Herlev Bladet

Et år efter indvielsen: Butikker i bymidten forener kræfterne

I slutningen af januar er det et år siden, at Skovlunde Bymidte blev indviet, og butikslivet melder om begejstring og glæde. Store dele af centret er dog stadig tomt.

Det er januar og koldt. Sådan var det også for næsten et år siden, da den røde snor blev klippet over, da Skovlunde Bymidte blev (gen)indviet 31. januar 2025.

Selvom der var officiel indvielse for snart et år siden, havde fleste af de nuværende butikker på det tidspunkt dog været der et stykke tid. 

Forretningerne tæt på Bybuen havde alle ligget der mindst et par år, og i den anden ende havde Meny været der næsten et halvt år på det tidspunkt, mens Matas og Normal var helt nye for et år siden. 

Indvielsen markerede, at byggeriet og byggerodet  nu var slut. 

Jeg oplever, at alle bare gerne vil være med

Slidsomme år 

I året, som er gået, har butikkerne i Skovlunde Bymidte etableret en centerforening. 

»Vi har gennem syv år drevet forretninger fra en byggeplads, og det har været ganske slidsomt med støj, rod og snavs og besværliggjort adgangen til forretningerne for vores kunder, som naturligt søgte andre steder hen. Det samme har været tilfældet med ombygningen af Bybuen, men nu er vi ved at være helt i mål, og vi er rigtig glade for resultatet, « siger Lizette Byrdal, indehaver af ’Nybolig Lizette Byrdal Skovlunde’ og formand for den nye ’Centerforeningen Skovlunde Bymidte’. 

Nybolig er en af de forretninger, som også lå i det tidligere og nedlagte Skovlunde Centret på samme areal mellem Bybuen og Ballerup Boulevard. De har oplevet både nedrivninger og byggeri gennem årene. 

Fødselsdag til maj

Centerforeningen skal gøre bymidten mere attraktiv. 

»Det tager tid at ændre kundernes indkøbsadfærd, og det er netop det, centerforeningen nu arbejder ihærdigt for,« siger hun. 

Allerede i fjor var butikkerne involveret i at skabe blandt andet  fastelavns- og julearrangementer i centret, også inden foreningen var oprettet, og det kommer også til at ske i år.

Derudover vil de også holde Skovlunde Bymidtes fødselsdag, som, de vælger, skal være 1. maj. 

»Butikkerne har jo forskellige fødselsdage, men vi vælger 1. maj som en fælles fødselsdag, der er en tradition, vi havde i det gamle Skovlunde Center, som vi viderefører,« fortæller Lizette Byrdal, der oplever en glad og optimistisk stemning blandt forretningerne. 

»Jeg kender som ejendomsmægler den særlige stemning, der er i et nybyggeri, hvor alle bare er begejstrede over et område. Sådan er det også her. Jeg oplever, at alle bare gerne vil være med,« siger hun. 

Jesper Würtzen, borgmester, klipper rød snor over, Skovlunde Center Nord
Da Ballerups borgmester Jesper Würtzen klippede den røde snor over i Skovlunde Bymidte i januar 2025. Foto: Thomas Frederiksen

Tomme lokaler 

Da Skovlunde Bymidte blev indviet stod der omkring syv butikslokaler tomme. Siden er der kun flyttet en køreskole ind sidste sommer. 

Salgs- og udviklingsdirektør hos daværende ejer af bymidten  Jensen & Nielsen Gruppen, Henrik Nielsen, udtalte ellers i januar 2025 til Herlev Bladet, at der var to lejekontrakter ude, som blot manglede at blive skrevet under. Og han gav i det hele taget udtryk for optimisme over, at der var lejere på vej. 

»Det har været svære tider i detailbranchen,« siger Henrik Nielsen som forklaring på, at de pågældende forretninger ikke flyttede ind i fjor alligevel. 

Han giver udtryk for, at det var sværere, end han troede, men han aner optimistiske tendenser i branchen, der kan komme bymidten til gavn inden længe. 

Selvom der har været et ejerskifte af bymidten - og det nu er Orange Capital Partners, der er ejer - er det fortsat Jensen & Nielsen Gruppen, som står for udlejningen af butikslokaler i Skovlunde Bymidte.

Lizette Byrdal er sikker på, at butikslokalerne nok skal blive lejet ud. 

»Der er nogle tomme lejemål, men når vi får fat med arrangementer, og her bliver pænere og pænere, og træer og planter får lov til at gro, og der bliver noget mere miljø, så vil det komme af sig selv,« forudser hun. 

Skovlunde Bymidte ligger nord for Ballerup Boulevard. Syd for boulevarden ligger Skovlunde Center Syd, som har egen centerforening. En tunnel under Ballerup Boulevard forbinder de to områder. 

Skovlunde Bymidte Skovlunde Center Nord
Skovlunde Bymidte en kold januardag tæt på etårs-dagen for indvielsen. Foto: Thomas Frederiksen

 

LÆS OGSÅ: Gadekær bliver renset

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!