Klumme fra Washington - denne gang om fjendebilleder

Washington D.C., March 8, 2026

Tretten år gammel stod Deres hengivne, i selskab med sin otteårige bror, ansigt til ansigt med fjenden: En irakisk officer. Stedet var Sandholmlejren i de tidlige aftentimer den 4. januar 1988. Forinden havde der været politiafhøring, lægeundersøgelse og et møde med en canadisk sygeplejerske fra Røde Kors. Hun forklarede venligt, at behandlingen af vores asylsag ville forløbe langt hurtigere, hvis vi blot fortalte politiet sandheden. Vi lyttede høfligt, men udvekslede samtidig et indforstået blik: Enten måtte hun være politispion, eller også var hun naiv, på den måde kun folk fra Den Nye Verden kan være det. For siden hvornår havde sandheden været iraneren til gunst?

Det var også hende, der førte os hen til ’fjenden’. På en blanding af arabisk og persisk præsenterede han sig som naqib, kaptajn i den irakiske hær. Da vi tøvede med at trykke hans fremstrakte hånd, tilføjede han, at krigen for hans vedkommende var forbi. »Khalaas,« sagde han: Færdig, slut. 

I det hele taget var han hjælpsom. Han sørgede for sengetøj, viste os rundt og forklarede de mest nødvendige praktiske forhold i lejren. Før vi skiltes, tilføjede: »Stol ikke på nogen!«

Han var ikke den første iraker, vi havde set. Siden den irakiske invasion i 1980 havde hundredtusindvis af iransk-sindede samt irakiske shia-muslimer søgt tilflugt i Iran. Men han var den første irakiske officer, vi nogensinde havde mødt. ’Den iranske civilisations fjende’, som krigspropagandaen havde fremstillet ham, viste sig at være et grundlæggende anstændigt menneske. Det var de andre irakere, vi senere mødte i Herlev, også. Alle forsøgte vi, på hver vores måde, at lægge krigen bag os efter at have fundet freden i det civiliserede og gæstfrie Danmark.

At fjenden sjældent er den, man tror. Og at den største fare måske ikke er fjenden selv men de historier, vi fortæller os selv om ham

Amerikanske officerer var ikke anderledes. Efter at have forelæst på alskens militærbaser i USA kan jeg forsikre Dem om, at militærfolk ofte er langt mere tilbageholdende med at advokere for krig end civile, som end ikke har aftjent værnepligt. Som politiske instrumenter følger de ordren, når de kaldes til krig, men de er også blandt de første til at advare den civile politiske ledelse om dens omkostninger og utilsigtede konsekvenser.

Da Deres hengivne besøgte Israel på en arbejdsrejse i 2013, var det ikke anderledes. En del af besøget indebar en bustur fra Tel Aviv til Jerusalem, hvor guiden, med en stemme, der skar gennem luften som en sløv sav, utrætteligt fortalte om hvordan Israel havde bragt fred til Mellemøsten og sørget for, at de forskellige trosretninger levede i fordragelighed i den hellige by. »Bullshit,« sagde gruppens bodyguard, en ung jødisk mand fra Polen, der sad ved siden af mig. Derefter fortalte han stille om sine oplevelser fra Libanon-krigen i 2006. Han virkede ægte nok. Men Deres hengivne forholdt sig tavs. ’Stol ikke på nogen,’ som den irakiske officer havde sagt.

I disse uger rystes Mellemøsten af en ny krig, hvis udfald og langsigtede konsekvenser endnu er ukendte. Som så mange gange før tegner propagandisterne fjendebilleder med brede penselstrøg: Civilisation mod barbari, retfærdighed mod ondskab, os mod dem. Men erfaringen lærer os noget mere beskedent og mere menneskeligt.

For krige udkæmpes sjældent mellem mennesker, der kender hinanden. De udkæmpes mellem forestillinger om hinanden. Når man møder fjenden ansigt til ansigt, viser han sig ofte at være noget langt mindre dæmonisk: Et menneske, der ligesom én selv blot forsøger at overleve historiens luner. Måske er det netop derfor, soldater på begge sider af en frontlinje undertiden forstår hinanden bedre end de politikere og kommentatorer, der sender dem i krig.

Den irakiske officer i Sandholm havde måske ret. Man skal ikke stole blindt på nogen. Men hans ord rummer også en anden, mere stille lære: At fjenden sjældent er den, man tror. Og at den største fare måske ikke er fjenden selv men de historier, vi fortæller os selv om ham.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om situationen i Iran

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.