Herlev-bokser vinder guld for Danmark
Herlev Boxing havde to boksere udtaget til landsholdsturneringen Grand Prix Zagreb i Kroatien.
To boksere fra Herlev Boxing kunne tage hjem med guld og bronze til Danmark efter at have deltaget i landsholdsturneringen Grand Prix Zagreb i Kroatien for nylig.
Det var tale om 60 kg-bokseren Muhamed Al-Bayati, som vandt guld, mens 65 kg-bokseren Qalid Osman opnåede bronze.
Ifølge Herlev Boxing skulle Muhamed Al-Bayati overvinde nogle hårde modstandere, der blandt andet tidligere havde vundet EM-medaljer, før han kunne kvalificere sig til finalen mod den fysisk stærke Lumturim Xhoxha fra Kosovo. Her vandt herlevborgeren første omgang 5–0, tabte anden omgang snævert 3–2, men hævede niveauet markant i tredje og afgørende omgang, hvilket førte til en samlet stilling 4–1 til Muhamed Al-Bayati. Og ikke nok med det. Han blev nemlig også kåret til turneringens bedste tekniker.
Herlev Boxings anden deltager Qalid Osman tabte ifølge Herlev Boxing semifinalen i en tæt kamp mod en hjemmebanebokser fra Kroatien, som endte med at vinde guld i turneringen.

Der er lukket for kommentarer