Herlev Bladet

Herlev vil afgive landbrugsjord til grøn trepart

Der skal udvikles mere natur og biodiversitet i 68 hektars landbrugsareal i Herlev. Formand for naturplejeforening lægger vægt på, at der fortsat bør være mulighed for en høj grad af borgerinddragelse.

Det var med stille smil på læberne, da medlemmerne af kommunalbestyrelsen i enighed for nylig vedtog, at Herlev, der er i top-10 over tæt befolkede kommuner i Danmark, skal afgive landsbrugsjord til udvikling af natur i forbindelse med den storstilede nationale aftale 'den grønne trepart', hvor målsætningerne især er mere natur, mere biodiversitet og bedre drikkevandskvalitet.

Men jo, der findes skam landbrugsjord i Herlev Kommune. Der er blevet udpeget 68 hektar  i Hjortespringkilen den nordligste del af kommunen, som der arbejdes videre med, og det er omfattet af fredningen af Smør- og Fedtmosen, blandt andet Kildegårdens jorder.

»På trods af vores lille kommunale areal og vores lille landbrugsareal, synes jeg, at det er vigtigt, at vi deltager i de diskussioner og implementeringen af Den Grønne Trepart, og måske særligt når det gælder beskyttelse af vores vigtige drikkevand,« lød det fra Marianne Dithmer (EL), formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, i kommunalbestyrelsen.

Vi er ikke indstillet på tiltag, der hæmmer borgernes mulighed for at bevæge sig frit i mosen

Fokus på rent vand

Netop drikkevandet var der flere i kommunalbestyrelsen, som lagde vægt på i forbindelse med afgivelse af landsbrugsareal.

»Værebro Å, som løber ud i Roskilde Fjord, udspringer af Smør- og Fedtmosen. Det er vigtigt at få vandløb tilbage i økologisk tilstand, og derfor er der fokus på at skabe rekreative grønne områder, som bidrager til renere vandmiljø,« fremhævede SF's Arly Eskildsen.

Herlevs landbrugsområder er i dag for en stor dels vedkommende bortforpagtet til Hjortespring Naturplejeforening og den økologiske landbrug i Ballerup: Grantoftegård, som begge benytter arealerne til dyregræsning, men ikke sprøjtemidler i jorden. Herlev Kommunes forvaltning mener da heller ikke, at der fremover skal plantes træer på dette areal, da det ikke er i overstemmelse med fredningen af området, og at dyregræsning stadig vil være mulig, fremgår det af den kommunale indstilling.

Betoner borgerinddragelse

Det glæder Ejner K. Holst, formand for Hjortespring Naturplejeforening, som dog vil følge meget nøje med, hvad der helt nøjagtigt beslutter for området, og han vil involvere sig i debatten.

»Vi er ikke indstillet på tiltag, der hæmmer borgernes mulighed for at bevæge sig frit i mosen. Herlev Kommune råder kun over cirka 13 procent grønne og frie arealer af det samlede areal. Derfor anser vi det ikke som værende i fredningens eller de anlagte stiers ånd at vanskeliggøre færdsel i området,« siger han og lægger vægt på, at det fortsat efter hans mening, som en del af borgerinddragelsen, skal være muligt for eksempel for kørestole og barnevogne at kunne komme ind i området.

Ejner K. Holst understreger, at han mener, at biodiversitet er en god ting, men der bør efter hans opfattelse ikke tolkes så stramt, som man ser andre steder i landet, så det i Herlev vil gå ud over byboers involvering i naturen, blandt andet ved at hindre fodring og naturpleje. Han glæder sig over, at Herlevs borgmester Marco Damgaard (S) tidligere i år har bakket op om det synspunkt, som Herlev Bladet tidligere har beskrevet.

Også ny plejeplan

Sideløbende med at landbrugsjorden i området bliver en del af Den Grønne Trepart, skal der også i den kommende tid vedtages en ny plejeplan for Smør- og Fedtmosen, der både ligger i Herlev og Gladsaxe kommuner.

Hvordan Den Grønne Trepart konkret skal udmøntes i Herlev efter kommunalbestyrelsens beslutning, skal efter planen besluttes inden 2025's udgang, hvor de lokale 'grønne treparter' skal udarbejde planerne. Her er der tale om regionale udvalg med repræsentanter fra kommunerne.

Der er 23 'grønne treparter' landet over, Herlev er med i to af dem: hovedvandoplandet Øresund og hovedvandoplandet Isefjord og Roskilde Fjord. Borgmesteren repræsenterer Herlev i disse fora med Arly Eskildsen, der er formand for Udvalg for Klimahandleplan for Herlev Kommune, som suppleant.

Fakta: Den grønne trepart

Det nyskabende begreb 'Den grønne trepart' henviser til, at der er lavet en aftale blandt parter, der tidligere stod stejlt over for hinanden i miljødebatten. Udover regeringen blev aftalen om landbrug, biodiversitet og drikkevand indgået mellem Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening og med den grønne tænketank Concito som videnspart.

Aftalen blev indgået for lidt over et år siden. Siden blev aftalen med enkelte ændringer vedtaget i Folketinget.

LÆS OGSÅ: Kæmpe udvidelse af kroen droppet 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!