Herlev Bladet

Hårdtslående forår: To professionelle sejre til Herlev-boksere

Elias Idrissi og Gustav Thorsen fra vandt begge mod internationale modstandere til jysk boksestævne

Herlev Boxing havde sine to professionelle boksere Elias Idrissi og Gustav Thorsen med til Primetime Boxing Fight Night i Vejen Idrætscenter på den første forårsdag efter kalenderen, lørdag 1. marts.

Der var fuldt hus med cirka 1600 tilskuere, og stævnet blev sendt direkte tv. Så rammerne var i orden, og i bokseringen var der også lagt op til store brag.

»Det var de måske hårdeste modstandere, som de havde mødt til dato,« lyder det fra boksetræneren og Herlev Boxings formand Rachid Idrissi.

De viste begge markante fremskridt og fulgte gameplanen til punkt og prikke

Beskyttede sig selv godt

Elias Idrissi mødte erfarne Jampier Oses fra Venezuela. Sydamerikaneren havde en smule højdefordel og var dygtig til at udnytte sin rækkevidde.

Men Herlev-bokseren fulgte den lagte taktik nøje, satte konstant pres på sin modstander og formåede samtidig at beskytte sig selv godt. Over alle seks omgange var Elias Idrissi den mest styrende og den mest scorende bokser i ringen.

Efter seks omgange vandt Idrissi med dommerstemmerne  3-0.

Planen er at Elias Idrissi skal bokse 12. april i Pandrup, hvor han for første gang skal ud i en otte omgangs kamp. Her møder han op imod en ubesejret modstander, fortæller Rachid Idrissi, der også er far til Elias.

»Det bliver en vigtig test for Elias Idrissi forud for planerne om en  titelkamp i Herlev til oktober,« tilføjer han.

Elias Idrissi er nu oppe på otte sejre ud af otte mulige som professionel bokser.

Elias Idrissi vandt overbevisende over sin sydamerikanske modstander. Stævne i Vejen. Foto: Herlev Boxing
Elias Idrissi vandt overbevisende over sin sydamerikanske modstander. Foto: Herlev Boxing

Teknisk knock out

Gustav Thorsen stod over for Mourad Omar fra Egypten, og med en lille højdefordel og et fysisk overtag tog Thorsen hurtigt kontrollen over kampen.

Herlev-bokseren dominerede fra start og satte Mourad Omar under pres allerede i første omgang. I anden omgang ramte Gustav Thorsen sin modstander med en præcis højre efterfulgt af en kraftfuld slagserie, som rystede egypteren så meget, at han ikke kunne fortsætte.

Dommeren valgte derefter at stoppe kampen efter tælling.

»Som træner er jeg særdeles tilfreds med deres præstationer. De viste begge markante fremskridt og fulgte gameplanen til punkt og prikke,« lyder de rosende ord fra Rachid Idrissi til de to boksere.

LÆS OGSÅ: Berømt tank for en makeover

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!