Endnu en Herlev-skole får betalt skolemad
Herlev er igen blevet udtrukket til Børne- og Undervisningsministeriets treårige forsøgsordning med skolemad.
I foråret blev Herlev Byskole afd. Eng mellemtrinnet udtrukket som en ud af 191 folkeskoler (ud af i alt knap 1.300 jf. UVM, red.) over hele landet til i et treårigt forsøg at få statsfinansieret skolemad til frokost. Nu viser det sig, at Børne- og Undervisningsministeriet, som har søsat den nationale forsøgsordning med skolemad, har kørt en anden lodtrækningsrunde, fordi nogle skoler er sprunget fra, og derfor har Herlev igen har fået et 'vinderlod'. Denne gang er det Kildegårdskolen Øst, indskolingen, der er blevet trukket ud og skal være med i forsøget. Det fremgår af en sag i Økonomi- og Planlægningsudvalget.
Herlev Kommune havde oprindeligt tilmeldt alle sine folkeskoler til forsøget med opbakning fra både skoleledelser og bestyrelser, og borgmester Marco Damgaard (S) har tidligere oplyst, at planen er at lære af forløbet og udvikle på det efterfølgende.
LÆS MERE: Herlev-skole udvalgt til skolemadsforsøg
Får i forvejen morgenmad
Herlev har i forvejen kommunefinansieret morgenmad til mellemtrin og udskoling på alle skoler, mens indskolingen allerede får det i SFO'en. Det har et politisk flertal bestemt på nær Liberal Alliance, som tidligere har udtalt, at man mener, det er en forældreopgave.
Derudover eksisterer der forældrebetalt skolemad i et samarbejde med leverandøren 'Sund Skolemad', men den ordning vil forvaltningen gerne udfordre, da man ikke mener, at den lever helt op til sit navn. Derfor satte forvaltningen i juni en undersøgelse i gang med henblik på at finde sundere alternativer af højere kvalitet.
Det er op til skolerne selv at sætte rammerne for, hvordan det nationale forsøg skal organiseres lokalt, og indtil videre har Herlev Kommune gennemført markedsdialoger med fire mulige leverandører af en frokostordning til de cirka 125 elever på mellemtrinnet på Herlev Byskole, der skal være en del af forsøget. Et krav er dog, at måltidsordningen skal leve op til Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som tager udgangspunkt i anbefalinger til sund mad og drikke, og som samtidig tager hensyn til klimaet.
LÆS OGSÅ: Lav opbakning til at fjerne førskole-SFO
Starter i 2026
Det fremgår af sagen, at det treårige forsøg på Kildegårdskolen Øst er sat til at gå i gang fra april 2026, og at arbejdet med at indhente tilbud til Herlev Byskole afd. Eng også kan danne grundlag for udvælgelsen af leverandør til Kildegårdskolen.
Arbejdet forventes afsluttet i midt november, og i den forbindelse gennemføres prøvesmagninger, hvor elever, skolebestyrelse og medarbejdere deltager. Hvem der så skal stå for maden på Kildegårdskolen Øst, afgør man i perioden december til februar 2026.
Hvad angår skolemadsordningen på Herlev Byskole afd. Eng mellemtrinnet skulle den ifølge sagen udrulles i perioden oktober og frem til januar 2026.
Der er afsat 4.552.100 kroner til førnævnte for perioden 2025-2028, mens den 'nye' deltager Kildegårdskolen er blevet bevilliget et tilskud på 5.708.200 kroner i samme periode.
Kommunalbestyrelsen skal først godkende Herlevs deltagelse i ordningen, før man officielt kan deltage.
FAKTA:
På Finansloven 2025 blev der afsat 854 millioner kroner til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028. Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgik i marts 2025 en aftale, der fastsætter de nærmere rammer for forsøgsordningen.
De deltagende skoler er udvalgt ved lodtrækning under hensyntagen til blandt andet geografi og socioøkonomi. Skolerne er ved lodtrækning udvalgt til enten at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på enten 15 eller 25 kroner pr. måltid.

Der er lukket for kommentarer