Herlev Bladet

Proteser over grænser: Firma fra Herlev hjælper sårede i Ukraine

Levitate på Marielundvej og Danmarks Eksport- og Investeringsfond er gået sammen om at sende benproteser i en donation til ukrainske krigsofre til en værdi af 1,5 millioner kroner. I den anledning besøgte erhvervsminister Morten Bødskov den lokale virksomhed.

Firmaet Levitate flyttede ind på Marielundvej i Herlev for cirka et år siden.

»Vi regnede med, at lokalerne ville være for store, men nu er de ved at være for små,« fortæller Jacob Bolton, som er udviklingsdirektør i Levitate, som har 20 ansatte.

En særlig opgave, som de færreste ville håbe, der var brug for, har fyldt meget det seneste halvandet år. Og når verden er, som den er, er det nødvendigt, at nogle påtager sig den.

Siden efteråret 2023 har Levitate leveret omkring 1.400 proteser til befolkningen i det krigsramte land Ukraine, både til sårede soldater og ramte civile.

Det er en levering, som fortsætter, og i anledning af tre års-dagen for Ruslands invasion i Ukraine er Levitate og Danmarks Eksport- og Investeringsfond gået sammen om at sende benproteser i en donation til ukrainske krigsofre til en værdi af 1,5 millioner kroner. Derfor var erhvervsminister Morten Bødskov (S), som er valgt i Rødovre-Herlevkredsen, tirsdag på besøg i virksomheden.

Man lærer meget af at møde andre, som står i samme situation som en selv

Ulykke som 14-årig

Levitate blev stiftet af firmaets direktør Lasse Werner Madsen i 2020. Han fik selv amputeret sit ben som 14-årig efter en trafikulykke og oplevede som aktiv gymnast, hvor svært det var at blive ved med at dyrke sport med det rigtige hjælpeudstyr.

»Jeg savnede selv nogle at ringe til,« fortæller han.

Han uddannede sig til civilingeniør og stiftede siden virksomheden, som især var målrettet sport og aktiv livsstil, og han opnåede støtte fra Innovationsfonden i at udvikle mere smidige produkter, som passer til fysisk aktivitet. Som iværksætter var han i begyndelsen placeret med Levitate på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), inden turen gik til Herlev.

Fællesskab er vigtigt

I 2023 fik Levitate henvendelser fra Ukraine. Lasse Werner Madsen og især Jacob Bolton har derefter tilbragt meget tid i landet, da de understreger, at deres produkter ikke kun er noget, man skal tage af og på, det er noget, der kræver samarbejde og fællesskab.

»Man lærer meget af at møde andre, som står i samme situation som en selv. Der skal derfor skabes fællesskaber,« siger Lasse Werner Madsen.

Blandt mange arrangementer har der blandt andet været arrangeret møder mellem mennesker med proteser og spillerne i Ukraines førende fodboldklub Dynamo Kyiv.

Jacob Bolton fortæller, at 75 procent af soldaterne, som får udleveret proteser, vender tilbage til fronten efter eget valg. Levitate har som målsætning at udføre så smidige proteser som muligt, så mennesker kan være i aktivitet og bevægelse, og det gælder også i krig.

Også civile mister legemesdele som følge af militære angreb og landminer, og de er også blandt modtagerne af proteser fra Levitate. De har blandt andet hjulpet en 11-årig pige, Yana Stepanenko, der mistede begge ben under et russisk angreb, men ville fortsætte med at løbe. Det gør hun nu, blandt andet efter hun har trænet med Jacob Bolton, og hun har siden fået mulighed for at åbne Tokyo Marathon og selv løbe en distance på fem kilometer til dette maraton.

Levitate på Marielundsvej og erhvervsminister Morten Bødskov. Foto: Thomas Frederiksen
Morten Bødskov hilser hjerteligt på Eugene fra Ukraine på dette gruppefoto af medarbejderne på Levitate. Foto: Thomas Frederiksen

Løser kæmpe opgave

Erhvervsminister Morten Bødskov lyttede imponeret til Levitates bedrifter og hilste blandt andet begejstret på virksomhedens nyeste medarbejder Eugene, der er ukrainer og ankommet fra Kyiv, som han snart tager tilbage til.

»Det er en fantastisk virksomhed, som er med til at løse en kæmpe opgave på en fascinerende måde. Der er et enormt behov for hjælp i det, som den ukrainske befolkning går igennem, og så er det godt, at vi har virksomheder som Levitate, som vi derfor støtter fra Danmarks Eksport- og Investeringsfonds side,« siger han og tilføjer, at det tilmed er positivt, at de ligger i Herlev.

LÆS OGSÅ: 10 idrætsforeninger opnår særlig støtte 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!