hvad danske børnefamilier fik ud af showet, hvilket selvfølgelig er det vigtigste, men hvad, om noget, kan Herlev Kommune egentlig få ud af at lægge rammer til sådan et stort event?

LÆS OGSÅ: Store sejre til BMS Herlev

»It depends. Hvis man har gjort det som del af en strategisk satsning, hvor forskellige events binder ind i en større strategi, så kan det godt give mening. For eksempel hvis en kommune har slået sig op på cykelsporten og holder cykelevents, så kan det godt hænge sammen, men  det er svært at påvise én til én, at nu havde vi der her show og så kom der flere tilflyttere,« forklarer Liv Soelberg Andersen, der er udviklingschef og kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Publico, der blandt andet arbejder med kommunebranding og også har flere kommuner i porteføljen.

Hun tilføjer, at det ikke kan afvises, at de kommuner, som for eksempel har været lokationer for optagelse af tv-julekalendere, har fået flere besøgende, og at det blandt andet også kan måles på New Zealands turisme, at det var her, man optog Ringenes Herre.

Skal være del af noget større

»Så dér, hvor man kan håbe, det giver noget, det er, hvis man kan lave en kobling i forhold til det, som folk kender til kommunen. Det vil sige, hvis du har en kommune, som har et negativt omdømme, så kan man være med til at skabe et nyt billede. Eller man kan få mulighed for at fortælle noget positivt til nogen, som ikke kender noget til kommunen i forvejen,« fortsætter brandingeksperten.

Hun understreger dog igen, at det skal være en del af en større strategi, hvis det skal batte noget.

»Man bliver skuffet, hvis man tænker, nu skal vi lave et arrangement, og så får vi flere til kommunen,« vurderer Liv Soelberg Andersen, der mener, Horsens er et godt eksempel på en kommune, der bevidst har arbejdet med at tiltrække flere borgere.

Det er en af de få måder, man som kommune kan få penge i kassen ved at tiltrække flere borgere, med mindre man sætter skatten op. Så det giver mening at arbejde med området

»Men det er sket på 20 til 25 år og har også krævet et mangecifret millionbeløb. Før var byens skamplet fængslet, som nu er blevet en kendt kulturinstitution. Det er et kæmpe turnaround, de har lavet. En vækstfortælling for hele byen. I gamle dage var det pinligt at flytte fra Aarhus til Horsens efter endt uddannelse, men sådan er det ikke mere,« påpeger hun og understreger, at store kulturevents vel at mærke ikke gør det alene.

»Der findes ikke et ‘snuptags-greb’, så hvis man gør det her, så kommer tilflytterne,« konkluderer hun.

Skaber opmærksomhed

Hvad – om noget – kan Herlev så få ud af at have lagt rammer til ‘Alle vores børn’?

»Man kan skabe synlighed og påvirke omdømmet, og man kan skabe kendskab og påvirke dem, der ikke kender til Herlev,« forklarer Liv Soelberg Andersen og uddyber, at det handler om at være ‘top of mind’ i de mulige tilflytteres bevidsthed, så de jo flere steder, de støder på Herlev i forskellige sammenhænge, får lyst til at tjekke kommunen ud.

»Herlev skal på det mentale landkort som et muligt, attraktivt sted at bo, og så skal det fremgå, hvorfor man skal vælge Herlev frem for alle de andre omegnskommuner, som er lige så gode, så dét, at Herlev får opmærksomhed i et stort tv-show, kan bruges som et første skridt i en meget lang rejse,« forklarer udviklingschefen fra Publico.

Hvorfor branding?

Hvorfor skal kommuner overhovedet arbejde med branding?

»Det er en af de få måder, man som kommune kan få penge i kassen ved at tiltrække flere borgere, med mindre man sætter skatten op. Så det giver mening at arbejde med området, og der er forskellige måder at gå til det på. Som kommunikationsfolk tror vi meget på at gøre det let at tilgå relevante tilflytterinformationer ét sted. For eksempel i Horsens har man en fantastisk tilflytterkonsulent, som man booker, og så bruger hun en hel dag og kører rundt og viser skoler frem og så videre. Det er et genialt tiltag,« mener Liv Soelberg Andersen.

Når det er sagt, ved hun godt, at nogen vil sige, at det kun handler om beliggenhed, god infrastruktur og i det hele taget de ydre og mere praktiske forhold, når det gælder om at tiltrække nye borgere til en kommune.

»Det gør det også, men det handler også om kendskab til kommunen som et attraktivt sted at bo. Dertil kommer, hvor mange penge skal kommunerne så kaste i at brande sig, og det er jo altid en afvejning. Skal der arbejdes strategisk, hvad vil vi være kendt for, og så videre. Vi er 98 kommuner i Danmark, der alle mere eller mindre har de samme kerneområder, så hvad har Herlev, som er specielt? Det skal man slå på,« pointerer hun og bemærker, at det siges, at folk skal høre tingene syv gange fra forskellige kilder, før nogen hæfter sig ved det.

Om det er syv gange i det netop overståede show eller syv gange på forskellige dage, vides vist ikke med sikkerhed. Så måske lørdagens show alligevel har kastet noget af sig.

Herlev lavede i øvrigt sin egen sideløbende indsamling, som gav 125.615 kr. til formålet.

Herlev Bladet har ikke kunnet få et klart svar på, hvorfor eventet som et samarbejde mellem kommunen og TV2 Danmark blev holdt i Herlev Hallerne. Læs mere her.


Kontakt:

Kenneth@herlevbladet.dk

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!