Gymnasiets nye store kunstinstallation markerer også starten på et nyt kapitel
Torsdag var der indvielse af 'Around the world' på Herlev Gymnasium & HF - en stor kunstinstallation, som er lavet af den anerkendte Henrik Plenge Jakobsen, som selv er opvokset i Herlev og var med til indvielsen.
Efter nogle turbulente år med corona-krise, nuloptag, elevtilbagegang og personaleudskiftning er Herlev Gymnasium & HF startet på et nyt kapitel med elevfremgang, nyskabende faglige tilbud og en helt ny profil - og i den sammenhæng markerer den nye store kunstinstallation 'Around the world', som torsdag blev officielt indviet, også en ny start for den 51 år gamle uddannelsesinstitution. Det var et af budskaberne i de taler, der blev holdt på dagen, hvor rektor Mads Glendorf, direktør for Ny Carlsbergfondet, som havde støttet projektet, Michael Thouber, og Herlev-borgmester Marco Damgaard (S), startede med at indtage scenen.
Der blev talt om kærlighedserklæring til byen, ønsket om at give noget tilbage til byen og gymnasiet som et udgangspunkt for dannelsesrejser og livslange venskaber - måske endda kæresteforhold.
i hvert fald vil det nok være et sted, I kommer til at tage klassebilleder og studenterbilleder fremadrettet
»Vi håber, at værkerne i de her omgivelser vil medvirke til, at både nuværende og fremtidige elever vil mærke Herlev Gymnasium og HF som et helt særligt sted,« sagde Michael Thouber, der fortalte, at gymnasiet med den nye installation bliver Herlevs største kunstmuseum målt på antal værker, og roste, at man på den måde anerkender vigtigheden af kunst som en del af elevernes dannelse.
»Jeg kan huske, at den danske forfatter Knud Romer engang sagde, at hvis man tager dannelse ud af uddannelse, så er der kun 'ud' tilbage. Det kan I jo tænke over. Samtidig kan vi jo allerede se, at eleverne begynder at indtage de her pyramider (del af værkerne, red.). Så det er også et sted, hvor man kan opholde sig, og på dage med godt vejr, kan undervisningen måske flytte udenfor. Og i hvert fald vil det nok være et sted, I kommer til at tage klassebilleder og studenterbilleder fremadrettet, så det er nærmest allerede blevet et symbol og mødested for gymnasiet, og det er jo fantastisk,« lød det fra direktøren.
LÆS OGSÅ: Modtager af Herlevs erhvervspris
Artiklen fortsætter under billedet.

Ind under huden
Dagens hovedperson udover værket, nemlig kunsteren bag Henrik Plenge Jakobsen, rundede talerne af med at takke en masse mennesker, som har bidraget til processen i de halvandet til to år, som det i alt har taget at realisere projektet. Derudover fortalte han også lidt om værkets ophav, der startede med, at nogle lærere og elever ansøgte Ny Carlsbergfondet med det udgangspunkt at gøre noget ved ankomstområdet til gymnasiet.
»Der har manglet nogle steder at hænge ud, og det har jeg også snakket med eleverne om, inden jeg kom med det endelige forslag. Det var virkelig noget, man gerne ville have. Og så ville man gerne have, at det var lidt federe at ankomme. Så nu bliver det mere catwalk, eller man kan flirte. Man kan lave alt muligt. Man kan danse på den der, man kan sidde på den, man kan lave lektier og det hele,« forklarede Henrik Plenge Jakobsen om den ene del af sit værk - trinpyramiden foran hovedindgangen.
så ville man gerne have, at det var lidt federe at ankomme. Så nu bliver det mere catwalk, eller man kan flirte
Derudover har gymnasiehallen fået ny facade og nyt lysende neonskilt, udearealet bag gymnasiet har fået 'årssten' og træer samt en minipyramide for ikke forglemme de forskellige værker fra Ny Carlsbergfondets samling, som gymnasiet har fået lov at have hængende takket være Henrik Plenge Jakobsen, der selv er bysbarn, har gået på gymnasiet og nu takket være arbejdet med kunstprojektet er vendt tilbage med jævne mellemrum i løbet af det forgangne år.
»Den her bygning og det her sted har jeg fået ind under huden på godt og ondt, kan man sige, men mest på godt. Og faktisk er jeg virkelig begyndt sådan at elske den her bygning. Jeg synes faktisk, den er rigtig flot og et fantastisk byggeri på mange måder. Og til med også med den her store have bagved og de store udearealer,« sagde han om værket, som han håber, både vil give udsyn, men også fællesskab.
Artiklen fortsætter under billedet.

Mega fedt
To af dem, der er en del af fællesskabet og begge går i 2.g, er Sofia Vinding på 17 år og Oliver Villumsen, også på 17. De kunne fortælle, at eleverne faktisk allerede har taget 'pyramiden' eller 'pyramiderne' i brug.
»Jeg synes, de er meget fede. Man kan sidde på dem, lægge sig og være sammen på dem. Jeg var herude i spansk-timen på et tidspunkt i sommer, hvor vi lavede opgaver,« fortalte Oliver Villumsen, mens Sofie supplerede:
»Vi bruger dem også i pausen til at sidde og snakke og sådan noget - både før og efter skole. Flere lærere bruger dem også i undervisningen til at gennemgå ting,« forklarede hun.
Hvad med kunsten på væggene, hvad synes I om den?
»Jeg synes, det er mega fedt. Det er meget flot at gå forbi og kigge på,« lød vurderingen fra Oliver Villumsen.
»Der er også nogle kæmpe malerier, som man lægger mærke til i stedet for, det bare er en hvid væg. Der sker noget nyt, når man går på gangen. Førhen har den set lidt kedelig ud,« tilføjede Sofia Vinding.
Jeg kunne ikke sidde med en pige her foran hele skolen en tirsdag eftermiddag eller sådan noget
Nogle af talerne nævnte, at de her pyramider måske kan blive dér, hvor man kysser og finder sig en kæreste, kan I se det for jer?
»Det kan man da sikkert godt,« lød det korte svar fra Sofie Vinding, mens Oliver Villumsen var mere skeptisk:
»Jeg tror ikke lige, jeg havde gjort det, men jeg tror godt, man kunne.«
Hvorfor ville du ikke gøre det?
»Jeg havde nok valgt et andet sted. Jeg kunne ikke sidde med en pige her foran hele skolen en tirsdag eftermiddag eller sådan noget,« grinede Oliver Villumsen.
Hvad kunsten mere konkret skal bruges til, må tiden altså vise, men sådan er det måske også med kunst.

Der er lukket for kommentarer