
Endnu mere strøm: Ny ladepark til elbiler på vej
12 elbiler skal kunne lynoplades ved ny ladestation ved hovedgaden, hvor der også skal være vaskehal og støvsugecenter.
Energiselskabet OK er gået i gang med at etablere en ny ladepark på Herlev Hovedgade 240, lige ved grænsen til Skovlunde, og i øvrigt som nabo til Q8-tanken, der har ligget der i en meget lang årrække.
I løbet af 2025 forventes i alt seks lynladere med 12 ladepladser at stå klar til brug. OK fremhæver, at det er et godt og centralt sted både for beboere i Herlev og for pendlere, som benytter Frederikssundsvej.
Vi har fået fingrene i en rigtig god lokation
Super beliggenhed
»De gode placeringer på Sjælland er sjældne, men vi har fået fingrene i en rigtig god lokation på Herlev Hovedgade. Det er en super beliggenhed til en ladepark, for vi kan både imødekomme behovet hos beboerne i Herlev og de mange pendlere til og fra København,« siger Kenneth Risborg Korsgaard, OK’s markedsdirektør for e-mobilitet, i en pressemeddelelse.
Den nye ladepark i Herlev får overdækning og gennemkørselspladser. Derudover bliver der også etableret en vaskehal- og et støvsugescenter, oplyser OK.
Stor tilførsel
I sidste måned indviede Herlev Kommune og operatøren Norlys 142 nye ladestandere forskellige steder i kommunen, heraf en lynladestander med to ladere i Herlev Bymidte. En markant forøgelse i forhold til et år tidligere, hvor en opgørelse viste, at der var 102 offentlige ladepunkter.
Derudover har virksomheder og boligselskaber også skabt ladestandere på egne arealer. Tidligere har Herlev Boligselskab etableret 15 ladestandere med 30 stik fordelt på alle deres afdelinger.
10,8 procent af bilisterne i Herlev kører i elbil, viser tal fra Danmarks Statistik.
LÆS OGSÅ: 142 nye ladestandere i Herlev
Der er lukket for kommentarer