Herlev Bladet

Flere penge til politikerne skal styrke arbejdet i de politiske udvalg

Herlevs borgmester har af egen drift foreslået en vederlagsstigning til kommunalbestyrelsen og understreger, at procentsatsen stadig er under landsgennemsnittet. Venstre er som det eneste parti imod.

De kommunalpolitiske drøftelser og beslutninger skal i højere grad klappes af i de politiske udvalg, før de lander i kommunalbestyrelsessalen. Det kræver tid og arbejde, og derfor har Herlevs borgmester, Marco Damgaard (S) foreslået, at man hæver kommunalpolitikernes vederlag i udvalgene, som procentuelt har ligget lavt og urørt i flere år.

»Det er vigtigt, at arbejdet de næste fire år bliver en holdsport og ikke en enmandshær. Det er ikke udelukkende borgmesteren, der skal tage de store beslutninger eller have det store mandat. Det skal vi rykke ud i de stående udvalg. (...) Med det her anerkender vi, at der ligger et større arbejde i udvalgene,« forklarede borgmesteren på kommunalbestyrelsesmødet onsdag.

Derfor kan vi ikke se, hvorfor det automatisk skal udløse en markant lønforhøjelse til politikerne, som de giver sig selv

Kommunalbestyrelsesmedlemmer i Herlev modtager årligt ifølge sagsfremstillingen et fast vederlag på 112.202,86 kroner plus et tillægsvederlag på 17.360,45 kroner, hvis medlemmet har et eller flere børn under 10 år boende hjemme. Derudover modtager man som udvalgsmedlem et vederlag i procent af borgmesterlønnen. Sidstnævnte ligger fast og reguleres efter kommunens størrelse målt i indbyggertal. I Herlev får borgmesteren 1.105.483 kroner i grundløn årligt.

Under landsgennemsnittet

Borgmesterens forslag går ud på at hæve udvalgsvederlaget fra 9,9 procent til 11 procent for de fleste udvalg på nær Økonomi- og Planlægningsudvalget, som skal hæves fra 12,2 til 13 procent.  Også taksten for udvalgsformænd skal hæves fra 14,5 procent til 17 procent, mens vederlaget til formanden for børne- og ungeudvalget ændres fra 5,4 til 8 procent.

I den forbindelse understregede Marco Damgaard på kommunalbestyrelsesmødet onsdag, at vederlagsstigningen til udvalgsformændene, som i kroner svarer til, at man årligt går fra 160.295 til 187.932 kroner - en stigning på 27.637 kroner - stadig ligger under landsgennemsnittet på cirka 18 procent. Sammenligner man med nabokommunerne ses det også, at Herlev med den nye sats stadig ligger i bunden.

»Det er helt bevidst i forhold til, at man behandler skatteborgernes penge på en ordentlig måde,« pointerede borgmesteren på mødet.

Artiklen fortsætter under tabellen.

*En eller flere udvalgsformandsposter ligger lavere. Det har ikke været muligt at finde procenter for vederlag til udvalgsmedlemmer i alle kommuner. Der tages forbehold for, at procenter, som er fundet på kommunernes hjemmesider i januar, kan ændre sig. 

Venstre imod

Det var dog ikke noget, der stillede Venstres to nye kommunalbestyrelsesmedlemmer tilfredse. Som det eneste parti fremsatte de ændringsforslag til stigningen med udgangspunkt i at lade procentsatserne være, som de er i dag.

»Kommunalbestyrelsen får ikke flere opgaver, kommunen får ikke større opgaver, og der bliver ikke flere arbejdstimer i døgnet. Det der sker her er en omfordeling af udvalg. Derfor kan vi ikke se, hvorfor det automatisk skal udløse en markant lønforhøjelse til politikerne, som de giver sig selv. (...) Det er penge, som vi kunne have brugt på kernevelfærd, vores børn, ældre og udsatte i stedet for,« lød det fra Benjamin Haxha (V) med henvisning til, at forslaget hænger sammen med en ændring af styrelsesvedtægten, fordi man også vil ændre sammensætning og navn på de politiske udvalg (se faktaboks ned.).

Det har på intet tidspunkt i forhandlingerne omkring konstitueringen været talt om en vederlagsstigning eller ændring

Venstre kritiserede også måden, som forslaget var fremkommet på.

»Det kommer i forlængelse af konstitueringsaftalen, hvor man skulle samle et flertal bag borgmesteren og fordele magt og poster. Når resultatet er, at man bagefter hæver sit eget vederlag markant på første kommunalbestyrelsesmøde efter valget, sender det et ekstremt dårligt signal ud til herlevborgerne. Undskyld mit sprog, men det lugter af, at man har købt sig til magten og endnu værre, det sker på herlevborgernes regning, og det vil vi ikke være med til,« lød det fra Benjamin Haxha.

Afviste konspiration

Den beskyldning afviste borgmester Marco Damgaard (S) blankt.

»Det har på intet tidspunkt i forhandlingerne omkring konstitueringen været talt om en vederlagsstigning eller ændring. Det har ikke været en del af aftalen, og det kan jeg sige med god samvittighed,« understregede han og påpegede igen, at forslaget handler om at styrke samarbejdet i udvalgene og skabe bedre rammer for det.

