Ekspertvurdering: Herlev Eagles er sikker på andenpladsen
Eliteholdet i ishockey i Herlev ligger til at få den bedste placering i grundspillet i 42 år, og ishockeyekspert er imponeret over klubbens udvikling set over de seneste fem sæsoner.
En bronzemedalje i danmarksturneringen for snart tre år siden, sølv i pokalturneringen 'Metal Final 4' to år i træk og senest i januar i år og for tiden en sikker andenplads i Metal Ligaen kort før, at grundspillet er færdigspillet.
Det kører godt på isen for Herlev Eagles for tiden, som på det nærmeste har en kontinuitet i toppen af dansk ishockey flere sæsoner i træk som aldrig set før.
Redaktør for Metalligaen.dk og ishockeyekspert Michael Søvsø er imponeret over den retning, som eliteishockeyen i Herlev har taget de seneste år.
»Det er imponerende, og det er nærmest sket i stilhed, hvor man har bygget stille og roligt på, hvor både organisationen og holdet har udviklet sig under mindre forhold end de fleste andre klubber. Den tidligere direktør Lars Skjøth og den nuværende Anders Mouritzen har begge gjort et godt arbejde,« siger han og glæder sig over, at Herlev Eagles giver de øvrige sædvanlige tophold kamp til stregen i Metal Ligaen.
»Det er sjovt for dansk ishockey med flere hold i toppen,« mener han.
Jeg er 100 procent sikker på, at de beholder andenpladsen
Bedste grundspil i 42 år
For tiden er der 10 dages pause i Metal Ligaen på grund af Vinter-OL i Milano Cortina, hvor det danske ishockeylandshold er i aktion, og midt i en kold tid rent vejrmæssigt ligger Herlev Eagles lunt på andenpladsen med 85 point hele 15 point foran nummer tre Esbjerg, som dog har spillet to kampe færre.
Herlev mangler fem kampe i sæsonen, og Michael Søvsø er sikker på, at de beholder placeringen i grundspillet.
»Jeg er 100 procent sikker på, at de beholder andenpladsen, de smider ikke 15 point,« fastslår Michael Søvsø med sikkerhed.
Holder det stik, bliver det Herlevs bedste placering i et grundspil i 42 år, siden de fik deres første og hidtil eneste guldmedalje, danmarksmesterskabet i 1984. Førstepladsen er dog uden for rækkevidde, den sidder Herning Blue Fox suverænt på med 109 point.
»Normalt kunne Herlev med deres pointhøst have bejlet til førstepladsen, men Herning er simpelthen usædvanligt suveræne i år,« siger han.
Mere at give af
Sidste sæson havde Herlev Eagles også en god start og lå blandt topholdene og vandt sølv i 'Metal Final 4', men derefter røg de ind i en kæmpe nedtur med 11 kampe i træk uden sejr og raslede ned på ottendepladsen i ligaen og endte med at møde det også dengang suveræne tophold Herning i kvartfinalen.
I år er Herlev Eagles på ingen måde faldet sammen efter pokalturneringen, og det tilskriver Michael Søvsø både erfaring og bedre disponering af kræfterne i denne sæson.
»De har en større bredde i rutinerede spillere denne sæson, og så har de ikke opbrugt kræfterne i januar, som det tydede på. at de havde i sidste sæson, hvor de i begyndelsen af sæsonen havde måtte slås med mange skader, og spillerne havde givet så meget, at det ikke virkede til, at de havde mere at give af i slutningen af sæsonen,« siger han og roser også trænerteamet for at sat en god firekæde, hvor de forskellige kæder af spillere supplerer hinanden godt.
Derudover fremhæver Michael Søvsø individualister som Viktor Cubars, Anton Johansson, Mathias Asperup, Gustav Green og Oliver True, der gør en forskel og er kampafgørende.

Knald eller fald
I Metal Ligaen i ishockey er det ikke nok at klare sig godt og opnå en topplacering efter 48 kampe. Efter grundspillet venter der et slutspil begyndende med kvartfinaler mellem de otte ud af de ni klubber, og er man dårligst i en kvartfinale mod en anden klub i en serie af syv kampe, er sæsonen slut, uanset hvor godt et hold har klaret sig i grundspillet.
»Det betyder trods alt noget, at man går ind i slutspillet med selvtillid,« siger Michael Søvsø og konstaterer, at de bedstplacerede møder de dårligst placerede, så nummer 1 møder nummer, nummer 2 skal dyste mod nummer 7, mens nummer 3 og 6 tørner sammen osv, så der er en fordel i placeringen, Herlev selv formåede dog i sæsonen 2023/23 at konvertere en sjetteplads i grundspillet til bronzemedaljer.
Som det ser ud nu, ligger Herlev Eagles til at skulle møde SønderjyskE, en klub man hidtil har besejret fire gange i sæsonen og haft et enkelt nederlag til i overtiden, og her peger Michael Søvsø på, at Herlev i det hele taget for tiden optræder med langt mere både spillemæssig og mental styrke end sønderjyderne.
Derudover har de øverste fire hold i grundspillet fordel af flere hjemmekampe end det dårligst placerede hold, fire ud af syv kampe hvis holdene skal spille fuldt ud, inden det ene hold har opnået fire sejre.
Målmanden er særlig vigtig
Når det så er sagt, er det fortsat vigtigt at dosere kræfterne og have styrke til slutspillet.
»Skader vil naturligvis kunne give problemer, også hos Herlev, men det er især vigtigt, at målmanden præsterer godt. Og her skal Emil Zetterquist være på toppen, og han har da også et højt topniveau, men har været faldet lidt i niveau på det seneste,« fortæller Michael Søvsø, der giver en parallel til slutspillet i fjor, hvor Odenses målmand Niklas Lundstrøm var en særdeles vigtig brik i fynboernes første mesterskab.
Odense Bulldogs vandt finalen over Herning, som suverænt havde vundet grundspillet. Midtjyderne tørster dermed virkelig efter guld i år, hvor de får andet år i træk bliver suveræn vinder af grundspillet.
»Herning er kæmpe favorit til at vinde det danske mesterskab, men Herlev er førsteudfordreren, og der er lagt op til en finale mellem dem,« lyder det fra ham.
Herlev Eagles spiller næste gang fredag 20. februar ude mod Frederikshavn, mens Sønderjyske venter tirsdagen efter, også i det jyske. Derefter slutter grundspillet af med tre hjemmekampe i Herlev frem til 6. marts.
LÆS OGSÅ: Herlev Eagles' moderklub Herlev Ishockey Klub er også i fremgang

Der er lukket for kommentarer