Herlev Bladet

Enighed: Ungdomsrådet skal genopstå

På forslag fra SF er alle kommunalbestyrelsesmedlemmer enige om, at ungdomsrådet, der har været opløst i et par år, skal genopstå.

»Der mangler unge stemmer i byen,« lød det fra Ibrahim Benli (EL), som onsdag til kommunalbestyrelsesmødet citerede en af sine unge partifæller.

Kommentaren var en reaktion på SF og Arly Eskildsens forslag om at genoprette ungdomsrådet, der, hvis man ikke skulle vide det, har været opløst i er par år nu ifølge Herlev Bladets research.

»Det handler om, at vi tager de unge alvorligt. Vi har et daginstitutionsråd, Idrætsforum, Handicaprådet, Ældrerådet, der er mange råd, men ikke noget for de unge,« motiverede SF'eren sit forslag, som fik bred opbakning fra alle i kommunalbestyrelsessalen.

Det handler om, at vi tager de unge alvorligt

Han understregede, at det ikke bare handler om at genoprette det eksisterende råd for at have et råd, men at det skal gøres for at inddrage de unge i fremtidige beslutninger i kommunen, lære dem om demokrati og give dem indflydelse og ejerskab på beslutningerne.

Af forslaget fremgår det også, at rådet skal have høringsret i sager og spørgsmål med interesse for de unge, og at det skal bestå af repræsentanter fra elevråd ved skolerne, ungdomsskolen, gymnasiet, ungdomsforeninger i Herlev, Klauzdal, idræts- og kulturforeninger med flere. Derudover vælger kommunalbestyrelsen tre medlemmer til Ungdomsrådet, lyder det.

Ikke kun partipolitisk

Planen er, at forvaltningen nu skal udarbejde egentlig forslag til, hvordan det nye ungdomsråd kan se ud, men inden det sker, foreslog borgmester Marco Damgaard (S), at man sender forslaget til behandling i Børne- og Uddannelsesudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, så de også kan komme med deres besyv.

Enhedslistens kandidat til KV25, Stefan Rundstrøm, har for nylig foreslået oprettelsen af et ungebyråd - noget man også har i Ishøj og flere andre steder i landet - ud fra samme argumentation om at give de unge en stemme. I samme forbindelse understregede Deniz Kücükavci (M), at det er vigtigt, at det nye råd er for alle og ikke bliver et forum for ungdomspartier.

LÆS OGSÅ: Det store sidste valgmøde var et tilløbsstykke

»Det her kan bane vejen for, at unge kan få et ståsted og deres stemme høres i en demokratisk verden. Det her en af måderne til at motivere de unge,« sagde han, mens borgmesteren tilføjede, at man omvendt heller ikke bør signalere, at unge, der er medlemmer af et parti, ikke kan være med i et ungdomsråd.

Den konservative Henrik Hilleberg, der har siddet i kommunalbestyrelsen siden 1993, kunne fortælle, at han selv og det tidligere socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem, Ali Alfoneh, oprettede det første ungdomsråd i Herlev i 1995, og at Adam Villaume i 1998 blev Årets Herlevit for sit arbejde som formand for netop Herlev Ungdomsråd, som blandt andet en af Herlevs kendte digtere, Claus Høxbroe, også har været med i. Så der skulle være grobund for at drive det vidt.

I mange år har ungdomsrådet været en del af ungdomskulturstedet Klauzdal, hvor rådet flyttede ind i 2013. I dag hører Klauzdal under UngHerlev, som ungdomsskolen også er en del af.

Ungdomsrådet har også stået for valgdebatter på Klauzdal som her ved kommunalvalget i 2013. Arkivfoto: Henrik Lüthcke
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!