Herlev Hospital vil have mere leg ind i behandlingen

Hvad gør man? Ens kæreste eje græder på grund af sygdom, men nægter at lade sig undersøge af sundhedspersonalet, fordi det føles utrygt og uvant. Går man hjem med uforrettet sag, eller bruger man tvang for at kunne stille den korrekte diagnose? Situationen - og dilemmaet - er sikkert velkendt hos mange småbørnsforældre. På Herlev Gentofte Hospitals afdeling for Børn og Unge er det nærmest dagligdag, hvorfor man nu har lagt en plan for at prøve at løse dilemmaet.

Hospitalet er kommet med på legen og har sat sig i spidsen for et projekt, der skal sikre en mere legende tilgang hos de ansatte i forhold til både udredning, pleje og behandling af børn og unge. Tesen er, at det skal få børnene til at føle sig mere hjemme Bag projektet står udviklingssygeplejerske Signe Jonsbo Broholm og børnelæge Mikel Alberdi-Saugstrup, som i anledning af FNs Internationale dag for Leg (11. juni) den sidste uge har holdt åbent hus for at indvie patienter og pårørende i, hvor langt de så er kommet med legen.

Der sagde jeg: 'Vil du ikke være sygeplejerske sammen med mig?'

»Det sidste halve år har vi virkelig arbejdet med det. Vi har uddannet legeambassadører, en slags rollemodeller, som er på alle afsnit og i alle faggrupper, så det er sygeplejersker, sekretærer, ergo- og fysioterapeuter, læger og sygeplejersker. Vi har også fået opbakning fra ledelsen til at sige, at det her er vejen frem. Vi skal gøre det her, fordi dét, som andre hospitaler ikke har gjort, er, at de har ikke formaliseret det, og de har ikke systematiseret det,« fortæller Signe Jonsbo Broholm og påpeger, at det ikke er noget, som sker 'overnight'.

»Vi ser det som en ekstra kompetence, man skal have. Derfor har vi det også med i vores introduktionsprogram, hvor alle faktisk bliver introduceret til det. (...) og så har vi lavet et legekatalog i appen 'MyMedCars', som alle læger og sygeplejersker har, hvor vi med hjælp fra vores ungepanel har lagt videoer op for at inspirere vores kollegaer,« tilføjer hun, der sammen med kollegaen Mikel Alberdi-Saugstrup vurderer, at succeskriteriet er en kulturændring i hele 'branchen' - især fordi det ikke er noget, man bliver oplært eller uddannet i.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skal ligge på rygraden

Hvordan ved I, at den legende tilgang er den rette vej at gå?

»Det er noget, der har rørt på sig på mange hospitaler i rigtig lang tid. Det er sindssygt svært at mærke på, føle på og måle på, fordi det er noget, der skal bo inde hos os. Det skal ligge på vores rygrad. At hver gang vi møder et barn eller en ung, så er det, at vi skal stille os selv det her spørgsmål: 'Hvordan møder vi det her barn på den allerbedste måde?,« uddyber Signe Jonsbo Broholm og giver et eksempel fra en vagt på Børnemodtagelsen.

»Jeg havde et barn på besøg om aftenen, som kom ind og var mega træt. Vi skulle lave et EKG (en medicinsk test, der måler og registrerer hjertets rytme og funktion, red.). Der sagde jeg: 'Vil du ikke være sygeplejerske sammen med mig?' Så barnet fik mundbind på, vi holdt i hånden, og barnet satte sig op og var sådan helt, hvad er det her for noget? Og så begyndte vi bare at starte med legen. Så var det pludselig barnet, der puttede de her lapper på, og mine fingre var en mus, der skulle hoppe. Det tog mig fem minutter, og vi fik et fint resultat og kunne sende patienten hjem igen,« fortæller sygeplejersken.

Det er sindssygt svært at mærke på, føle på og måle på, fordi det er noget, der skal bo inde hos os

Mikel Alberdi-Saugstrup har også et eksempel:

»Jeg havde en patient for noget tid siden. De andre kunne simpelthen ikke komme i nærheden af patienten, som ikke ville. Det hele var bare en kamp, indtil Signe begyndte, fordi forældrene havde sagt, at når man laver en bestemt bevægelse, så vil barnet gerne. Så stod alle og lavede bevægelsen og gjorde det til en leg. På den måde fungerede det for den patient, og så lykkedes det på 10 minutter, hvor vi andre kunne have kæmpet i halvanden time for at få lov. Så hvis vi bruger det aktivt på en positiv måde, og ikke siger, at det er besværligt. Hvorfor skal jeg for eksempel synge en sang nu? Fordi det går faktisk meget godt, hvis du synger en sang, mens jeg stikker her nu. Så bliver stikket mere positivt opfattet, og når jeg så næste gang eller lidt senere skal lave noget andet, så går det også okay, fordi nu har vi en rolig relation,« forklarer han og påpeger, at erfaringen altså er, at det er meget nemmere at undersøge en treårig, som gerne vil undersøges, end en der bare kravler ind i mors trøje.

