Herlev Bladet

Færdige i 2023: 'Letbane-elevatorer' på Sønderlundvej snart klar til brug

Elevatorer ved Herlev Station skal gøre det nemmere for blandt andet S-togspendlere at hoppe på et letbanetog, men elevatorerne er endnu ikke køreklare.

Letbanen er åbnet, men har som mangt en herlevborger sikkert ved, været lang tid undervejs. Således havde man allerede i 2023 etableret de to elevatorer, der skal føre blandt andet S-togspendlere fra Sønderlundvej/Mandolinvej og op til letbanestationen på ringvejsbroen, men her tre år efter er elevatorerne stadig ikke i drift. Også selvom de har set køreklare ud blandt andet med lys i. Nu tyder noget på, at herlevborgere og andre pendler omsider kan stige i højderne.

'Elevatorerne er teknisk set færdige og klar, og vi i er i øjeblikket i fuld gang med at klargøre dokumentationen og forberede den formelle overdragelse. Vi forventer og arbejder målrettet på, at overdragelsen kan finde sted i løbet af september/oktober 2026. Vi har en god dialog med Herlev Kommune, og vi arbejder på, at overdragelsesdatoen bliver hurtigst muligt', lyder det i et skriftligt svar fra Hovedstadens Letbane til Herlev Bladet, hvor førstnævnte tilføjer, at de formelt skal overdrages til ejeren, som er Herlev Kommune, før de kan tages i brug.

LÆS OGSÅ: Kæmpe galleri fra festugen

Én samlet afleveringsdato

Herlev Bladet har spurgt ind til, hvordan det kan være, at herlevborgerne og andre pendlere har skullet vente i hele tre år, før elevatorerne, som umiddelbart ser færdige ud, kan benyttes?

'Selvom elevatorerne fysisk blev opført tidligere, har der skullet udføres og godkendes en række tekniske tilpasninger, herunder ventilation og vejrbeskyttelse af styreskabene. Lyset har været tændt af tekniske årsager, da anlæggene skal holdes strømførende for at forhindre fugt i styresystemerne', skriver Hovedstadens Letbane, som uddyber, at i store infrastrukturprojekter er det den samlede afleveringsdato for hele anlægsarbejdet, der er styrende for, hvornår anlæg kan overdrages og tages i brug, entreprisen afleveres ikke i løbende delafleveringer, medmindre det er aftalt på forhånd.

LÆS MERE: Letbanen indviet i Herlev

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!