Herlev Bladet

Første spadestik: Det grønne skal snige sig rundt om boligerne

Arbejdet med at skabe boliger og et grønt loop på den tidligere genbrugsstation i det sydlige Herlev er gået i gang.

Blandt Herlevs mange nye boligbyggerier ligger det markante Lyskilden i den allersydligste del af kommunen lidt for sig selv med kolonihaver og erhverv som naboer.

Nu nærmer tiden sig, hvor der står et nyt boligbyggeri ganske tæt på Lyskilden. Sådan set er arbejdet gået i gang, men det var mandag, at var der første spadestik til det nye boligbyggeri på hjørnet af Marielundvej og Lyskær, hvor der tidligere var kommunal genbrugsplads.

Der er til tider en heftig debat om boligbyggeri og det grønne i Herlev i disse år, og Herlevs borgmester Marco Damgaard (S) var glad for at sætte spaden i jorden til et projekt, som kombinerer begge dele.

»Det er begyndelsen på et nyt kapitel for Marielundkvarteret, og det hedder netop Marielundkvarteret og ikke erhvervskvarteret, som da jeg var barn,« understregede han og tilføjede så, at det både var første spadestik til de pågældende boliger og det grønne loop, en offentlig stiforbindelse med rekreative muligheder, der skal gå som en sløjfe gennem kvarteret i de forskellige områder, hvor bydelen udvikles.

Det er ikke hinandens modsætninger at tænke på boligbyggeri og det grønne

Legeplads og ophold

I den første del af det grønne loop skal der være en legeplads og grønne opholdssteder på strækningen.

Det er AG Gruppen, som opfører byggeriet, de stod også bag nabobyggeriet Lyskilden, som de solgte videre i begyndelsen af 2025, og de skal også udvikle den tidligere rådhusgrund i kommunen. Så de kender Herlev særdeles godt og ser det ikke som en ulempe også at skulle tænke et grønt loop ind i deres byggefelt.

»Det passer supergodt med vores måde at udvikle boliger på, det er ikke hinandens modsætninger at tænke på boligbyggeri og det grønne. Det er priviligeret for os, at Herlev Kommune har nogle ambitioner, og vi kan udvikle det sammen med dem,« lød det fra administrerende direktør i AG Gruppen, Bjarke Windeløv Graae.

Gravearbejdet på pladsen var allerede godt i gang inden spadestikket. Foto: Thomas Frederiksen
Gravearbejdet på pladsen var allerede godt i gang inden spadestikket. Foto: Thomas Frederiksen

Læger er med

Lægernes Pension har skudt penge i projektet, men der bliver ikke tale om, at en del af lejlighederne skal reserveres til deres medlemmer.

»De er velkomne til at skrive sig op lige som alle andre. Men vi ser det som en fordel, at det er et byggeri, som er åbent for alle,« udtalte Jan Willand, viceinvesteringsdirektør i Lægernes Pension.

Betyder 'det grønne loop' noget særligt for lægernes pensionskasse i form af, at det er til gavn for folkesundheden? 

»Jeg vil sige det sådan, at det betyder noget, at lejerne får et nærmiljø og et fællesskab, der gør, at de vil bo her i rigtig lang tid,« sagde han.

LÆS OGSÅ: Derfor skal Herlev Gl. Skole ikke rives ned 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!