Herlev Bladet

En større andel af herlevborgere bliver boende sammenlignet med nabokommuner

En Momentum-analyse viser, at færre 35-årige bor i den samme kommune, som da de var 15 år. Sammenlignet med andre er der stadig mange i Herlev, som bliver boende.

Mange herlevborgere pakker rullekufferten og triller hvis ikke sydpå så afsted mod nye eventyr og større byer, når det er blevet tid til at tage en uddannelse. Men der er også mange, der bliver boende i deres hjemby. Det viser en analyse, som KL’s analysemagasin, Momentum, har lavet.

Blandt kommunerne vest for København er Herlev og Brøndby de to kommuner, der ligger højest i forhold til antallet af 35-årige, der bliver boende. I Herlevs tilfælde 19,5 procent, det vil sige knap en femtedel. Det er på trods af en landstendens, hvor flere flytter væk fra deres hjemkommuner.

Ifølge analysen var der i 2006 31,1 procent af de 35-årige, der stadig boede ‘hjemme’, mens det i dag (2024) er 23,8 procent.

LÆS OGSÅ: Familie på Bangs Torv føler sig overtromlet i sag om tagterrasse

Lidt flere vender hjem

Analysen viser dog også, at der samtidig er flere, som efter minimum et par år vender hjem for at bosætte sig. 14,7 procent på landsplan mod 12,4 i 2006. I Herlevs tilfælde er det 13,2 procent.

Ifølge Momentums analyse skyldes den stigende fraflytning, at de unge flytter mod deres uddannelser og deres venner. På landsplan er det 57,2 procent af de 35-årige, der bor i en anden kommune end barndomskommunen.

Læs mere om undersøgelsen her.

FAKTA:

13,2 procent af de 35-årige herlevborgere er flyttet tilbage til deres barndomskommune efter at have boet uden for kommunen i minimum to sammenhængende år. I Rødovre er tallet 15,9, i Glostrup 10,1, i Gladsaxe 11,5 og i Ballerup 12,8 procent. Helsingør topper i hovedstaden med 19,7 procent, mens Vallensbæk ligger i bund med 9,7 procent.

19,5 procent af de 35-årige herlevborgere er blevet boende i deres barndomskommune. I Rødovre er tallet 15,1, i Glostrup 16,2, i Gladsaxe 13,5 og i Ballerup 17 procent. København topper i hovedstaden med 37,3 procent, mens Hørsholm ligger i bund med 3,9 procent.

Kilde: Momentum

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!