Global herlevit: Ayaz genopfinder sig selv gang på gang

»Herlev er jo helt forandret,« siger 41-årige Ayaz Shah, da han træder ind i døren på Herlev Bladet efter at have cyklet hertil fra København.

Han havde netop passeret Bangs Torv. Det er ikke til at kende.

Ayaz Shah boede hele sin barndom i Herlev og faktisk også store dele af sin ungdom og flyttede først fra kommunen, da han var 27 år, kort tid inden han tog til Sydamerika, hvor han boede i syv år.

Han har netop udsendt sin anden skønlitterære bog: ’De fremmede’, som har fem fætre, der indvandrer til Danmark i 1968, i hovedrollerne sammen med et par danske kvinder, de møder.

»Bogen handler om den første bølge af indvandrere i Danmark i 1960'erne, men er på mange måder mere et tidsportræt af Danmark, og hvad der skete fra slut-60'erne op til start-90'erne. Men bare med udgangspunkt i nogle fremmedes historier,« siger han og nævner, at den generation af indvandrere er nogle, som man ofte har talt meget om, men det er sjældent gennem dem, at historierne er blevet fortalt. Det gør han nu på fiktiv vis.

»Jeg synes tit, den generation af indvandrere bliver beskrevet som en homogen, grå masse, og det er ikke min erfaring i mødet med dem. Jeg synes altid, at de individuelle historier er sjovere. Altså det som driver et menneske.«

Jeg følte aldrig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg var fremmed eller dansk, eller om jeg var andengenerationsindvandrer. Jeg var jo bare Ayaz fra Herlev

Fejrede jul og eid

Ayaz Shah er selv et resultat af mødet mellem en indvandrer og Danmark. Han og tre søskende er børn af en far, som kom fra grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan, og en dansk mor. Ægteparret slog sig ned i Herlev, hvor moderen var vokset op.

En del af bogens handling foregår i Herlev, og Ayaz Shah lægger ikke skjul på, at hans egen familie, venner og bekendte har inspireret til handlingen, men det er fiktion.

Han blev født i 1984, og fra barndommen i Herlev mindes han ingen problemer med at være en del af en familie med en blandet baggrund og at hedde et fremmedartet navn.

»Jeg følte aldrig, at jeg skulle tage stilling til, om jeg var fremmed eller dansk, eller om jeg var andengenerationsindvandrer. Jeg var jo bare Ayaz fra Herlev. Det var spændende, at der også var en anden baggrund fra min fars side, men jeg oplevede aldrig, at det betød noget særligt,« husker han og understreger, at andre kan have andre erfaringer.

Familien fulgte faderens religion og blev muslimer, men det var heller ikke en ting, der blev problematiseret, som han husker det. Han havde en mormor i Herlev, der var troende kristen og gik i kirke hver søndag og kom i sognehuset.

»Hun fejrede eid med os, og vi fejrede jul med hende, og det var som regel min far, der satte stjernen på træet, da han var den eneste, som kunne nå derop. Jeg oplevede overhovedet ikke det med forskellige religioner som noget problematisk, det er først lang tid senere, jeg har hørt om det,« erindrer han.

Hjalp med bogbyttedagen

Ayaz Shah har nu udgivet sin anden bog, og glæden ved bøger har han haft, siden han var barn. Han tilbragte meget tid på Herlev Bibliotek, blandt andet var han aktiv ved ’Gorms Bogbyttedag’, der eksisterer den dag i dag over 15 år efter, at initiativtageren, bibliotekar Gorm Thomsen, døde.

I Ayaz’ barndom blev initiativet sat i søen.

»Jeg plejede at hjælpe Gorm til bogbyttedag. Min lillesøster, en af mine venner fra Engskolen og mig selv var altid hans hjælpere. Jeg kom rigtig meget ovre på biblioteket og kendte flere af bibliotekarerne, en af dem har jeg stadigvæk kontakt med,« fortæller han.

Familien boede ikke langt fra biblioteket, på Herlev Hovedgade, og skolegangen var på Engskolen også lige i nærheden.

»Jeg ved ikke, hvordan det er nu, men dengang føltes Herlev herligt. Det var en lille landsby, hvor man kendte hinanden. Alle vidste, hvem hinanden var, i hvert fald hernede fra det her område,« siger han.

Alt i barndommen er dog ikke lykke og lyse minder. Ayaz Shahs mor døde som 39-årig, da han kun var syv år. Det var naturligvis en omvæltning i familien, og noget han stadig tænker på den dag i dag, også på en ny måde, nu hvor han er ældre, end hans mor nåede at blive.