Til det svarede Benjamin Haxha, at der netop i sagsfremstillingen står, at 'forvaltningen med udgangspunkt i konstitueringsaftalen' har lavet et forslag, hvorfor han fandt det naturligt at udlede, at forslaget om en vederlagsstigning var en del af den aftale. Desuden, understregede han, er det ifølge ham ikke meningen, at man skal kunne leve af sit vederlag, fordi dét at være kommunalpolitiker ikke er et fuldtidsarbejde. Et sådan, skal man kunne passe ved siden af, lød det.

Borgmesteren erkendte, at han burde have inviteret alle gruppeformænd, også Venstre, til en præsentation af punktet, før kommunalbestyrelsesmødet, sådan som ham tidligere har luftet, at han vil gøre fremover, når der er større emner, som kræver en drøftelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Benjamin Haxha (th.) og Bill Bjørklund fra Venstre. Foto: Claus Birch.

Det er ikke pengene

De andre partier bakkede borgmesterens forslag op, og især de erfarne politikere, som har siddet i kommunalbestyrelsen i flere perioder, hæftede sig ved, at arbejdsbyrden er steget.

»Jeg vil starte med at sige, at hvis der er nogen, der stiller op til kommunalbestyrelsen for at få et godt bidrag til ens privatøkonomi, så er man en stor idiot, det er ikke tilfældet. (...) Nu har jeg siddet i kommunalbestyrelsen i 24,5 år, og jeg vil sige, at arbejdsbyrden er blevet voldsomt forøget. Møderne er blevet meget længere, og godt for det, for så får vi flere stemmer ind i vores debatter og styrelse,« sagde Arly Eskildsen (SF) og vurderede, at han i snit bruger 20 til 25 timer om ugen på sit politiske arbejde, som udover at sætte sig ind i dagsordener og gå til møder også handler om borgerkontakt, konferencer og anden form for forberedelse.

»Jeg tænker det her er en rimelig regulering på et efterslæb som i virkeligheden strukturelt har været i Herlev siden kommunalreformen i 06-07, fordi kommunen har fået flere borgere. Derfor er jeg ked af, at nogen forsøger at slå politisk plat på det her,« påpegede han.

Mistede sit fuldtidsjob

Hanne Bjørn var trods sit borgerlige sindelag enig.

»Jeg er enig i, at man altid skal passe godt på de offentlige kroner, men jeg synes, det lyder fornuftigt nok, når man har stort ansvar for kommunen som os, at man får løn for den tid, vi bruger på det. Nu er du selvfølgelig ny (henvendt til Benjamin Haxha, red.), så du ved ikke, hvad arbejdsbyrden er endnu, men det tænker jeg, du finder ud af. Bare i de otte år jeg har siddet her, der er arbejdsbyrden blevet større, der er flere møder, og jeg har selv mistet et job på grund af den tid, jeg bruger her. Det er rigtigt svært at få livet som kommunalpolitiker til at hænge sammen med fuldtidsjob ved siden af,« understregede hun og tilføjede, at det også handler om at 'frikøbe' sig tid i dagtimerne - noget der kan være svært nok, alt efter hvor tolerant en arbejdsgiver man har.

Bare i de otte år jeg har siddet her, der er arbejdsbyrden blevet større, der er flere møder, og jeg har selv mistet et job på grund af den tid, jeg bruger her.

Marianne Dithmer (EL) supplerede, at hun i denne periode netop har besluttet at gå ned i tid på sit arbejde, mens Betina Skovby (SF) pointerede, at det også handler om at kunne tiltrække unge deriblandt unge med børn til det politiske arbejde.

Alle partier undtagen Venstre stemte for en vederlagsstigning til udvalgsmedlemmer, mens stigningen til udvalgsformænd skal 2. behandles, fordi den er en del af ændringen til styrelsesvedtægten, før den kan blive endeligt besluttet. Det sker på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde 21. januar. I den forbindelse stillede Venstre ændringsforslag om at bevare procentsatserne, som de er i dag, hvilket der bliver taget stilling til ved samme lejlighed.

FAKTA: Nye udvalg

  • Kultur- og Fritidsudvalget skifter navn til Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget. Udvalgets opgaver forbliver uændret.
  • Børne- og Uddannelsesudvalget skifter navn til Skole- og Uddannelsesudvalget. Udvalgets opgaver vedrørende børneområdet flyttes.
  • Familie- og Forebyggelsesudvalget skifter navn til Børne-, Familie- og Forebyggelsesudvalget. Udvalget får tilført opgaverne vedrørende børneområdet.
  • Sundheds- og Voksenudvalget skifter navn til Sundheds- og Ældreudvalget. Udvalgets opgaver vedrørende voksensocialområdet herunder handicap- og psykiatriområdet flyttes.
  • Arbejdsmarkedsudvalget skifter navn til Beskæftigelses-, Social-, Handicap- og Psykiatriudvalget. Udvalget får tilført opgaverne vedrørende voksensocialområdet.

Kilde: Herlev Kommune

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!