Artiklen fortsætter under billedet.

Både alvorlig og legende

Hvad gør I for også at komme forældrene imøde?

»Det er jo lidt et tveægget sværd. På den ene måde er jeg jo lægen, den alvorlige, den myndige, den alvidende, som kan komme ind, og så skal jeg også være en myndighed på en eller anden måde. Det er lidt svært, hvis jeg er iført en superhelte-trøje og starter med at løbe rundt på gangen og er fjollet. Så vil forældrene nok tænke, at jeg tror ikke, det er ham, der skal til at stille en diagnose lige om lidt. Men så skal man jo også huske, at det er børnene, vi er her for, men selvfølgelig skal forældrene også være trygge,« understreger Mikel Alberdi-Saugstrup.

Han tilføjer, at det først og fremmest handler om at være i børnehøjde.

LÆS OGSÅ: Kommunalpolitikere sender politisk signal til skoler

»Når barnet er trygt og leger videre, så kan vi som voksne lige snakke om, at han faktisk har en alvorlig infektion, og vi skal have lagt et drop og givet ham et stik,« forklarer han, der godt kan forstå, hvis det for nogle medarbejdere kan virke udfordrende at sætte sig selv på spil på den måde.

»Vi er jo alle sammen sådan, at hvis vi skal gøre noget, så er det nemmest for os bare at gøre det, vi plejer uden rigtig at tænke over det. Men hvis vi vænner os til, at den nemme måde faktisk er den måde, som børnene også godt kan li', og som fungerer for dem, så hjælper vi børnene,« fastslår han.

Legen længe leve

Udover at skabe en kulturændring arbejder de to også på at ændre de fysiske omgivelser. Ikke nødvendigvis med mere legetøj, LEGO og computerspil, men mere for at gøre de fysiske rammer mere indbydende og brugbare i et behandlings-øjemed.

»For eksempel er vi i gang med at sætte en hinkebane op, så når Mikel skal undersøge et barn for en blindtarmsbetændelse, så kan han bede barnet om at bruge hinkebanen i stedet for at prikke det på maven. Så vi prøver at tænke det ind i alle vores kontakter. Hvordan kan vi gøre det her til noget, som barnet kender eller den unge kender fra sin hverdag,« pointerer Signe Jonsbo Broholm.

Dertil kommer, at 'den legende tilgang' i høj grad hviler på medarbejdernes indsats, da der stort set ikke er afsat nogle ressourcer til projektet, oplyser hun.

Det er lidt svært, hvis jeg er iført en superhelte-trøje og starter med at løbe rundt på gangen og er fjollet.

Hvornår er I i mål?

»Det store skisma ligger i det med at få det til at være en naturlig del i børneafdelingen. At hele tilgangen er legende på en eller anden måde. Og få det til at leve. Så er det jo godt klart, at vi er super mange forskellige mennesker. Jeg har jo overlæger på 65, som er en anden generation end mig og leger på en anden måde, og så har jeg yngre læger på 32, som kan alle mulige andre vilde ting, og det er okay, så længe vi bare hepper på hinanden,« vurderer Mikel Alberdi-Saugstrup.

Han tilføjer, at en stor del af missionen også handler om at få tankegangen udbredt, hvilket for eksempel sker via de cirka 100 medicinstuderende, der kommer igennem børneafdelingen om året eller de cirka 50 nye læger.

»Der tror vi på, at hvis vi her kan være en lille lege-dynamo i den her uddannelsesfunktion, vi har, så kan vi også få bredt det ud til resten af Sjælland,« håber han.

FAKTA:

'Den legende tilgang' - projekt på Afdeling for Børn og unge på Herlev Gentofte Hospital

Skal køre i to år på afdelingens fem afsnit: Børne- og ungemodtagelsen, Neonatal, på sengeafsnittene, Center for Socialpædiatri og i ambulatorierne.

Findes også på andre hospitaler, men ikke i en formaliseret udgave.