Herlev Bladet

Forrygende musical: Computer-pille gør kiksede Jeremy populær

Herlev Musical & Teater præsenterer i denne tid som de første i Danmark den amerikanske ungdomsmusical ‘Be More Chill’, hvor hovedpersonen Jeremy lader sig styre af en computer, der skal gøre hans liv meget nemmere.

'En 23-årig kvinde udviklede på kort tid et terapeutisk forhold til chatgpt'.

Det fremgik af en notifikation fra Politiken, jeg fik ind på min telefon fredag morgen. Det ledte mig med det samme tanke tankerne hen på den forestilling, jeg havde set aftenen før, hvor Herlev Musical & Teater opførte 'Be More Chill' i Herlev Teaterbio.

Godt nok nævnes chatgpt overhovedet ikke i stykket, heller ikke begrebet AI -'artificial intelligence' - eller på dansk: 'kunstig intelligens', men teknologiens indvirkning på menneskers følelsesliv og formåen er temaet i musicalen.

'Be More Chill' er en amerikansk musical, som havde premiere i 2015 i New Jersey, siden bredte den sig blandt andet til Broadway i New York og har også været opført i blandt andet London samt Japan og Holland.

Da Herlev Musical & Teater havde premiere på forestillingen om aftenen grundlovsdag, var der tale om danmarkspremiere, og det er den lokale teaterforening, som har udviklet den danske version.

Det er ikke bare holdning, det er i den grad også underholdning.

En computer-pille

Musicalen baserer sig på en bog af samme navn fra 2004. Det var længe før, at vi i den brede befolkning talte om AI som noget, der var lige ved hånden.

Det har det været de sidste par år, og dengang for 21 år siden var ikke engang Facebook bredt ud endnu og kun lige netop opfundet. Allerede da var der dog skepsis omkring, hvordan det dengang forholdsvis nye internet skulle rulle sig ud og styre os alle sammen.

Den gennemgående hovedperson i 'Be More Chill' er Jeremy, den i de andres og i sine egne øjne kiksede fyr på high school. Han er forelsket i Christine, som godt nok kan lide ham, men som en god ven, mens hun kigger andre steder hen, når det gælder fyre, hun er interesseret i.

En dag fortæller skolens seje fyr, Rich, at han tog pillen 'squip' for at blive populær, og han får overbevist Jeremy om, at han skal købe sådan en.

Squipen har forbindelse til en supercomputer, som hele tiden kan rådgive ham om, hvad han skal gøre. Den viser sig som en mystisk og mørkklædt figur, som kun Jeremy - og publikum - kan se.

Musicalen Be More Chill, Herlev Musical & Teater.Foto: Louise Eriksen
Jeremy er ulykkeligt forelsket i teaterpigen Christine. Foto: Louise Eriksen

Ignorerer god ven

Squipen får Jeremy til at skifte tøj som det første, og i det store hele skal han være mere afslappet og ikke så anspændt, 'be more chill.' som det hedder i titlen.

Jeremy får nemmere ved at have kontakt til pigerne, både den ene, den anden og den tredje, men Christine er stadig svær at opnå.

Alt virker dog til at gå i den rigtige retning, indtil Jeremys nærmeste ven gennem 12 år, Michael, stopper op og fortæller ham, at han har ignoreret ham en hel dag. Squipen har gjort, at Michael blev usynlig for Jeremy. Den gode gamle ven, der også vurderes som kikset, skulle fravælges i Jeremys nye liv som den seje dreng.

Det får ham til at stoppe op for første gang. Var det nu klogt? Men squipen overtager ham hurtigt igen.

En dramatisk halloweenfest med både sex, jalousi, brand og konflikter udvikler derefter hele persongalleriet.

Musicalen Be More Chill, Herlev Musical & Teater. Foto: Louise Eriksen
Med squipen (th.) som sin guide bliver Jeremy populær hos pigerne. Foto: Louise Eriksen

Imponerende forestilling

Selvom temaerne om ungdomskriser og teknologiens magt over mennesker er alvorlige og samfundsrelevante, skal man dog ikke forvente en tør og stille forestilling, hvor man skal kæmpe for at holde sig vågen. Der er fuld smæk på handlingen, som tager uforudsete og vilde drejninger, og musikalsk begejstring, og spiller publikum med, når det gælder klapsalver, letter taget i Herlev Teaterbio på nærmeste. Det er ikke bare holdning, det er i den grad også underholdning.

Herlev Musical & Teater fortjener store roser for dette værk, både for at have oversat det og skabt en dansk version, men også for levende og sprængfyldte skuespilpræstationer bakket godt op solide musikalske oplevelser og sublime kulisser. Utroligt hvad frivillige kræfter kan præstere.

Det kan synes uretfærdigt at fremhæve nogle navne i det kæmpe persongalleri både foran og bag scenen, men det skal dog nævnes, at Tue Allerslev Lange spiller særdeles overbevisende og troværdigt  som hovedpersonen Jeremy.

Spørger man mig, kunne 'squipen' godt have været en helt usynlig figur for publikum. Måske havde det giver endnu mere mystik i temaet om teknologiens magt over mennesker? Mathias Lakshøj-Hansen spiller dog rollen som en dyster squip særdeles godt, han står i øvrigt bag oversættelsen af musicalen.

Hvordan 'Be More Chill' ender, skal naturligvis ikke afsløres, men i den virkelig verden ved vi i hvert fald ikke helt, hvor den kunstige intelligens fører os hen. Bliver vi egentlig dummere, fordi vi overlader for meget til teknologien, som 'Be More Chill' har som budskab, eller kan det blive en hjælp, fordi vi udnytter det klogt? Måske begge dele?

Vi er selv med til at bestemme, hvor det skal ende, med egne valg, og så gør det ikke noget at tage i Herlev Teaterbio for at blive inspireret til fremtiden og lægge elektronikken væk samtidig i løbet af den to og halve time, som den varer.

Forestillingen kan opleves frem til lørdag 14. juni.

Musicalen Be More Chill, Herlev Musical & Teater. Foto: Louise Eriksen
Begyndelsen af forestillingen hvor Jeremy føler sig udenfor. Foto: Louise Eriksen

 

LÆS OGSÅ: Flere nyheder til Herlev Festuge

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!