
Frygtet kvartfinale i ishockey: Herlev skal møde skrækmodstander
Til kvartfinalerne i danmarksmesterskabet i ishockey skal Herlev Eagles møde det suveræne tophold Herning.
»Vi skal væk fra ottendepladsen, da vi bare ikke skal møde Herning.«
Sådan har det lydt fra folk i og omkring Herlev Eagles de sidste par måneder, efter klubben raslede ned i tabellen fra nummer fire til nummer otte.
I Metal Ligaen har Herning vist sig at være suveræne, og i slutspillet om det danske mesterskab skal nummer ét møde nummer otte i kvartfinalerne, og derfor ender det med, at Herlev skal møde midtjyderne.
Efter en skrækkelig periode med 11 nederlag rettede Herlev lidt op på tingene sidst i slutspillet, men det var ikke nok til at slippe væk fra ottendepladsen.
Da hjemmekampen mod den direkte konkurrent Frederikshavn blev tabt med 3-6 i fredags, var det definitivt, at klubben endte som nummer otte, der er næstsidstepladsen.
Vi har alt at vinde og intet at tabe, så jeg ser optimistisk på det
En sejr i syv kampe
Herlev Eagles’ træner Martin Gudmundsson vælger at slå den optimistiske tone an, når det nu er situationen.
»Det er klart, at det er en hård modstander, men vi har alt at vinde og intet at tabe, så jeg ser optimistisk på det,« siger han og nævner, at hjemme- og udekampene mod Herning bliver forskellige.
»Når vi er i Herning, skal vi spille meget enkelt og blandt andet prøve at stoppe deres vigtige spiller Morten Poulsen,« siger han.
Herning og Herlev har allerede mødt hinanden syv gange i sæsonen, og Herning har en klar overvægt af sejre.
Herlev har vundet en af de indbyrdes kampe, mens Herning har vundet seks, en enkelt – finalen i pokalturneringen Final4 i januar – måtte ud i forlænget spilletid, hvor Herning trak sig sejrrigt.
LÆS OGSÅ: Har du undret dig? Derfor er der syv kvartfinaler

Virkelig en utur
Herlevs sæson har groft sagt bestået af en lang periode, hvor det gik forrygende, og en kortere periode hvor alt gik galt og gjorde, at de endte på ottendepladsen.
Den gode periode varede fra september til januar, hvor de undervejs endda lå nummer ét en enkelt runde, og de permanent var blandt de fire bedste. Den gode periode gjorde, at de også endte i Final4 og gjorde en fantastisk indsats. Men så gik det ned ad bakke derfra.
Martin Gudmundsson peger på de mange skadede spillere gennem hele sæsonen som en af årsagerne.
»Vi har virkelig haft utur. Jeg har kun kunnet stille med fuldt hold i tre kampe, de to i Final4 og en hjemmekamp mod Aalborg, vi vandt med 7-2. På grund af de mange skader har mange spillere skulle spille ekstremt meget,« siger han og mener, at denne belastning gav sig udslag i udmattelse og derned den dårlige periode i januar og februar.
Det får dog ikke Martin Gudmundsson til at foreslå en kortere og ikke helt så intensiv sæson med så mange kampe.
»Nej, sæsonen er fin, og sådan er ishockey,« siger han og fastslår endnu engang, at han er optimist.
Fredag og søndag er de første kampe ud af op til syv mod Herning.
Fakta: Kvartfinaler
Herning og Herlev mødes i Herning på fredag 14. marts kl. 19.30 og derefter i Herlev på søndag 16. marts kl. 14.30.
Tirsdag aften 18. marts klokken 19 venter en ny kamp i Herning og fredag 21. marts kl. 19.30 i Herlev. Derefter følger eventuelt en-tre kampe mere, alt efter hvordan det er gået i de fire første.
Der er lukket for kommentarer