»Jeg har ingen børn og er 41 år. Og min far var 40 år og stod alene med fire børn. Og jeg tænker, wow, hvordan gjorde han det? Det tænker jeg over, når jeg selv har nået den alder. Når man er yngre, er man selvfølgelig mere kritisk over sine forældre og tænker: 'Jamen, de kunne have gjort det og det bedre.' Men når man så selv når den alder, de havde, tænker man, at det alligevel var en opgave, der blev løftet.«

Moderen døde ret pludseligt på Herlev Hospital efter at have fået en blodprop i hjertet. Synet af hospitalet er derfor ikke noget, han holder af ved Herlev.

»Min mormor døde også der nogle år efter, da jeg var 13 år. Så Herlev Hospital er ikke et skønt sted for mig.«

Et spørgsmål var vendepunktet

Mens Ayaz Shah beskriver barndommen i Herlev som helt uproblematisk, når det handler om hans baggrund fra en blandet familie og med et fremmedklingende navn, mærkede han for første gang en forskel, da han var 17 år og gik på Nørre Gymnasium i Husum.

Året var 2001, og terrorangrebet havde lige ramt World Trade Center i New York.

»Der kan jeg huske, at en pige til en gymnasiefest spurgte mig, om min far ikke er fra Afghanistan eller sådan noget. Så sagde jeg jo. Og så svarede hun: ’Jamen det er mærkeligt, fordi du virker meget sød og flink, men er det ikke dem, som undertrykker kvinder?’« fortæller han om samtalen og fortsætter:

»Det var faktisk første gang, jeg tænkte, at nu er der en anden mediediskurs, og den påvirker noget. Det var jo ikke et stort trauma. Jeg fik forklaret hende, at der er en medievirkelighed, og så er der din klassekammerat på gymnasiet, og værre end det var det ikke. Men jeg kan bare huske, at det var allerførste gang i mit liv, hvor jeg tænkte, at der er nogen, der kan opfatte det som noget negativt, at man har en anden baggrund. For indtil jeg var 17 år, var det aldrig faldet mig ind.«

Juicebarer i Argentina

Siden gymnasietiden har Ayaz Shah levet et liv, hvor han har beskæftiget sig med vidt forskellige ting og boet og rejst flere steder.

Først studerede han medievidenskab i København, så boede han syv år i Sydamerika, først i Venezuela og siden i Argentina, hvor han åbnede en kæde af juicebarer.

»Jeg tror, at Sydamerika altid kaldte det lidt, fordi min mormor var født og opvokset i Argentina,« siger han og nævner, at hun var i en familie af danske indvandrere, og siden flyttede hun til Danmark og Herlev som 18-årig.

At bevæge sig over grænser er forankret i Ayaz' familie på både moderen og faderens side. I dag rejser han selv meget og har for eksempel en hustru i Serbien, som han har været gift med i to år, udover at han også opholder sig en del i Afrika.

Da han forlod Argentina og havde solgt juicebarerne, var det egentlig meningen, at han skulle rejse til Den Dominikanske Republik, men så kom corona, og han tog i stedet hjem til Danmark. Her er han nu uddannet skuespiller og har udgivet to skønlitterære bøger som forfatter. Han har endda prøvet at være skuespiller i et stykke, en instruktør satte op på baggrund af hans egen første bog ’La Victoria’, der er påvirket af den sydamerikanske tradition med magisk realisme.

Hans blandede baggrund, gætter han på, kan have skabt en nysgerrighed i ham for at prøve noget forskelligt.

»Jeg tror, at jeg har haft behov for at genopfinde mig selv flere gange. Og en af de fordele ved at være fremmed et sted er netop, at du kan genopfinde dig selv. Fordi der er ikke en forventning til, hvem du er, eller hvad du skal være,« siger han og giver et konkret eksempel fra sit eget liv:

»Hvis du vokser op i København og studerer medievidenskab, så skal du arbejde med det, så kan du ikke bare komme og sige, at du åbner en juicebar. Det ville da være et underligt valg. Men hvis du ankommer som fremmed, og ingen kender din baggrund, så kan du da være juiceeksperten. Hvorfor skulle du ikke være det?«

Familien er væk

For en stund er han hjemme i Herlev. Engang var det omdrejningspunktet for hele hans liv, men alle i familien er væk herfra, både de døde og de levende. Hans storebror bor i London, hans to søstre i København, og faderen er flyttet tilbage til grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan.

»Min mormor ligger på Herlev Kirkegård. Det er den eneste familiære tilknytning til Herlev,« konstaterer han.

Alligevel vender han tilbage fra tid til anden. Ikke fordi han bor her længere – men fordi noget inde i ham stadig gør.

LÆS OGSÅ: Claus Høxbroe, som boede tæt på Ayaz Shah, har 20 års jubilæum som forfatter