Endelig nyt om Bangs Torv: Her er status
C.W. Obel Ejendomme giver et overblik over, hvad der er lavet, og hvad der skal ske i den nærmeste fremtid med byggeriet af det ny Bangs Torv.
I februar sidste år blev lokalplanen for det ny Bangs Torv vedtaget, og i månederne efter blev glastaget over torvet pillet ned og tunnellen fra Gåseholmvej og frem til hovedgaden blotlagt til et stræde. Siden har der ikke umiddelbart været de store synlige forandringer. Herlev Bladet har derfor spurgt ejeren og udvikleren, C.W. Obel Ejendomme, om en status:
'Vi har forståelse for, at borgere i denne fase kan opleve området som stille eller tomt. Meget af det arbejde, der har fundet sted det seneste år, har været teknisk forberedelse og planlægning, som ikke nødvendigvis er synligt udefra. Der er dog sket en del, og de kommende måneder markerer overgangen til en mere synlig byggeperiode,' lyder det fra ejeren i et skriftligt svar til Herlev Bladet.
Ejeren tilføjer, at den nuværende fase primært handler om ombygning af Stumpedal-bygningen, nedrivning og teknisk klargøring inde i de eksisterende bygninger. De synlige byggeaktiviteter er dog på vej og begynder senere i 2026, hvor næste hovedetape med erhverv og boliger går i gang.
Artiklen fortsætter under billedet.

Ikke alt kan bevares
Men først skal bygningerne på nær den ud mod Stumpedal rives ned, og selvom ejeren ikke kan sige præcist, hvornår det sker, bliver det i 2026. Pt. er man i gang med en miljøsanering inde i de bygninger, der skal rives ned, hvor eventuelle miljøskadelige materialer fjernes. Man har også undersøgt bygningerne for, hvilke materialer der kan genbruges. Derudover arbejder man med at ombygge Stumpedal-bygningen, så de tidligere erhvervslokaler ud til forpladsen bliver til otte nye lejligheder med indgang fra strædet. Boligerne på de tre øverste etager bevares, mens 'erhvervsetagen' i den nu tidligere tunnel ombygges til mindre erhvervslokaler.
LÆS OGSÅ: Kommune efter lukningsvarsel af plejehjem: Vil prioritere herlevborgere
Samtidig genskabes den tidligere Kop & Kande-butik ud mod hovedgaden som et moderne butikslokale, der på sigt kan blive café/restaurant med udeservering. Gavlmaleriet af Martin Guldbæk ud mod Herlev Hovedgade bevares som et lokalt vartegn. Også det andet gavlmaleri på den bygning, der skal rives ned, bliver bevaret og indgår i det nye byggeri, forsikrer C.W. Obel Ejendomme, der dog ikke ser det muligt at bevare det Zebra-maleri, der var en del af den tidligere Røde Kors-butik og ligger i den bygning, der skal rives ned.
'Vi har undersøgt muligheden for at bevare zebramaleriet, men da det er malet direkte på muren, og bygningen skal rives ned, er det desværre ikke muligt at bevare værket i sin nuværende form', oplyser ejeren, som forventer, at ombygningen af Stumpedal-bygningen er færdig i første halvdel af 2026.
Artiklen fortsætter under billedet.

Færdig i 2029
Forude venter altså nedrivningen, som ifølge ejeren kommer til at foregå i etaper. Derefter etableres byggeplads, hegn, skurby og logistikområder. I samme forbindelse oplyser C.W. Obel Ejendomme, at dele af parkeringsområdet bliver midlertidigt lukket på grund af byggepladsen.
'Som ved alle større byggerier vil der være periodiske ændringer i adgangsforhold, fortovsforløb og byggepladstrafik. Dette bliver løbende koordineret og kommunikeret,' lyder det.
Som det ser ud nu, er planen, at det ny Bangs Torv står færdigt i starten af 2029. C.W. Obel Ejendomme kan endnu ikke sige noget om de enkelte tidsfaser, fordi byggesagen stadig er under behandling i Herlev Kommune.

Der er lukket for kommentarer