Herlev Bladet

Helt ny følelse: Herlev ligger nummer sjok i ishockey

For første gang siden 2020 befinder Herlev Eagles sig på sidstepladsen i Metal Ligaen. Holdets anfører Matthias Asperup peger på, at spillet har været bedre, end stillingen viser. Fredag aften venter Rødovre.

To sæsoner i træk er Herlev Eagles begyndt sæsonen med at skøjte derudaf, og i sidste sæson skulle der spilles 10 kampe, inden det blev til nederlag, og først i sidste halvdel af november kom det første hjemmebanenederlag.

Det er meget anderledes i år. Efter syv kampe har Herlev tabt fem, og en enkel kamp endte med nederlag i forlænget spilletid, to af nederlagene har endda været på hjemmebane.

Det gør, at Herlev Eagles ligger på niende- og sidstepladsen i Metal Ligaen med fire point. Det er seks år siden, at Herlev sidst har ligget i den position.

Det kan ikke nytte noget at tænke for langt frem, med den position vi har

De små marginaler

Oven på klubbens bedste sæson siden firserne, hvor det blev til sølvmedaljer både i ligaen og pokalturneringen Final4, er det ekstra svært, og anfører Matthias Asperup er da også særdeles irriteret over tilstanden.

»Det er selvfølgelig frustrerende at ligge der, men i flere kampe har det været små marginaler, der har gjort, at vi ikke har vundet. Mange gange har vi været det bedste hold over 60 minutter, men har så haft nogle få downperioder, hvor modstanderne har scoret, mens det har været stolpe-ud for os,« siger han og peger på udekampene mod Aalborg og Frederikshavn og hjemmekampen mod SønderjyskE som eksempler på det, her blev det i alle tre tilfælde til snævre nederlag.

Han erkender, at effektiviteten har manglet, og koncentrationen har svigtet i afgørende situationer. I tirsdags var der endnu engang modgang efter gode takter, da Herlev på udebane førte 3-1 mod sidste sæsons guldvindere fra Herning efter første periode og havde en føring frem til tredje.

»Vi har haft det med at smide kampene væk, efter vi har fået en god start. Men vi har ikke nogen stemning af krise, vi skal bare lige ramme en kamp, når vi spiller,« siger Matthias Asperup.

Tænk en kamp frem

De sidste to sæsoner har Herlev Eagles været i pokalturneringen Final4 , som de bedste fire hold efter 16 runder kvalificerer sig til. Det er også målsætningen denne sæson, men det er ikke noget, som spillerne skal spekulere over for tiden, fremhæver Matthias Asperup.

»Lige nu skal vi kun tænke på den næste kamp, det kan ikke nytte noget at tænke for langt frem, med den position vi har, og det gælder både Final4 og Continental Cup,« siger han - det sidste med henvisning til den europæiske turnering, som Herlev Eagles er kvalificeret til som sølvvinder, her skal kampene spilles til november.

Næste kamp er det klassiske lokalbrag mod Rødovre, som gæster Herlev fredag aften klokken 19.30. Eagles har ikke tabt til de sydlige naboer i flere år, men det skal man ikke lægge for meget i, mener han.

»Det er kampe, der har deres helt eget liv. I sidste sæson var havde Rødovre flere gange overtaget mod os, selvom vi var topholdet, og de lå i bunden, hvor vi så vandt tilsidst. Men ingen tvivl om, at vi har respekt for Rødovre,« siger Matthias Asperup, der selv har en fortid i Rødovre og derfor er endnu mere i fokus i disse rivalopgør.

LÆS OGSÅ: Tre gange sølvmedaljer til Herlev 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!