Festivalfeber, frivillighed og fællesskab

Hun skal skaffe en lampe, den er vigtig, så måske hun bliver lidt forsinket, lyder det i telefonen før interviewet. Lidt efter suser en blå Skoda ind på festivalpladsen og kører helt op til Spot Bar. Det er hende, chefen for det hele – eller i hvert fald for Spot Bar.

Den 32-årige Herlevborger Monica Dige Bach har rigeligt at se til på dagen, hvor Roskilde Festivals musikscener åbner, og Nordens største festival officielt går i gang.

Alligevel virker hun ikke stresset, nærmere spændt. Også selvom hun ikke har skaffet den famøse lampe endnu. Mere om den senere.

Ikke for pengene

»Vi har arbejdet til klokken halv to i nat, fordi en fra vores team ikke er mødt op. Det er bare ikke i orden«, fortæller hun, der trods en omfattende festivalerfaring for første gang har fået ansvaret – som i hele ansvaret – for at bygge en bar op fra bunden.

Året før var hun driftsansvarlig på en gin- og vodka-bar, også på Roskilde Festival, ligesom hun har stået for bardriften på Ringsted Festival og mange gange på Copenhell.

»Normalt er det kun driften, jeg står for, men i år har jeg for eksempel været med til at godkende bygningen, personaleområdet, og jeg har været med til at bestemme, at det primært kun er veganske drinks, vi serverer her«, forklarer hun, der på dagen er iført en rød kasket, så alle hendes 115 frivillige på baren kan genkende hende.

»De kalder mig ’Monny’«, griner hun og tilføjer, at det bare er for sjov.

Det har nemlig intet med money eller penge at gøre. Det er slet ikke noget, hun går op i. Hun får heller ikke noget videre for sin festivaltjans. For hende er det frivillige arbejde og fællesskabet det vigtigste.

Mobilen ringer.

»Uhhh kun 16 procents strøm. Ja, det er Monica«, siger hun og snakker vist nok med en af dem, der koordinerer baromådet på festivalpladsen.

LÆS OGSÅ: 2730 Roskilde

Som noget nyt har festivalen nemlig valgt at oprette et ’Team Barer’ på pladsen bestående af ni forskellige barer, som koordineres centralt.

Derudover har hver bar også sin egen lille styregruppe bestående af en barchef, en frivilligansvarlig, en produktansvarlig og en opbygningsansvarlig samt en række ’medskabere’.

Monica Dige Bach tager mobilen fra øret og bemærker smilende:

»Alting løser sig. Jeg har lidt ekstra på karma-kontoen« siger hun, inden hun fortsætter med at tale om det, der på mange måder er hendes store passion.

 

 

 

 

 

 

 

Hader chefer

»Min chef siger, at hvis vi har gjort vores arbejde ordentligt og har uddelegeret de forskellige opgaver, så skal vi ikke lave noget«, fortæller hun, der har en anden filosofi.

»Jeg tror på, at det handler om frihed under ansvar. Der bliver tit drevet rovdrift på de friviilige, og jeg synes ikke, der bliver sat nok pris på deres arbejde. Jeg er meget mere omfavnende i min tilgang til dem. Jeg forsøger at gøre en dyd ud af at lære alles navne udenad for at få skabt en personlig kontakt. Det giver en anden form for ansvarsfølelse og sammenhold«, påpeger barchefen, der egentlig ikke bryder sig om den betegnelse.

Hun hader nemlig at arbejde under nogen, der skal diktere, hvad man skal og ikke skal.

»Jeg ser ikke mig selv som chef. Jeg står også og skræller citroner og fejer gulvet en gang imellem. For mig er fællesskabet noget, hvor alle tager fat«, fortsætter hun, der har oprettet en ’Team M’-gruppe på Facebook, et netværk af 587 frivillige, som hun kan trække på til årets festivaler.

Herinde tøver hun heller ikke med at give feedback og ros til de frivillige.

Mobilen ringer igen. Denne gang er det manden med lampen.

Stilhed før stormen

»Århh nej 12 procent tilbage. Det er Monica. Jeg kan tage min bil ud til dig, og så kan vi køre i din tilbage«, siger hun.

Mobilen går ud. Hun løber over til baren fra hvor vi sidder og finder en powerbank til den. Ringer op igen og får de sidste detaljer på plads. Før hun sier videre, kommer en medarbejder forbi og spørger ind til, hvordan drikkevarerne skal forberedes.

»Kan du ikke sætte Bitten i gang med at lave sukkervand«, lyder det fra barchefen, før hun går over mod Skodaen.

LÆS OGSÅ: Nick og Jay sender skud ud til alle Herlevitterne

I mellemtiden pumper basgangen fra lydprøverne på Orange Scene, festivalens største, hen over den toetagers høje Spot Bar, måske også festivalens største. Inde i baren er de frivillige i gang med at tilslutte fadølsanlæg, gøre rent og pynte op med grønne planter. Udenfor går en hyret graffitikunstner i færd med at pynte hegnet op til baren.

»Jeg har fået at vide, at det skal være Instagram-venligt«, fortæller kunstneren Ralf Monnerup.

Overordnet set er endnu en del, der skal gøres. For eksempel mangler man at hænge Spot Bar-skiltet op på bygningens facade.

Men altså hver ting til sin tid. Festivalpladsen åbner først om fire timer.

 

 

 

 

 

 

 

Sin egen festival

Monica Dige Bach er tilbage. Med sig har hun manden med lampen. Eller rettere en mand med to kæmpespots, der skal kaste to lyssøjler højt op i luften. Monicas idé.

Det er tydeligt, hun brænder for arbejdet. Faktisk vurderer hun, at hun bruger mere tid på det her end på sit ’normale job’ som momsinddriver.

Men hvorfor stresse rundt og være væk hjemmefra uden oven i købet at tjene noget?

»Jeg vil gerne støtte de frivillige, der ikke selv har råd til at tage på festival, og så vil jeg samle erfaringer i forhold til at lave min egen festival«, fortæller hun.

Derfor skal hun foruden Roskilde Festival, Copenhell og Distortion også på Langelandsfestival i år samt en børnefestival i Hvidovre til fordel for børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

»Min festival skal være nonprofit, og så vil jeg gerne lave en festival, hvor alle har en rolle og deles om opgaverne«, forklarer hun, der forestiller sig, at opgaver som at stå i baren, gøre rent og stå vagt går på omgang blandt de medvirkende.

»Det skal give alle et formål, så de føler sig vigtige og behøvet. De skal vide, at jeg kunne ikke have gjort det uden dem«, fortæller Monica Dige Bach, der egentlig ikke går så meget op i musikken. Heller ikke på de festivaler, hun har været på.

Til gengæld går hun op i at give folk en oplevelse og anerkendelse for det, de laver.

»Dét og så at tjene penge til gode formål er det, jeg elsker allermest ved at stå for de her barer«, lyder det.