Elevers modeller: Madrasser og basketball i beskyttelsesrum
6. klasserne på Kildegårdskolen Vest har i et projekt bygget modeller af beskyttelsesrum under temaet ‘børn i krig’.
»I stedet for at bruge en masse plads på senge, har vi madrasser og tæpper,« forklarer Malou Lind Jensen fra 6. klasse på Kildegårdskolen Vest.
Sammen med Melani, Lijana og Isabella har hun udført en model af et beskyttelsesrum. Når senge ikke fylder op, kan man derfor benytte et rum til noget andet i dagtimerne, er pointen.
»Her er også vand og elgenerator,« fortæller Melani.
De får talt om det i stedet for at gå rundt med det indeni
Drengen i den stribede pyjamas
6. klasserne på Kildegårdskolen Vest er i gang med forløbet 'Børn i krig' på tværs af fag, og her har en af opgaverne været at skabe modeller af beskyttelsesrum. Efter mange års stille eksistens er temaet om beskyttelse under jorden blevet aktuelt igen den seneste tid.
Udover disse modeller har de blandt andet læst litteratur om første og anden verdenskrig - blandt andet romanen 'Drengen i den stribede pyjamas' - og besøgt Frihedsmuseet.
»Det er hyggeligt og virkelig spændende og bedre end at gå i skole normalt,« siger Malou.
Er det ikke uhyggeligt at beskæftige sig med krig og beskyttelsesrum?
»Nej, det er bare godt, at vi lærer om det,« mener hun.

Sport skal give strøm
En en anden gruppe har de placeret en kombineret fodbold- og basketballbane i beskyttelsesrummet.
»Det er godt, hvis man kan bevæge sig lidt, samtidig med at man er i krig,« siger Robert, som er i gruppe med Dominic, Sean, Yaqub og Ahil.
»Og så kan man skabe energi ud af det,« supplerer Dominic med henvisning til, at bevægelser på sportsgulvet ifølge elevernes tanker skal give alternativ strøm, hvis den normale tilførsel er lukket ned.
»Det er spændende. Man kan da godt blive lidt bange for alt det, vi hører om krig, så hjælper det at lære noget om det,« mener Robert.

Ukrainske elever på skolen
Det var eleverne, som i sidste skoleår fremsatte ønsket om at have krig som emne. Noget som der både er meget af i medierne, men som også er blevet anderledes nærværende i hverdagen.
»Vi har ukrainske elever, der er kommet ud i klasserne, og så fylder krigen i Gaza meget. Eleverne bliver påvirket af, når det går ud over børn, børn forholder sig meget til børn,« siger lærer Nihal Camile Keceli, der lægger vægt på, at Kildegårdskolen er en rettighedsskole, og børns vilkår og rettigheder i forhold til krig, er en rød tråd.
Kan eleverne ikke blive unødigt skræmt ved at sætte fokus på krig og beskyttelsesrum?
»Nej, det mener jeg ikke. I forvejen er de eksponeret for meget om krig. Det at de lærer om det og laver projekter, gør det mere håndgribeligt, og de får talt om det i stedet for at gå rundt med det indeni,« mener hun.

Glemt at holde pauser
Nihal Camile Keceli er særdeles glad for elevernes præstationer i det tværfaglige projekt, hvor blandt andet dansk, historie, tysk og matematik har været inde over, og både boglige og praktiske færdigheder har været inde over, så hun har oplevet, at elever med forskellige kompetencer har kunnet bidrage på forskellig måde.
»Eleverne er virkelig blomstret og været i flow i samspillet med hinanden, de har ind i mellem glemt at holde pause. Alle grupperne er blandet med elever fra begge sjette klasser, så der er opstået gode fællesskaber og venskaber,« siger hun.
Herlev Bladet har tidligere omtalt, hvordan situationen er med beskyttelsesrum i Herlev, men det har ikke været en del af projektet på Kildegårdskolen at undersøge de lokale forhold om emnet, hverken i skolens egne rammer eller i kommunen.

Der er lukket for kommentarer