Herlev Bladet

Gode genboer: Gymnasium og børnehave i tæt samarbejde

Elever fra Herlev Gymnasium & HF tilbringer tid i Børneinstitutionen Lindehøj og hjælper til med opførslen af musical på gymnasiet som led i formaliseret samarbejde mellem gymnasiet og børneinstitutionen.

De har ligget over for hinanden i årtier på hver sin side af Rørløkken, og der er i forvejen et godt samarbejde mellem institutionerne, hvor de yngste passes på den ene side af gaden, og teenagere undervises på den anden side.

Børneinstitutionen Lindehøj, som både er vuggestue og børnehave, er hvert forår vant til at låne auditoriet på Herlev Gymnasium & HF for at opføre deres musical, de små børn går Luciaoptog på gymnasiet op til jul, og så flager børnehavebørnene hver sommer for de nybagte studenter hos genboen, når de skal ud at køre i vogn.

Nu er samarbejdet mellem gymnasiet og børneinstitutionen udvidet til også at omfatte det faglige.

Herlev Gymnasium & HF har indledt et samarbejde med Børneinstitutionen Lindehøj, som skal styrke den praktiske dimension i gymnasiet og skabe bro mellem teori og praksis.

Det er lærerigt at se, hvordan børnene agerer sammen

Superfedt med virkeligheden

Som en begyndelse på dette udvidede samarbejde har tre studerende været i børnehave et par timer to dage om ugen som led i deres undervisning i psykologi, hvor de på gymnasiet er blevet undervist i børns væremåde. En fjerde studerende har haft en del af sin musikundervisning derhenne og været med til at udvikle børnhavens musical.

»Det har været superfedt at lave noget andet end at læse om børn og i stedet været sammen med dem og set, hvordan de håndterer ting og sager,« siger Alaa Mounir, som går i 2.HF og er blandt de elever, som har psykologi som fag.

Det samme har Pernille Kahr, der også har været i Børneinstitutionen Lindehøj.

»Det er lærerigt at se, hvordan børnene agerer sammen, og hvordan pædagogerne håndterer det, og også at observere, hvordan børnene afleveres, når forældrene går,« siger hun.

Uddannelser med velfærd

Pernille Kahr vil gerne være pædagog, og derfor har samarbejdet også været særdeles lærerigt. Netop sådan en type uddannelse inden for velfærdsområdet har Herlev Gymnasium & HF også særskilt i fokus, når det gælder samarbejdet med børneinstitutionen.

»Mange af vores elever vælger professionsrettede uddannelser efter deres studentereksamen. Vi synes derfor, at det er vigtigt, at de udover teoretisk viden også får en praksisnær tilgang til fagene. Gennem samarbejdet med Børneinstitutionen Lindehøj får eleverne mulighed for at omsætte teorier til handling. Det giver læring, som er særdeles relevant for dem,« udtaler Herlev Gymnasium & HF's rektor Mads Glendorf.

Gymnasiet fyldte 50 år i fjor og var det første årti et forsøgsgymnasium. Samarbejde med det øvrige samfund har siden dengang i større og mindre grad gennem årene været en væsentlig del af gymnasiets profil, og det nye samarbejde med Børneinstitutionen Lindehøj skal ses som en fortsættelse af det.

Alaa Mounir (tv) og Pernille Kahr, HF-studerende fra Herlev Gymnasium med timer i Børneinstitutionen Lindehøj. Foto: Thomas Frederiksen
Alaa Mounir (tv) og Pernille Kahr har nydt at gå over gaden fra gymnasiet til børneinstitutionen. Foto: Thomas Frederiksen

Med i musical

Også på andre uddannelser end dem, som har med velfærd at gøre direkte, vil erfaring fra en børnehave være en god ting. I hvert fald hvis man spørger Alaa Mounir, der gerne vil læse IT og buisness, og også inden for det felt mener hun, at den praktiske erfaring fra en børneinstitution er gavnlig.

Menneskers psykologi, også fra de er helt små, er nemlig vigtigt også inden for det felt, pointerer hun.

Udover at observere børnene, som de hurtigt fik et godt forhold til, hjælper eleverne fra gymnasiet også med musicalen 'Rumpirater', som opføres på gymnasiet fredag 11. april. Eleven, der har musik, er med på scenen og med til at indspille numre på forhånd. Og de øvrige elever giver en praktisk hånd.

»Det giver et helt andet liv og en anden dimension til musicalen,« siger leder af Børneinstitutionen Lindehøj, Fønne Toft, og tilføjer i det hele taget om samarbejdet:

»Det er dejlig og rart for os at kunne åbne dørene og give gymnasieeleverne praktisk erfaring. Jeg tænker, at det er noget, som vi fortsætter og breder ud.«

Meldingen fra Herlev Gymnasium & HF er også, at de ønsker at udvikle samarbejdet yderligere i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Herlev Gymnasium & HF arrangerede i sidste uge 2730-løbet for både gymnasie- og folkeskolelever i Herlev 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!