Et halvt år efter varsel: Fortsat intet påbud over manglende ambulanceadgang
20. oktober sendte Herlev Kommune et varsel om påbud om, at ejeren af Herlev Bymidte Center skal gøre det muligt for ambulancer at køre op til boligerne på taget af centret. lndtil videre er det ikke fulgt op af et påbud.
Opdateret 21. april med bolig- og centerejerens korrekt navn: Urban Partners, tidligere havde vi ved en fejl skrevet Urban Group.
Boligbebyggelsen Taghaverne er noget af en nyskabelse i Herlev med en placering oven på Herlev Bymidte Center.
Lejlighederne stod klar til indflytning umiddelbart efter centrets genindvielse i efteråret 2023, og siden har flere beboere oplevet et væsentligt problem: Når de ringer efter ambulancer, har redningspersonalet særdeles svært ved at finde vej til boligerne.
Porten til ambulancer, som der skiltes til i bygningen, er simplethen for lav til disse køretøjer, der er højere end almindelige personbiler. Personalet i ambulancerne har defor måtte finde alternative veje op, de ikke var klar over på forhånd, eller er blevet guidet af pårørende, som løb ned på gadeplan, og er ankommet meget senere end beregnet.
»Hvis det var liv eller død, var det gået helt galt. De var overraskede over, at de ikke kunne køre op,« har beboeren Karsten Kongstad tidligere udtalt til Herlev Bladet.
Det kan godt være, at det er dyrt for dem, men det skal gøres i orden
Vil benytte vareelevator
Herlev Bladet skrev om sagen første gang i marts 2025, efter Karsten Kongstad og hans kone Jette stod frem, og Herlev Kommune var gjort opmærksom på det allerede i december 2024. Kommunen så ingen anden udvej end at give centrets og boligernes ejer Urban Partners (tidligere Nrep) et varsel om et påbud 20. oktober 2025.
Siden har parterne stået stejlt overfor hinanden. Herlev Kommune mener, at Urban Partners gennem en ombygning må sørge for at sikre ambulancer kørselsadgang helt op til boligerne, mens Urban Partners omvendt har peget på en løsning, hvor redningspersonale kan benytte centrets vareelevator. Den løsning har Herlev Kommune afvist, bakket op af Hovedstadens Akutberedskab, men et halvt år efter er varslet om påbud endnu ikke fulgt op af et påbud om at ændre på forholdene, så ambulancer kan køre op til Taghaverne.
Supplerende varsel
Efter varslet om påbud gjorde Urban Partners indsigelse i november, hvorefter Herlev Kommune sendte et supplerende varsel i december, hvor Hovedstadens Akutberedskab, der står for ambulancedrift, blandt andet gav sin mening til kende. Samme måned skrev Herlev Bladet om endnu en husstand, der havde oplevet problemer med at ringe efter en ambulance i alvorlige tilfælde.
Urban Partners svarede på det supplerende varsel i begyndelsen af januar 2026, her fastholdt virksomheden sine synspunkter om at finde en anden løsning end en ombygning, og siden har der ikke været afgørende nyt i sagen.
Herlev Bladet har spurgt Herlev Kommune, hvorfor der endnu ikke er sendt et påbud om at ændre adgangen for ambulancer, men forvaltningen har ingen kommentarer, og det har borgmester Marco Damgaard (S) heller ikke.
Marco Damgaard har tidligere fastslået over for Herlev Bladet, at en retssag mod Urban Partners kan være nødvendig.
»Det kan godt være, at det er dyrt for dem, men det skal gøres i orden, og det er dybt frustrerende, at det ikke sket,« udtalte han til Herlev Bladet 3. december 2025.

God dialog med kommunen
Herlev Bladet har søgt aktindsigt i sagens udvikling siden januar, men vi har ikke kunnet opnå at se et eneste dokument i sagen fra den periode, da kommunen afviser anmodningen både med begrundelse i, at der er tale om interne dokumenter samt, at retten til aktindsigt ikke omfatter 'brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres'.
Dermed kan det tyde på, at en retssag kan komme på tale, men hvorfor det er under overvejelse, inden der er udstedt et påbud, ville Herlev Bladet gerne have haft svar på, men har ikke fået det. Herlev Bladet følger fortsat sagen og har klaget over, at avisen ikke kan se et eneste dokument i udviklingen siden 8. januar.
Herlev Bladet har også spurgt Urban Partners, om de kan oplyse, hvor sagen står nu, og hvad deres stilling er. I et skriftligt svar lyder det:
»Vi er i øjeblikket i god dialog med kommunen og kan derfor ikke kommentere på en igangværende sag.«
LÆS FLERE ARTIKLER I AMBULANCE-SAGEN:
Påbud på vej til centrets ejer
Akutberedskab: Uegnet vej til redning
Borgmester: Måske retssag på vej

Der er lukket for kommentarer