Gang i Skovlunde i weekenden: Danmarks længste forhindringsbane
Go’ Fredag har netop været afholdt i byparken, og i morgen venter Skovlunde Byfest.
Der er taget hul på en af de mest begivenhedsrige weekender i Skovlunde i løbet af året.
I dag har der været Go' Fredag i byparken, og i morgen venter Skovlunde Byfest ved Center Syd.
Alle Skovlunde Skoles elever var i dag inviteret til arrangementer i parken. Her var blandt andet fodboldbaner, musikscene, optrædende børn, sminkebod og Danmark længste forhindringsbane til legeformål.
»Det var rigtig sjovt at prøve den,« siger de to 1. klasse-elever Oliver og Malthe, som nød eftermiddagen i byparken.
Vi får en hel masse energi
Fodbold og hoppeborg
De to drenge kan rigtig godt lide at give sig i kast med de mange aktiviteter, som er en lang tradition at holde en fredag i sensommeren i Skovlunde.
»Vi får brugt en hel masse energi, og vi skal også spille fodbold og prøve hoppeborgen, og så skal vi nok ikke prøve så meget mere,« siger de og nævner, at de er glade for at være rykket op i 1. klasse efter sommerferien.
Det er pædagogerne på Skovlundes klubber og fritidsordninger, der står for arrangementet, som mange forældre og bedsteforældre har stiftet bekendtskab med gennem årene, og mange forbipasserende i parken har iagttaget, når de har været på eftermiddagstur gennem byparken.
Flyshow og musikbingo
Lige på den anden side af Bybjergvej i forhold til Skovlunde Bypark ligger Skovlunde Center Syd, og her er der Skovlunde Byfest på parkeringspladsen i morgen lørdag, 30. august. Og her er der også en hel del arrangementer for børn, blandt andet holder FDF Legens Dag, og i bibliotekets techtelt kan børn og andre nysgerrige prøve moderne teknologi.
I biblioteket er der musikalsk børneteater med ’Peddersen og Findus’. På festpladsen kan man møde Ballon-Mike, og Maja og Mingus underholder fra deres shows på YouTube.
Som sædvanlig kommer RVators forbi med deres flyshow med kunstner og røg på himlen.
Sådan et arrangement er både for børn og voksne, og Skovlunde Byfest er da heller ikke kun for børn. Der er musik med Tim Schou, som er kendt fra Dansk Melodi Grand Prix, Nima underholder med musikbingo, og dagen slutter med Elena B. og kvartet.
Kunst og loppemarked
På markedspladsen sælger lokale kunsthåndværkere deres kreationer, og så er der loppemarked.
Skovlunde Byfest finder sted klokken 10-19, og der er mulighed for at købe mad og drikke undervejs.
Skovlunde Byfest arrangeres af en gruppe af frivillige med tilknytning til Skovlunde Lokalråd, Skovlunde Kulturhus, Skovlunde Center Syd samt andre foreninger i Skovlunde. Der er støtte fra blandt andet Ballerup Kommune, i år er Skovlunde Bymidte nord for Ballerup Boulevard, der åbnede i begyndelsen af året, også involveret.
LÆS OGSÅ: Ny forretning er åbnet i centret





Der er lukket for kommentarer