Festfyrværkeri på isen: Storsejr i sæsonens første hjemmekamp
Herlev Eagles besejrede Esbjerg 7-2 onsdag aften og fik dermed revanche for nederlaget på udebane en uge tidligere. Tre mål af hjemvendt spiller.
Efter næsten fem måneders pause fra turneringskampe i Herlev Skøjtehal siden det endelige DM-finalenederlag til Herning i april, var der onsdag aften atter kamp i den bedste ishockeyrække på den lokale is. Det havde lokket 899 tilskuere i hallen.
Og sikken en fest som de ishockeyhungrende tilskuere fik. Herlev Eagles vandt med hele 7-2 over Esbjerg, og dermed var der revanche efter 0-2-nederlaget på udebane mod samme modstander en uge i forvejen i sæsonpremieren. Dermed tabte Herlev Eagles noget hurtigere end i sidste sæson, hvor første nederlag først fandt sted i kamp nummer 10, men det gik ikke ud over selvtilliden i den næste kamp, måske gjorde det dem endda stærkere fra start af.
Man må sige, at Jonsson og Herlev var tændte fra begyndelsen
To mål på syv minutter
Svenske Joseph Jonsson gjorde comeback på hjemmebanen i Herlev efter to år i SønderjyskE, og det gjorde han med manér, han scorede tre mål for hjemmeholdet i den overbevisende sejr. Noget af en præstation efter han i hele sidste sæson 'kun' scorede seks gange for sønderjyderne ifølge Metalligaen.dk.
Man må sige, at Jonsson og Herlev var tændte fra begyndelsen. Allerede efter syv minutter stod den 2-0 til hjemmeholdet på to mål af svenskeren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Aaalborg venter
Vestjyderne fik reduceret til 1-2, mens Herlev siden bragte sig foran med 4-1, inden Esbjerg fik scoret igen. Derefter satte Herlev tingene på plads med yderligere tre mål.
Udover Joseph Jonsson scorede Isac Jonsson, Gustav Green, Isac Göransson og David Karlström for hjemmeholdet.
På tirsdag skal Herlev Eagles spille mod Aaalborg på udebane.
Kilde: Metalligaen.dk
LÆS OGSÅ: Nybagte danmarksmestre i alsidig ridesport

Der er lukket for kommentarer