Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Forslag: Her skal der være ladestandere i Herlev

Forvaltningen i Herlev Kommune har lavet et udkast til, hvor man mener, der skal etableres ladestandere til elbiler i 2024.

Elbilerne kommer, og de er sultne. Derfor skal Herlev Kommune være klar til at fodre dem med strøm fra de steder, hvor det giver bedst mening, og derfor har man lavet et forslag til, hvor det kunne være. Det kan ses på dagsordenen til det kommende Miljø-, Klima- og Teknikudvalgsmøde.

Det fremgår nemlig af kommunens egen klimahandleplan, at antallet af ladestanderpladser i Herlev Kommune som minimum skal afspejle den procentvise andel af elbiler i hele Region Hovedstaden frem mod 2030, hvor man forventer, at 44 procent af alle biler i regionen er på el.

Siden januar 2022 til april 2023 er udviklingen i Herlev Kommune, at andelen af elbiler er gået fra 2,1 til 4,3 procent. I Region Hovedstaden er andelen i samme periode gået fra 3,4 til 6,1 procent, så der er et stykke vej endnu.

Så mange mangler der

I dag har Herlev Kommune ifølge forvaltningen 148 private ladepunkter (stik) og 56 offentlige heraf er de 34 offentligt tilgængelige, mens der er planlagt 192 private og 74 offentlige.

Ifølge en såkaldt ladepunktsberegner har Herlev Kommune i 2023 et samlet behov på 50 offentlige og semioffentlige ladepunkter, men der bør som minimum etableres 13 offentlige ladepunkter, lyder det.

LÆS OGSÅ: Louise-drabet dag 11 – pludselig usikkerhed om sags fremtid

Herlev er dog godt med. Det ses nemlig i kommunens udkast til en handleplan, at kommunen ligger på en fjerdeplads over kommuner i landet med flest offentligt tilgængelige ladepunkter pr. indbygger, kun overgået af Frederiksberg, Ærø og København. Herlev Kommune har 2,3 ladepunkter pr. 1.000 indbyggere, mens landsgennemsnittet ligger på 1,13 ladepunkter pr. 1.000 indbyggere.

Her skal standerne være

For at kunne nå sit mål anbefaler forvaltningen, at der i 2024 til 2026 etableres ladepunkter ved en række af kommunens institutioner. Det skal ske i forhold til Ladestanderbekendtgørelsen, som siger, at der skal opsættes standere ved nybyggeri, renovering og eksisterende bygninger, hvor sidstnævnte har over 20 parkeringspladser. Det vides dog endnu ikke, hvor mange ladepunkter pr. stander, der skal være:

• Krogestykket 33 og eventuelt også Kommenhaven 17, det kommende Hammergården og hjemmeplejen

• Vesterlundvej 3/Smedeholm 1, Serviceafdelingen

• Hørkær 4, Job- og aktivitetscenter

• Dildhaven 43, Rådhus Hjortespring

• Engskolevej 1, Daginstitution Engløbet/Herlev Byskole afd. Eng

• Ederlandsvej 23, Herlev Byskole afd. Elv.

• Dildhaven 40, Kildegårdskolen afd. Vest

• Krogestykket 35, Kildegårdskolen afd. Øst

• Borgerdiget 105, Lindehøjskolen

• Tvedvangen 198, Herlev Hallerne

• Skinderskovvej 29, Skinderskovhallen/Hjortespringbadet

• Herlevgårdsvej 18-20, Herlev Medborgerhus

• Elverhøjen 64, B73

Derudover anbefaler man, at der i 2025 etableres flere offentligt tilgængelige ladestandere ved:

• parkeringsplads på Tornerosevej

• parkeringsplads Herlev Bygade

• parkeringsplads Kobbervej

• og parkeringsplads ved Herlev Bibliotek

Er afsat penge

I forbindelse med klimahandleplanen har Herlev Kommune også et mål om, at alle kommunale køretøjer i 2030 er nul-emissionsbiler. Pt. har kommunen 89 vejgående køretøjer til rådighed (36 leasede og 53 indkøbte). Pr. maj 2023 er 14 af køretøjerne, alle varevogne, eldrevne (6 leasede og 8 indkøbte).

Det er kommunalbestyrelsen, der skal godkende planen for opstilling af ladestandere. Der blev i budgetaftalen for 2022 afsat 1.950.000 kroner til formålet.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!