Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Forældre: Noget helt særligt at Elias er herlevborger nummer 30.000

Fredag blev der foran en masse børn fra daginstitutionen Hyldeblomsten plantet et egetræ i Hospitalsparken for at markere, at herlevborger nummer 30.000 er kommet til verden.

Det kan godt være, det tog noget tid at få den 10 meter høje stilkeg i vater, før den blev sænket ned i det 90 centimeter dybe hul, men når det skal markeres, at herlevborger nummer 30.000 er kommet til verden, skal det også gøres ordentligt.

Og nu står det der, egetræet, der er hentet fra en planteskole på Fyn, og det glæder ikke mindst forældrene til den otte måneder gamle Elias Isak Kiran, som netop har fået æren af at være borger nummer 30.000.

Specielt fordi jeg selv er fra Herlev, så jeg synes, det er noget helt særligt

»Det er helt vildt. Specielt fordi jeg selv er fra Herlev, så jeg synes, det er noget helt særligt, selvom det var lidt svært at forholde sig til i starten. Men så fik vi et brev fra borgmesteren,« lød det fra faren, Ramazan Kiran, der har tænkt sig at gemme brevet som et minde og hænge det op på sønnens værelse, når han bliver større.

Sammen med sin hustru, Servan Yildirim og deres barn, var de mødt op i Hospitalsparken fredag for at deltage i plantningen og markeringen af denne milepæl – eller egestamme, om man vil. Selv er han født i 1997, og dengang var der ifølge Statistisk Årbog 27.285 herlevborgere, så Herlev har fået vokseværk.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det tog lidt tid at få det nye egetræ balanceret på plads, da det skulle plantes i Hospitalsparken fredag. Foto: Kenneth Hougaard.

Flere borgere

Det nævnte borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) også i sin tale foran de fremmødte, der udover forældreparret også indbefattede cirka 60-70 børn fra daginstitutionen Hyldeblomsten.

»Vi er samlet her, fordi Herlev vokser, og det er vigtigt for vores by, at vi bliver flere om opgaverne. I 1960’erne havde vi Danmarks højeste fødselsrate og blev kaldt ‘barnevognenes by’. Det er vi måske på vej til igen,« lød det fra borgmesteren, som også fik sagt, at han holder meget af at gå morgentur i Hospitalsparken, hvilket fik en dreng til spontant at udbryde:

»Jeg elsker at være her.«

Det gør familien Kiran tydeligvis også, men hvad er det så ved Herlev, der gør, at man får lyst til at blive?

Artiklen fortsætter efter billedet.

Herlevs borgmester og Servan Yildirim, mor til Elias, der er borger nummer 30.000, kaster jord i hullet, hvor en stilkeg skal markere milepælen. Foto: Kenneth Hougaard.

Et grønt minde

»Herlev har altid været noget specielt for mig, fordi jeg og min familie er født og opvokset her, og jeg har været en del af lokalmiljøet i lang tid. Det er en skøn by, der værner meget om sine borgere, og det betyder meget for mig,  specielt nu hvor vi har fået barn. Så er det også meget rart at vide, at man er i trygge hænder,« fortalte Ramazan Kiran, der har boet med sin bedre halvdel fire år i Herlev.

det er fedt, at han har fået sit eget træ, som kan minde ham om, at han er født i Herlev

Også for hende, der er fra Høje-Taastrup, er markeringen noget særligt.

»Det er noget helt specielt og dejligt, og så synes jeg det er fedt, at han har fået sit eget træ, som kan minde ham om, at han er født i Herlev, og hvor vi kan holde fødselsdage og gå ture til,« sagde Servan Yildirim, der glæder sig til at besøge træet med Elias, når han bliver større og kan se, at der står hans navn på.

Børnene hjalp til

Der er flyttet seks tons jord for at gøre plads til ‘borgertræet’, så det var noget af et hul, der skulle fyldes op igen, da træet var blevet placeret. Noget både den nybagte familie, borgmesteren og de mange institutionsbørn hjalp til med.

Faktisk fik hvert barn lov til at kaste jord i hullet, hvilket fik borgmesteren på noget af en opgave med også at sørge for, at børnene ikke selv faldt i.

Da jordpåkastelsen var overstået skulle seancen meget passende rundes af med sangen om ‘Livstræet’, men for børnenes skyld blev der også sunget ‘Giraffen Gumle’.

Udover den nye stilkeg har Herlev Kommune et generelt fokus på træer. I sidste valgperiode traf kommunalbestyrelsen en beslutning om at plante 50.000 træer i årene frem. En proces man er godt i gang med i Herlev. Blandt andet har man plantet nye vejtræer på Turkisvej og Toggangen og er i gang på Herlev Hovedgade. Derudover har man også plantet 1.000 træer og buske i den ’Den grønne akse’ ved Kildegårdsskolen Vest og Rådhus Hjortespring.

FAKTA: Herlevs indbyggertal gennem årene

1911: 607

1925: 1.327

1930: 1.788

1940: 2.450

1950: 7.674

1955: 15.666

1960: 21.358

1965: 23.407

1980: 28.530

1985: 27.522

1989: 26.904

2024 (oktober): 30.378

Kilder: Wikipedia, Herlev Leksikon, Danmarks Statistik

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!