Herlev Bladet

Rekordår: Flere fandt løbeskoene frem end sidste år

Herlevløbet 2025 og dermed Herlev Festuge blev skudt i gang af Herlevs nye borgmester, og vejret var ifølge speakeren perfekt til rekorder, hvilket det også blev til.

»Det er perfekt løbevejr. Det er ikke for varmt, det er ikke for koldt, det regner ikke. (...) Det er jo faktisk rekordvejr, ikke kun for børn, men også voksne,« lød det fra løbsspeaker, Peter Dall, kort før årets Herlevløbet for første gang blev skudt i gang af Herlev-borgmester, Marco Damgaard (S).

Det var børn i alderen 6 til 12 år, der først skulle prøve kræfter med 2,5 kilometer, og i år havde lidt flere fundet løbeskoene frem end sidste år - nemlig 173 mod sidste års 167. Generelt var der flere tilmeldinger i år end sidste år - 477 mod sidste års 443. Det er ifølge arrangøren det bedste fremmøde siden 2019.

Og de kunne se frem til solskinsvejr og god opbakning fra de mange fremmødte bedsteforældre, forældre, venner og andre nysgerrige, som så til fra sidelinjen.

LÆS MERE: Se tiderne fra sidste års Herlevløbet

Tæt på rekorder

På børnenes rute blev der løbet hurtigt, men ikke hurtigt nok til at slå rekorden fra 2023, som blev sat af Nicolai Dahlerup på 8 minutter og 45 sekunder. Det var dog tæt på, da Stella Smidt-Nielsen (Holte Atletik) kom ind i tiden 9.09 minutter, mens Mattie Liebst Sørensen (Fjordløberne) var lige efter med 9.12. Dermed slog de også sidste års vinder, som løb i tiden 9.52.

Klokken 11 blev 5 og 10 kilometeren for de voksne plus gåturen på 2,5 kilometer skudt i gang, og forinden havde Peter Dall hørt i sin øresnegl, at nogle var ude på at slå rekorden på 10 kilometer-ruten på 30,41.

Også her havde Herlevs borgmester for første gang fået æren af at sende løberne afsted. Efterfølgende spurgte Herlev Bladet ham, hvorfor han ikke selv havde taget løbeskoene på. Hertil svarede han, at han tidligere har været med på familieruten, hvor hans hustru og børn også var med i år, men at det ikke gik op med de praktiske gøremål, som han også skulle varetage i forbindelse med løbet såsom at overrække medaljer. Til gengæld deltog han for nylig til Royal Run på fem kilometeren, lød det.

Rekordår

Efter bare et kvarter kom den første voksne løber ind over målstregen, og det var Rasmus Hansen, som i tiden 15,14 minutter løb hurtigere end sidste års Nick Rostgaard på 15,28.

Også på 10 kilometeren blev sidste års tid på 31,20 minutter slået. Det var af den samme løber, Marus Rønn, der i en spurt kom ind i tiden 30,44. Simon Holbek Kønigsfeldt, som han spurtede mod, blev noteret for samme tid, selvom det så ud som om, at Marcus Rønn slog ham med et mulehår.

Et større bifald fik dog Sylvia Medugu Kiberenge, der i tiden 32.44, barberede knap halvandet minut af den hidtidige rekord fra 2023 sat af Sara Schou på 34,05.

Med Herlevløbet, som i øvrigt arrangeres af Herlev Løbe- og Atletikklub, begynder også Herlev Festuge. Læs mere om den lige her.

Børneløbet: 

Drenge:

  1. Mattie Liebst Sørensen, 9.12

Piger:

  1. Stella Smidt-Nielsen, 9.09

5 kilometer:

Mænd: 

  1. Rasmus Hansen, 15.14

Kvinder:

  1. Aline Hedegård Bruhn, 18.49

10 kilometer:

Mænd:

  1. Marcus Rønn og Simon Holbek Kønigsfeldt, 30.44

Kvinder

  1. Sylvia Medugu Kiberenge, 32.44

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!